Lidegaard: Medieforliget er DF'ernes hævn over medier, de ikke kan lide

I den forgangne uge besluttede regeringen og DF at udbyde en ny radiokanal på bekostning af det nuværende Radio24syv. Centralt i udbuddet står, at 70 procent af redaktionen ikke må opholde sig tættere end 110 kilometer fra København.

En blomst, der ikke er groet i regeringens have, hvis man skal tro den ansvarlige kulturminister Mette Bock (læs: Det er Dansk Folkeparti, der har ønsket og gennemtrumfet det noget særprægede udbud med en hidtil uhørt grad af detailstyring).

Dermed udstilles det endnu engang med smertelig klarhed, hvem der har bukserne på i det nye medieforlig.

Fordi regeringen med Liberal Alliance i spidsen ikke havde rygrad til at parkere DF på sidelinjen med deres ekstreme holdninger på medieområdet, endte det med et smalt forlig med samme parti, der til gengæld lod sig betale dyrt.

Resultatet var og er beskæmmende. Efter alt at dømme står vi med det mest ringe medieforlig i Danmarkshistorien, og det skyldes flere ting.

Først og fremmest er forliget rent mediepolitisk en mindre katastrofe, hvor der blandt andet blev skåret hele 25 procent på Danmarks Radio. Det sker på et tidspunkt, hvor samtlige efterretningstjenester i den frie verden advarer mod systematisk misinformation, fake news og manipulation fra både fjendtlige stater og private aktører. Og dog valgte regeringen og DF at skære på public service og på vores vigtigste producent af faktabaserede nyheder.

Fordi regeringen med Liberal Alliance i spidsen ikke havde rygrad til at parkere DF på sidelinjen med deres ekstreme holdninger på medieområdet, endte det med et smalt forlig med samme parti, der til gengæld lod sig betale dyrt.

Læg dertil den kulturelle og nationale betydning, som DR har haft i kraft af sine verdensberømte danske serier, fantastisk børne-TV og samlende underholdningsprogrammer.

Ikke at DR bør være hellige, selvfølgelig skal der også kunne skæres her, ligesom der skal kunne stilles krav om mere produktion uden for DR’s tykke mure. Men den veritable slagtning af en af Danmarks bærende kultur- og medieinstitutioner er helt ude i skoven.

Den nye DR By blev i sin tid bygget som en manifestation af den politiske vilje til at have et nationalt mediehus i verdensklasse til at bære dansk kultur og kritisk medietradition frem. Nu begynder DR Byen helt fysisk at blive tømt, og en etage lejes ud til andet erhverv. Det billede siger alt.

Men også parlamentarisk var forliget en mindre skandale. Mediepolitik egner sig virkelig ikke til smalle forlig. Mon ikke det er første gang, at et så snævert flertal efterlader hele mediebranchen i fuldstændig uvidenhed om, hvad der vil ske få måneder efter, at forliget er indgået?

Forhåbentlig vil et nyt flertal jo meget snart fylde DR Byens kontorer op igen og sikre langt større indsatser for at få public service ud i og til hele landet – hvad det mærkværdige udbud af en ny radiokanal jo slet ikke sikrer?

Men ingen ved det, og det forhindrer enhver langsigtet strategisk planlægning og fastholdelse af dygtige medarbejdere til skade for os alle sammen og den kritiske offentlighed.

Endelig er Dansk Folkepartis – og dermed regeringens – helt ublu brud på armslængdeprincippet mellem det politiske niveau og de statsstøttede medier så udansk, at det skriger til himmelen.

Både angrebet på DR og Radio24syv er en helt åbenlys magtdemonstration og politisk hævn over for de medier, som DF ikke mener tjener deres politiske sag. Det klæder ikke Danmark, og det klæder ikke Venstre og Konservative at lægge stemmer til denne Orbán-agtige straf af medier, der ikke altid fortæller den historie, som politikerne gerne vil høre.

Af alle disse grunde bliver det derfor afgørende for vores fælles demokrati, at et bredt flertal efter valget mødes på midten om et nyt visionært medieforlig, der genetablerer DR og public service som bærende institutioner i vores mediepolitik, med en stabilitet, der kan give medierne arbejdsro og med den erklærede ambition at nå længere ud i landet og længere ud på de sociale medier.

Måtte besindige kræfter i Venstre og Konservative på det tidspunkt have modet til igen at give Danmark en mediepolitik, som vi kan være bekendt.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.