Marianne Jelved: Børns møde med kunst og kultur giver disciplin og selvtillid

Af Marianne Jelved (R)
Forhenværende kulturminister
Jeg har gennem årene fået ti herlige børnebørn. Det er en lykke. De to yngste er søstre på 9 og 11 år, og vi bor tæt ved hinanden, så jeg har haft mulighed for at følge dem i hverdagen.
Sådan blev jeg inviteret til en aften her i december at overvære Lucca og hendes kammerater fra 4., 5. og 6. klasse spille, synge og danse musicalen Grease i Fritids- og Ungdomsklubben Baune.
Det var en fantastisk oplevelse, ikke bare fordi jeg er bedstemor, men fordi børnene rent faktisk kunne danse og synge og optræde fuldstændig koordineret og tydeligt instrueret, så forestillingen fløj over scenen.
Der er nogle super pædagoger, der kan få ting til at ske i et herligt og respektfuldt samvirke. Børnene nød helt klart at optræde, og forestillingen løb bogstavelig talt henover scenen som en leg, og lige pludselig var den færdig.
Der blev klappet taktfast og varmt både af skuespillerne og af instruktøren Christiane og af alle sceneteknikerne og andre hjælpere. Flot var det.
Børns møde med kunst giver disciplin og selvtillid
Jeg glæder mig over de børns åbenlyse glæde ved at være med i det særdeles forpligtende fællesskab, som en musical hviler på. De havde fået den disciplin, der skal til en forestilling.
De havde øvet og trænet og givet af sig selv. De havde hver især taget deres rolle til sig og kunne give den udtryk på tværs af klassetrin, så de står på nethinden endnu.
Det er et eksempel på børns møde med kunst og med den kultur, der opstår omkring en forestilling af den kvalitet. Det giver alle børnene en respekt for det arbejde, der ligger bag de forestillinger, de selv vil opsøge senere.
Det giver dem selvtillid, at de kunne. Det smitter af på deres skolegang i øvrigt, for her vil de også vide, at øvelse gør mester. De vil turde stille sig op over for andre forsamlinger. De vil være disciplineret og lade andre komme til i arbejdet i skolen. De kender det frugtbare fællesskab.
Forskere siger for eksempel: ”Børn og unge lærer, når de deltager i sociale sammenhænge, inddrages i fælles aktiviteter, bidrager i fællesskabet og opnår indflydelse på det, som er en del af deres livsbetingelser og udviklingsmuligheder. ”
Strategi for kunst og kultur i folkeskolen
Jeg fremlagde strategier for små børns og skolebørns og unges møde med kunst og kultur i maj 2014:
”Når børn møder kunst, er de på lige fod. Kunst har en praktisk fremtrædelsesform. Man kan se, høre, føle på den og opleve den umiddelbart. Det kræver ikke særlige bogsproglige forudsætninger. Kunst og dens æstetik er en sensitiv vej til viden, erkendelse og erfaring. Det er en anden sansning end gennem (fag)sprog. ” (MJ, tidligere lærer og kulturminister)
”De æstetiske aktiviteter i daginstitutionerne er og de kunstbaserede fag i skolerne rummer et uhyre væsentligt, men endnu kun delvist udnyttet potentiale i dannelse af fremtidens kreative og forandringsparate danske verdensborgere. ” (Benny D. Austring, lektor i drama og leder af Forum for Kreativitet, Æstetik og Læring)
”Mulighederne for at omgås med æstetisk-symbolske udtryksformer i leg og i kunst er helt centralt for børns kultur. De henter viden, værdier, betydning og identitet fra det. ” (Beth Juncker, professor i børne- og ungdomskultur, IVA, Københavns Universitet.)
Alle citaterne er fra ”Strategi for små børns møde med kunst og kultur.”
Indsigt
Charlotte Korsager Winther60 årI dag
Kommunikationschef, Villum Fonden og Velux Fonden
Bjarne Wahlgren80 årI dag
Professor i voksenuddannelse, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
Preben Kjær85 årI dag
Fhv. direktør i Dansk Automobilhandlerforening og informationschef, SAS, fhv. kommunikationsrådgiver

Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
Peter Skaarup spørger Jakob Engel-SchmidtHvad er ministerens holdning til, at der på et kommunalt bibliotek afholdes et ramadanarrangement?Besvaret
Udvalget spørger Jakob Engel-SchmidtHvordan tænkes cirkusbranchen inddraget i fordeling af midlerne til cirkus?Besvaret
- 5 A'er: Det her er en bog, man slår sig på. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen også
- Tidligere DF-pressechef: Det svækker folkestyret, når politikerne flygter fra de kritiske medier
- Like og subscribe: EU vil have influencere til at forstå Bruxelles
- Kom med til konferencen, hvor kong Frederik begyndte at kritisere AI
- Konsulent: Hvis vi overbeviser almindelige mennesker om, at AI ikke er for dem, er det kun til elitens fordel















