Løkkegaard: En ny oplysningstid for Europa

Tiden har længe været inde til at give ordet til videnskabsfolk, skribenter, tænkere, undervisere og kunstnere for at få skabt bro til befolkningerne og få sat ord på, hvad det vil sige at være europæer.

Morten Løkkegaard
Næstformand for Europa-Parlamentets Kulturudvalg og initiativtager til "The New Narrative for Europe"

Af Morten Løkkegaard
Næstformand for Europa-Parlamentets Kulturudvalg og initiativtager til "The New Narrative for Europe"

Europas mest magtfulde menneske, den tyske kansler Angela Merkel, modtog i lørdags ved en højtidelighed i Berlin en fem sider lang tekst – et charter – med titlen "Den Nye Fortælling om Europa". Charteret er formuleret af en gruppe på 20 kunstnere, kulturpersonligheder og intellektuelle, nedsat på initiativ af undertegnede og bakket op af et stort flertal i Europa-Parlamentet samt Europa-Kommissionen. 

Teksten vil være afslutningen på 10 måneders intenst arbejde. Men det vil også være en begyndelse. Et vidnesbyrd om en ny start. Og en appel til den politiske elite om at give plads til en ny rolle for kulturen – kunst, tænkning og videnskab – som tillidsskaber i et politisk kriseramt Europa. Et Europa med udtalt politikerlede og skepsis over for den politiske aflægger, EU. 

Vi har brug for nye fortællinger om Europa
Charteret taler om behovet for en ny renæssance – en ny oplysningstid – i Europa. EU-projektets vanskeligheder og manglende demokratiske legitimitet er kun blevet forstærket af den politiske elites forsømmelse og åbenlyse problemer med at formulere den dybere mening med anstrengelserne og afsavnene.

Tiden har længe været inde til at give ordet til videnskabsfolk, skribenter, tænkere, undervisere og kunstnere for at få skabt bro til befolkningerne og få sat ord på, hvad det vil sige at være europæer.

Det eksisterede narrativ om fred og frihed gennem samhandel er bredt anerkendt og senest belønnet med Nobels Fredspris. Men fortællingen behøver en opdatering, som giver et bud på Europas rolle i verden i det 21. århundrede.

Især de unge har voldsomt brug for at kunne se en dybere mening med tingene. De unge skal være med til at formulere ikke een, men mange fortællinger om Europa og på den måde højne bevidstheden om det at være europæer.

Her har kulturlivet i bredeste forstand sin nye historiske rolle. Som brobygger og historie-fortæller. Projektet om "Den Nye Fortælling om Europa" giver et bud, der ikke er tænkt som noget endeligt, men som en begyndelse: Et startskud til en ny debat. Ideen om at skabe en ny oplysningstid er et dristigt og rigtigt bud.

Vigtigt med politisk opbakning
I den forbindelse er den tyske kanslers involvering et signal, der ikke skal undervurderes. Een ting er, at Kommissionsformand Barroso har kastet sin kærlighed på projektet. Det harmonerer ganske fortrinligt med formandens egne ideer og ikke mindst i kampen mod højrefløjen og populismen op til det kommende valg (selvom projektet nøgternt set ikke har en chance for at påvirke Europa-Parlamentsvalget – og heller ikke har været tænkt sådan af undertegnede). 

Angela Merkel derimod, er kendt for at være lige så forsigtig, som hun er magtfuld. Tyskland har under hendes ledelse vægret sig ved at påtage sig lederrollen i Europa. Sporene skræmmer, og EU-projektet er langt henad vejen historien om, hvordan Tyskland skulle "europæiseres" i stedet for, at Europa skulle gøres tysk.

Merkels forsigtighed har paradoksalt nok ført til, at hendes bevægelser følges endnu tættere af alle. Ethvert skridt tolkes omhyggeligt. Intet gøres tilfældigt. Europa rykker først for alvor, når Tyskland rykker. Se blot på forløbet i Ukraine: Efter lang tids politisk dødvande, uro og myrderier tog den tyske udenrigsminister til Kiev. Dagen efter var den politiske bandit Janukovitj på flugt.

Det er med andre ord ikke ligegyldigt, hvad den tyske nr. 1 foretager sig. Når kansleren således har valgt at lægge sin politiske prestige og vægt bag projektet, så er det en fortælling i sig selv.

