Lektor: SMK-aktion udfordrer grænserne for klimaaktivismens midler

Kan aktionen retfærdiggøres?
Nødbremsens aktion lever umiddelbart op til de fleste kriterier i den klassiske liberale forståelse af civil ulydighed.

Der er tale om et bevidst og helt åbent brud på loven. Aktivisterne henviser ikke – i det mindste i deres egen optik – til kontroversielle retfærdighedskrav, men til sikringen af nogle helt grundlæggende rettigheder som i stigende grad er udfordrede af klimaudviklingen.

Civilt ulydige bør overveje i de konkrete tilfælde om deres civile ulydighed rent faktisk gør nogen forskel.

Tore Vincents Olsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

De agerer ikke i egeninteresse men i almenhedens interesse. Deres handlinger har karakter af hærværk (selvom det antagelig bevidst udvalgte glasbeskyttede billede forblev uskadt). Men de er ikke voldelige, og de forsøger så vidt vides ikke at undgå deres straf.

To ting springer imidlertid i øjnene. For det første kan man spørge om alle lovlige veje til forandring er udtømte. Nødbremsen hævder, at års aktivisme og protester ikke har ført nogen vegne, og de dermed står over for et uvilligt eller apatisk politisk flertal, som ikke handler konsekvent nok i forhold til at beskytte grundlæggende interesser.

Her må man sige, at hvis klimaet har absolut første prioritet, har klimaaktivisterne nok ret. Det indikerer gentagne klimarapporter.

Men hvis andre interesser kan spille en rolle som del af en demokratisk prioritering, er der ikke nogen klar konklusion. Og danske politikere kan med en vis ret hævde, at de ikke er uvillige eller apatiske over for klimaspørgsmålet.

Det andet der springer i øjnene, er valget af aktionsform. Eftersom civil ulydighed skal ses som en sidste udvej, skal det gerne være en effektiv måde at ændre ting på. Ellers er det ikke nogen udvej. Det betyder at civilt ulydige bør overveje i de konkrete tilfælde om deres civile ulydighed rent faktisk gør nogen forskel.

Hvis det ikke er tilfældet, for eksempel hvis man ikke tager bestik af, hvordan flertallet vil reagere, bliver det vanskeligt at retfærdiggøre civil ulydighed, fordi det sådan set bare gør livet mere surt for de fleste.

Civilt ulydiges paradoks
Civil ulydighed kan være direkte orienteret mod en uretfærdig lov eller praksis eller den kan være indirekte. Nødbremsens kunsthærværk er indirekte.

En måde at fortolke kunsthærværk på er, at det viser, hvor let vi kan miste unikke og uerstattelige værker, på samme måde som vi kan miste vores unikke og uerstattelige klode.

Civilt ulydige vil altid stå over for et paradoks. Det er kun hvor offentligheden er lydhøre, at man kan retfærdiggøre civil ulydighed.

Tore Vincents Olsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Aktivisterne peger på hykleriet ved at gå op i malerier, når der er andre vigtigere interesser, menneskers og dyrs grundlæggende eksistensbetingelser, på spil.

Museumsaktioner er også blevet begrundet med, at de i sig selv er kunst, at museerne ignorerer klimakampen, og at de, deres historie og økonomi hviler på historiske og aktuelle uretfærdigheder, herunder på 'beskidte' sponsorpenge fra den fossile energibranche.

Men det er ikke klart, at kunsthærværk er en aktionsform, der rykker på noget i forhold til politikere og offentlighed. Og måske giver direkte former hvor man blokerer for praksisser som kan anses for klimaskadelige mere mening, også for den brede offentlighed, for eksempel privatbilisme, masseturisme eller kødforbrug.

Martin Luther King, et af de store ikoner inden for civil ulydighed, skrev i sit brev fra fængslet i Birmingham, Alabama, i 1963, hvor han sad efter ulovligt at have protesteret mod statens raceadskillelseslove "Formålet med vores direkte aktions kampagne er at skabe en situation, der er så kriseramt, at den uundgåeligt vil åbne døren for forhandlinger".

Det er selvfølgelig ikke sikkert at direkte aktioner vil gøre folk mere lydhøre end indirekte, og der er sikkert mange morgenbilister, charterturister og enlige mødre med spaghetti-kødsovs på indkøbssedlen som foretrækker at klimaaktionerne rykker indenfor på museerne.

Men umiddelbart skulle man tro, at direkte aktioner på sigt er mere virkningsfulde, da konsekvenserne er sværere at ignorere.

Der er dog ingen nemme valg her. Civilt ulydige der anser ulydighed som et middel til at opnå et mål vil altid stå over for et paradoks. Det er kun hvor offentligheden, flertallet og magthaverne er forholdsvist lydhøre, at man kan retfærdiggøre civil ulydighed.

Nødbremsen udfordres af at kunne vise at deres aktionsform har en effekt og gerne en bedre effekt end andre aktionsformer. Og her er juryen nok stadig ude.

Vi må ikke slå for hårdt ned
Kort sagt er det uklart at Nødbremsens aktion på Statens Museum for Kunst var nødvendig og effektiv som sidste udvej. Når dette er sagt, peger sagen på et interessant forhold mellem civil ulydighed og løsning af globale problemstillinger.

Den klassiske teori om civil ulydighed tager nationalstaten som udgangspunkt for den politiske handlen.

Hvis vi anser civil ulydighed for en berettiget aktionsform, er det vigtigt ikke at slå for hårdt ned på den.

Tore Vincents Olsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Det er inden for nationalstaten og problemer som nationalstaten kan løse at den civile ulydighed udspiller sig. Men det gør sig ikke gældende for klimaproblematikkerne.

Man kunne teoretisk forestille sig, at Danmark havde fuldt demokratiske institutioner med helt lige adgang til alle, og at den danske klimapolitik var fuldt retfærdig i den forstand, at hvis alle relevante lande i verden gjorde deres retfærdige andel samtidig ville klimaproblemerne være løst.

Ville man i denne situation, hvor grundlæggende interesser stadig er truet af globale udviklinger, fordi andre lande ikke gør deres andel, kunne hævde, at civil ulydighed var fuldstændig uberettiget som aktionsform i Danmark?

Mere generelt rejser det spørgsmålet om hvordan dem som især bliver påvirket af klimaforandringer eller andre globale problemstillinger (for eksempel fattigdom og migration) har mulighed for at aktionere for at kunne adressere dem, som er årsag til og ansvarlige for problemer som de udsat for, og hvor sidstnævnte ikke nødvendigvis er flertallet og politikerne i ens eget land.

Kræver det altid at ens politiske aktivitet rettes ud af landet eller endda foregår i udlandet, hvor de ansvarlige opholder sig eller kan modstanden være lokal? Hvordan skal vi da vurdere civil ulydighed som aktionsform i denne sammenhæng?

Et liberalt perspektiv tilsiger at man bør være eftergivende over for civilt ulydige. De er ikke almindelige forbrydere, men indgår i en proces som afdækker i hvilket omfang samfundet og lovgivningen er retfærdig.

Hvis vi anser civil ulydighed for en, i nogle tilfælde, berettiget aktionsform og værdsætter, hvordan den kan sætte og holde bestemte ting på den politiske dagsorden, er det vigtigt ikke at slå for hårdt ned på den.