Lisbeth Knudsen: Ny antologi giver journalistikken et kritisk eftersyn

ANMELDELSE: Hvordan holder medierne magten til ansvar, og hvad skaber den dagsordensættende journalistik? Det bidrager antologien ”Når medierne sætter dagsordenen” til at belyse. Det åbner for vigtige diskussioner, om end redigeringen af bogen kunne have været strammere og konklusionerne fremstå skarpere.

Altingets vurdering: 4/6

Når vi i medierne rigtigt skal rose os selv og fremhæve betydningen af seriøs, professionel journalistik, så plejer vi at nævne det, der populært kaldes ”graverjournalistikken”, eller i en lidt længere version den dybdeborende, kulegravende journalistik.

Det er vores fine, professionelle adelsmærke. Det er her, journalistikkens ypperste eksistensberettigelse som samfundets kritiske vagthund træder i karakter. Det er her, regeringer, ministre og stærke samfundsinstitutioner kan blive udfordret på deres gerninger eller undladelser. Ikke mindst i de seneste par år har graverjournalistikken endda fået et internationalt ben i kraft af journalistiske samarbejdsprojekter på tværs af landegrænser og mediehuse, der normalt konkurrerer med hinanden.

Nu har en stribe forfattere – hele 20 af dem – i en antologi sat sig for at belyse mediernes dagsordensættende rolle i kraft af sådanne journalistiske prestigeprojekter. Forfatterne har foretaget nedslag i dækningen af nogle af de senere års store mediehistorier, som har sat et tydeligt aftryk på samfundsudviklingen for eksempel i form af ny lovgivning, politiske skandaler og økonomiske omprioriteringer.

Det gælder blandt andet sager som tv-dokumentar-udsendelserne om ”Moskeerne bag sløret” og ”De vaccinerede piger”, samt sagerne om Gyllegate, der væltede en minister, de lange ventelister til sygehusbehandling for blandt andet kræft, ”Dovne Robert ”-sagen og hvidvasksagen i Danske Banks estiske afdeling.

Bogen rejser nogle helt relevante spørgsmål til den dagsordensættende journalistik. Hvad er det for kritiske punktnedslag i vores samfund, den repræsenterer? Hvad bliver valgt og fravalgt? Er det rent faktisk de vigtigste samfundsdagsordener, som den dagsordensættende journalistik griber fat i, eller er det mere tilfældigheder og konfliktvinklen, der tæller?

Er dækningen proportional med betydningen af de samfundsforhold, som afdækkes i de enkelte sager? I hvor høj grad afspejles de konkrete nuancer, når en sag ruller og skurkene er på sigtekornet? Antologien stiller skarpt på de metoder, der anvendes i den kulegravende journalistik, herunder de dramaturgiske greb og forenklinger, som anvendes for at få komplicerede sager gjort forståelige, følelsesmæssigt engagerende og dermed salgbare i et mediemiljø med hård konkurrence om opmærksomheden.

Bidrag af svingende karakter
Det er alle sammen fuldstændig relevante spørgsmål at udfordre medieverdenen med. Herunder også brugen af cases som Else-sagen fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, der omsat til stærke tv-billeder pludselig fik en debat om behandlingen af ældre til at eksplodere politisk og udløse alle mulige løfter om bod og bedring.

Tv-billederne ramte lige ind i hjertekulen på alle og skabte en dagsordensættende diskussion. Billederne skabte identifikation og masser af følelser. Uanset om eksemplet nu var udtryk for den generelle tilstand på landets plejehjem. Else-sagen er for ny til at være med i bogen, men som case-eksempel til diskussionen om brug af skjult kamera som metode, er den klassisk.

Antologien savner ikke spændende navne. Her er et lille udpluk af den lange liste over bidragydere: Vibeke Borberg, advokat, Hjarn v. Zernichow Borberg, ekstern lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet, Christian Suhr, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus  Universitet, Niels Valdemar Vinding, Postdoc, Institut for tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, Kirstine Sinclair, lektor, Syddansk Universitet, Vincent Hendricks, professor, Institut for Kommunikation, Københavns Universitet, Ole Risager og Finn Østrup, tidligere professorer på CBS, Kåre Mølbak, epidemiolog og tidligere direktør for Statens Serum Institut samt Michael Bang Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og mange flere.

Flere af indlæggene i antologien går faktisk meget blidt til værks med kritik af medierne og understreger behovet for netop den her form for professionel kritisk journalistik i et demokrati.

Andre har et mere kritisk blik på særligt sagen om ”De vaccinerede piger” og om ”Moskeerne bag sløret” og den form for dramaturgisk iscenesættelse af journalistikken.

Andre af antologiens bidrag har karakter af oplysende og perspektiverende indlæg om mediernes rolle i samfundet, om presseetikken, om psykologien bag case journalistikken, om fake news som retorisk strategi og om opmærksomhedsøkonomiens realiteter.