Lidt højstemt kan man hævde, at 1. marts 2014 bliver dagen, hvor Europas vigtigste politiker giver kulturen sit blåstempel. Og nogen vil dermed sige sin retmæssige historiske placering som samtalepartner, men også drivende kraft i europæisk politik. 

Charteret er ikke en omgang EU-finansieret propaganda
De mere jordnære vil formentlig advare mod at overfortolke den symbolske overdragelse af charteret til kansleren. Og skeptikerne har for længst fordømt hele projektet som endnu en omgang EU-finansieret propaganda – nu med blændende kunstnere, kendt for deres personlige integritet, som den verdenskendte dansk-islandske arkitekt Olafur Eliasson, og intellektuelle sværvægtere som ungarske Georgi Konrad, i rollerne som kommissionsformand Barrosos nyttige idioter, må man forstå...

Det er altid svært at skulle forholde sig til den form for kritik, og som idemand til projektet er jeg selvfølgelig ikke uhildet, men tillad mig alligevel at dele en enkelt observation fra min post som selvvalgt observatør i arbejdsgruppen gennem disse 10 måneder:

Det ville med statsgaranti aldrig være lykkedes at samle denne gruppe begavede mennesker til et stykke hårdt, frivilligt, tidskrævende og udskældt arbejde langt fra deres hjem og normale arbejdsplads, hvis de på et eneste tidspunkt havde følt sig som dansende "efter Barrosos dirigentstok", som Dansk Folkepartis egen EU-chefdirigent har valgt at udtrykke det.

Olafur Eliasson svarede da også forleden i Weekendavisen den evigt brokkende Messerschmidt: "Jeg føler ikke, at jeg bliver brugt. Man kan enten udøve sin kritik ved at stå udenfor og råbe, eller man kan engagere sig og indgå i en dialog. Jeg foretrækker det sidste."

Han fortsatte: "Det handler ikke om at blive spændt for Barrosos vogn, men om at være med til at skabe en platform for en kritisk og konstruktiv dialog om, hvad EU kan og skal. Ellers havde jeg ikke sagt ja".

Touché. Så kort og klart kan det siges. Brok er ikke nok.

Italesættelse af EU-debattens grundproblem
Eliassons udsagn er lige så sjældent, som det er sandt. Hvornår har en markant repræsentant fra dansk (og europæisk) kulturliv så utvetydigt markeret, hvad EU-debattens grundproblem er, og at kulturen i øvrigt har svigtet ved sin tavshed og passivitet?

Valget af Eliasson er da heller ikke tilfældigt. Netop han har faktisk gjort sig kvalificerede tanker om kulturen som tillidsskaber i en tid, hvor befolkningernes tillid til politikere ligger på et historisk lavpunkt, og hvor kun brugtvognsforhandlere, ejendomsmæglere og journalister når samme bundplacering på troværdigheds-skalaen.

En anden vigtig pointe i Eliassons kommentar handler om "at udøve sin kritik". Arbejdsgruppen har netop fungeret i kraft af sine mange kritiske stemmer. Ja, faktisk har kampen om ordlyden været så udtalt, at gruppens andet danske medlem, Per Nyholm, valgte at trække stikket og vedlægge sin egen tekst. Sådan er risikoen, når udgangspunktet for arbejdet har været frihed til forskellighed.

Den endelige tekst er heller ikke udtryk for et forsøg på uniformering. Selv om opdraget var at finde fællesnævnere, har ingen i gruppen været et sekund i tvivl om, at den kulturelle mangfoldighed netop er Europas styrke. "Forenet i mangfoldighed", lyder mottoet som bekendt.

Klar til næste kapitel i den europæiske fortælling
Charterets indhold vil nu – forhåbentlig – blive vendt og drejet og også kritiseret. Og sådan skal det være. Fællesteksten er et kompromis og derfor langt fra perfekt. De fleste deltagere vil desuden aflevere deres egen personlige bidrag som supplement til den fælles tekst.

Men ser man fremad, er det vigtigste i virkeligheden, at debatten om, hvad det vil sige at være europæer, er sat i gang. Den politiske elite har fået øjnene op for, at det er nu eller aldrig: Der er brug for langt større opmærksomhed og reel brobygning til Europas borgere.

Her har kulturen en historisk rolle at spille. Med "Den Nye Fortælling for Europa" er den stemme aktiveret. Nu er det op til os alle – vi europæere – at føre samtalen videre og få skrevet næste kapitel i den europæiske fortælling.