Medieforsker: Nytænk den mærkelige mediestøtte

Af Frands Mortensen
Medieforsker ved Aarhus Universitet 

Det, vi i daglig tale kalder mediestøtten, er alene den støtte, staten giver til redaktionelle omkostninger hos trykte nyhedsmedier og skrevne internet-nyhedsmedier. Formålet er “at løfte den demokratiske debat og fremme mangfoldigheden i medierne”. De trykte medier kalder derfor ordningen for “demokratistøtte”.

Grundlaget er Lov om mediestøtte fra 2014, og loven skal revideres i den kommende folketingssamling. Medienævnet udbetaler til normal drift ca. 377 millioner kroner om året. Hertil kommer mindre beløb til etablering og udvikling.

Støttens størrelse afhænger af antallet af redaktionelle medarbejdere. Jo flere, jo flere statspenge. Dog med en overgrænse på 17,5 millioner kroner per udgivelse. De største støttemodtagere er de tre koncerner Jysk Fynske Medier med 75 millioner kroner, JP/Politiken med 54 millioner kroner og Berlingske med 44 millioner kroner.

Ordningen blev evalueret i efteråret 2015, og de danske dagblades organisation var tilfreds og mente, at ordningen fungerer efter hensigten. Og det er ikke så mærkeligt, da det er dagbladene selv, der har udtænkt principperne i ordningen.

En mærkelig ordning
Ordningen er imidlertid mærkelig. Den er i princippet en generel støtteordning. Generelle ordninger yder støtte til samtlige støttemodtagere efter samme regler, fordi sådanne ordninger ikke skal ændre på markedsforholdene. Danske Dagblades Forening bekæmpede derfor selektive støtteordninger i årtier, idet de dominerende medlemmer håbede på, at markedskræfterne hen ad vejen ville slå de socialdemokratiske aviser ihjel. Det lykkedes som bekendt.

Har provinsblade med få journalister i virkeligheden mere brug for støtte end store hovedstadsaviser?

Frands Mortensen
Medieprofessor ved Aarhus Universitet

Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at mediestøtteordningen ikke er en generel ordning. Der er nemlig særregler for Information og Kristeligt Dagblad, der derfor kan modtage henholdsvis 26 og 29 millioner kroner årligt. Særreglerne går tilbage til 1997, hvor de blev indført for at sikre “en nuanceret og pluralistisk presse”, som chefredaktør Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad udtrykte det. Og derfor måtte aviser med særlige karakteristika støttes mere end andre for at opretholde myten om pluralisme i dansk dagspresse.

Selektiv støtte
Spørgsmålet er nu, om man skal omdanne hele ordningen til selektiv støtte, idet man kan overveje, om alle støttemodtagerne faktisk behøver støtten i samme omfang. Ud fra økonomiske kriterier kan man ikke afgøre det. Dagbladenes regnskaber er umulig at gennemskue for udenforstående. Der er ikke engang oplysninger om de forskellige indtægtskilder: bladsalg, reklamer, statsstøtte, andre aktiviteter. Dertil kommer, at der heller ikke er kontrol med, hvad støtten bruges til. Og da mange dagblade har mange aktiviteter uden for almindelig bladdrift, er det et problem i forhold til støttens formål.

Dernæst kan man overveje, om det er bladenes økonomiske resultat, der skulle være udslagsgivende. Måske var det vigtige de redaktionelle muskler. Har provinsblade med få journalister i virkeligheden mere brug for støtte end store hovedstadsaviser? Hvis man ser på læsernes behov, er der ingen tvivl. Der mangler klart journalister til at dække f. eks. Lolland, Vestsjælland, dele af Vestjylland og Østjylland nord for Aarhus.

Selvmodsigende kriterier 
Et af støttekriterierne er desuden selvmodsigende. For de trykte nyhedsmedier gælder, at maksimum 50 procent af indholdet må være annoncer. Herved udelukkes de gratis ugeaviser. Hvorfor må man spørge? Hvis disse har tre journalister eller flere, hvorfor kan de så ikke få støtte til at forbedre deres redaktionelle indhold? De læses meget, og de bidrager til den lokale oplysning og debat.

Endelig bør man overveje, om det samlede støttebeløb er stort nok. Og det er det efter min mening ikke. Det er muligt, at ordningen kan sikre, at der ikke lukkes (ret mange) dagblade. Men hvis disse skal overleve ved at skære ned på omkostningerne til at producere redaktionelt indhold – sådan som det i rigt mål sker for tiden – er hele pointen med at kalde ordningen for “demokratistøtte” meningsløs.