Musikforsker: Brinkmanns kritik af AI-sange mangler blik for den musik, der ikke har en entydig afsender

Det er svært at være uenig i, men lad mig alligevel prøve. For selvom jeg er meget enig i de fleste af hans pointer, så hviler de alligevel på en præmis, som er meget udbredt.

Men derfor er den også vigtig at udfordre og nuancere: nemlig, at al (god) kunst kun kan forstås og værdsættes via den person, der har lavet den. 

Musik uden afsender

Måske findes der faktisk ligefrem en uoverensstemmelse mellem, hvad vi siger, og hvad vi gør. For vi lytter faktisk til en masse musik, der ikke har en direkte eller entydig afsender. 

Det romantiske afsenderbaserede kunstsyn er altså en vestlig opfindelse med bare cirka 200 år på bagen

Anders Reuter
Lektor, Afdeling for Musikvidenskab og Intermedia studier, Lund Universitet

Det har vi altid gjort. Men afstanden mellem vores sprog og vores sanser gør det så uendeligt meget nemmere at analysere og tale/skrive om afsenderens biografi og tekst end abstrakte fænomener som eksempelvis klang, bas og beats. 

Dette fokus trives således i bedste velgående i musikkritikken og sågar også i mit eget fag, musikvidenskaben. Det er der i sig selv ikke noget galt ved, og der er al mulig grund til at holde af både Coltrane og Chapman.  

Men det kan holde andre former for musik ude for samtalen – uden for hvad der er fint og rigtigt. Det kan lukke for nye kunstneriske oplevelser og måske også begrænse vores samtale om alt det, AI er og kan blive for vores kunst. 

Historiens anonyme musik 

Men lad os starte med et (indrømmet, noget forenklet) historisk perspektiv.  

Da den vestlige kunstmusikhistorie begynder at samle sig for godt 1000 år siden, er musikken (i hvert fald den man kender) centreret omkring kirken. Her genbruger og varierer man faste melodier i kirkens ritualer. Der er ikke en komponist eller subjekt bag. Det er jo Guds musik (senere bliver det kejseren, fyrsten eller mæcenen, der er afsender).  

I renæssancen får komponister som Josquin des Prez (cirka 1450–1521) stor udbredelse via trykkepressen, men det er først i starten af 1800-tallet, at romantikkens ideal bliver etableret, hvor det musikalske værk defineres af den geniale – men dog ofte plagede – kunstnersjæl (i romantikkens ånd smører jeg lidt tykt på).

Det romantiske afsenderbaserede kunstsyn er altså en vestlig opfindelse med bare cirka 200 år på bagen. Musik uden for vesten har sjældent den samme tendens til at installere en kunstners intentioner.  

Det samme gælder de utallige folkemusikalske kulturer gennem historien i og uden for Vesten, hvor musik først og fremmest overleveres anonymt. Det gælder også den blues, der i starten af 1900-tallet bliver en grundkomponent i populærmusikken. 

Fraværet af intention 

Netop 1900-tallet og især dens anden halvdel flød over med kunst og filosofi, der søgte at dekonstruere forfatteren/komponisten/afsenderen (man kan dog indvende, at den kunst i virkeligheden gjorde det modsatte).  

Men lad os fokusere på den måske reneste form for, hvad vi kan kalde en anti-subjektiv kunst: Den musikalske minimalisme omkring 1960'erne. Her dyrkede man via blandt andet brugen af gentagelser og spolebåndoptagere netop fraværet af komponistens intention.

Er Michael Jackson’s ”Smooth Criminal” dyb? Er Rihannas ”We Found Love”? 

Anders Reuter
Lektor, Afdeling for Musikvidenskab og Intermedia studier, Lund Universitet

Man søgte en objektivitet baseret på procesbaseret udfoldelse, som ikke har nogen fortælling, spændingsfulde forløb eller dybde. Som lytter er der bare et "nu".  

Det kan høres som det, musikfilosoffen Theodor W. Adorno kalder "konstruktionens udtryksløshed". Denne udtryksløshed kan ifølge ham – paradoksalt nok – have meget stor kunstnerisk kraft.  

Måske er det den samme kraft, der kan findes i den loop-baserede elektroniske musik til dansegulvet. Det er spontan, kropslig dans og ikke-kontemplativ fortolkning. Bas over biografi. 

Autenticitet er ikke statisk

Og den elektroniske musiks kompositionsprocesser har nu været dominerende i popmusikken i over 20 år. Det er digital programmering ofte udført af hele sangskriverhold med hver deres rolle og funktion, før en artist "udfører" værket.  

Det lyder måske utroligt udspekuleret og uautentisk, men det er de samme samlebåndsprocesser, som skabte Motown's soul og R&B for godt 50 år siden.

Det er heller ikke så lang tiden siden, at det var synthesizeren, trommemaskinen og sampleren, der dræbte musikeren og musikken. Nu er de popmusikkens hovedinstrumenter.  

For slet ikke at nævne autotune. Autenticitet er altså ikke statisk og slet ikke i forbindelse med teknologi. 

Husk nuancerne i kritikken af AI

Jeg skal retfærdigvis sige, at Svends ærinde ikke var at kritisere brugen af teknologi og herunder AI, "når der er en menneskelig intention bag".  

Men hvad er intention, og hvad er menneskeligt, og kan vi egentlig entydigt dele musik op i dyb og overfladisk? Er Michael Jacksons "Smooth Criminal" dyb? Er Rihannas "We Found Love"? Eller hvad med den glitrende klang af synthesizer-melodien i A-ha's "Take on me"?  

Det kan være momentært, men det repræsenterer stadig fantastiske og store musikalske oplevelser. Det er de små, sublime øjeblikke, som især poppen er baseret på, og de passer ikke nødvendigvis ind i en afsenderskabelon udelukkende baseret på biografi, hjerte og intention, (el)guitar og saxofon. 

Min egen intention med denne kommentar er ikke at gøre mig til forsvarer for al AI-musik. Jeg skal være den første til at medgive, at Velvet Sundown-projektet er næsten ufrivilligt komisk (selvom jeg dog godt kan komme i tanke om et par "ægte" rockbands, der er mindst lige så ufrivilligt komiske og generiske).  

Og det er uendeligt svært at vide, hvordan AI kommer til at påvirke fremtidens musik. Men forståelsen og kritikken af AI er tjent med, at den er baseret på alle de nuancer, der er i musik – før og nu.