Behandlingen af minoritetsdanskerne
Bogen indeholder også et bidrag til debatten om mediernes dækning af de etniske minoriteter, hvor der tales om selvforstærkende negative historier og fordomme. Heri beskrives, hvordan politikerne kommunikerer til medierne om de emner, som de mener, at majoritetsdanskerne bekymrer sig om.

Den nyhedsdækning aflejrer sig så hos majoritetsdanskerne, der når de så bliver spurgt om deres bekymringer, gengiver, hvad de har læst og set i medierne. Og det får så politikerne til at beskæftige sig endnu mere med emnet og skrue ekstra op for retorikken, når nu befolkningen siger, de bekymrer sig om det.

Det er Hjarn v. Zernichow Borberg, der i sit indlæg i bogen meget skarpt kritiserer medierne for at understøtte etniske misforståelser. Han skriver, at medierne fokuserer på etnicitet som en faktor, når det handler om kriminalitet, terror og vold, mens etnicitet som faktor fravælges af medierne, når det handler om mere almindelige forhold som beskæftigelse, hobby og hverdagsliv.

Hele tre afsnit i antologien behandler TV 2-dokumentarserien om ”Moskeerne bag sløret”, fordi det åbenbart er her, ideen til hele bogen udspringer.  Det er vægtige og interessante betragtninger og mange af dem særdeles kritiske i de tre kapitler, men det havde alligevel for antologiens samlede balance været bedre, hvis de tre afsnit var blevet redigeret sammen, og der havde været plads til at hente flere alsidige eksempler på journalistiske graver-projekter og deres valg af virkemidler ind til eksempelsamlingen.

Mediernes finansdækning og ikke mindst afdækningen af hvidvasksagen i Danske Bank får meget positiv bedømmelse af eksperterne, der dog godt kunne ønske sig flere dybgående analyser. De konstaterer, at erhvervssiderne i medierne efterhånden er mere fyldt med privatøkonomistof og mindre med samfundsøkonomi. Der stilles faktisk også det kritiske og relevante spørgsmål til medierne, om der er for meget fokus på finanssektoren og alt for lidt på produktionsvirksomhederne og det, vi skal leve af.

Bundkarakterer får dokumentaren på TV 2 om ”De vaccinerede piger” og HPV-vaccinen. Her konstaterer forfatterne, at ekspertrollen og videnskaben slet ikke virkede overfor følelserne og de menneskelige cases – nemlig pigerne med uforklarlige smerter. Sagen viste samtidig, hvilken kolossal effekt et uafbalanceret tv-program kan have i forhold til at skabe frygt og et stort beklageligt fald i tilslutningen til vaccinen i en periode.

Et tredje eksempel i bogen hentes fra det meget langstrakte mediefokus på ventelisterne på hospitalerne på blandt andet kræftbehandling, hvor en fælles koalition af patientorganisationer, politikere og medier fik skubbet en omkalfatring af sundhedssektoren igennem blandt andet ved at italesætte kræftbehandlingen som akut behandlingskrævende, og dermed få lagt grundstenen til de kræftpakker og behandlingsgarantier, som vi i dag sætter højt som en kvalitet ved det danske sundhedsvæsen.

Når coronaen ikke lige vælter alt omkuld. Når medierne går i alliance med både politiske interesser, stærke patientorganisationer og civilsamfundsgrupper, så sker der noget, og det kommer nærmest til at ligne en effektiv kampagne.

Manglende eksperter
Hvad sker der, når medierne sætter dagsordenen? Hvilke metoder anvendes til at gøre det, og hvordan forvalter medierne rollen som dagsordensættende? Det er de spørgsmål, som antologien prøver at besvare ved hjælpe af alle mulige andre ekspertkompetencer end de journalistiske. Med en enkelt undtagelse af en glimrende Bruno Ingemann i forfatterkredsen. Formålet med bogen er særdeles relevant. Også journalistikkens højt besungne succes-fortællinger fortjener et kritisk eftersyn. Det er fint og konklusionerne kan diskuteres.

Det havde imidlertid klædt bogen og de meget forskelligartede bidrag at blive mere stramt redigeret. De svinger noget i kvalitet og dybde. Det havde også klædt bogen indholdsmæssigt at have et par erfarne graver-journalister med til at give nyttige bidrag til fortællingen om, hvordan medierne typisk vælger de emner og historier, som får de kostbare ressourcer og den tid, der skal til at skabe dagsordensættende graverjournalistik.

De historier som rækker ud over dagens nyhedshakkelse. Det ville have klædt bogen at have en erfaren tv-dokumentarist til at forklare valg og fravalg i den vanskelige proces, der ligger forud for sådan et program, og de dramaturgiske virkemidler, der skal til at holde folks opmærksomhed. Ikke mindst da forfatterne selv skriver, at bogen blandt andet er ment som undervisningsmateriale.

Antologi, 20 forfattere, “Når medierne sætter dagsordenen”, 354 sider, DJØF Forlag, 350,- kr.

Forrige artikel Niels Frid-Nielsen: Ny bog om masseovervågning udstiller demokratiets ømme punkt Niels Frid-Nielsen: Ny bog om masseovervågning udstiller demokratiets ømme punkt