Mindeord: Fhv. rigsbibliotekar Morten Laursen Vig (91)

Fhv. rigsbibliotekar Morten Laursen Vig, Roskilde, er død, 91 år gammel, og i den anledning skriver fhv. direktør for Statsbiblioteket Niels Mark og direktør for Det Kgl. Bibliotek Svend Larsen mindeord.

Redaktionen

Efter cand.mag.-eksamen i historie og latin fra Aarhus Universitet blev Morten Laursen Vig 1960 ansat som forskningsbibliotekar ved Statsbiblioteket i Aarhus.

Her blev han 1965 leder af publikumsarbejdet og flyttede i 1967 til en lignende stilling i det dengang nye Odense Universitetsbibliotek.

I 1970 blev han medlem af interimstyret for Roskilde Universitetscenter for at forberede etablering af et nyt universitetsbibliotek på RUC. Da biblioteket var etableret i 1972, overtog Laursen Vig stillingen som bibliotekschef.

Den stilling varetog han, indtil han i 1986 med titel af rigsbibliotekar blev chef for den nye institution Rigsbibliotekarembedet, der fik koordinerende opgaver for forskningsbibliotekerne.

Da Rigsbibliotekarembedet blev lagt sammen med Bibliotekstilsynet under navnet Statens Bibliotekstjeneste, fortsatte Morten Laursen Vig som chef, indtil han gik på pension i 1997.

De år, hvor han havde den ledende position som rigsbibliotekar og leder af Statens Bibliotekstjeneste, var den periode, hvor afgørende ændringer i bibliotekerne fandt sted. Informationsteknologien betød store ændringer i arbejdsprocesser, materialetyper og nye udlånsmønstre. Det betød nye samarbejdsmuligheder mellem bibliotekerne, men også krav til nationale standarder og koordinering mellem bibliotekstyperne.

Ledestjernen for Morten Laursen Vigs indsats var samarbejdet mellem biblioteker, og han tog afstand fra "lejrtænkning", uanset hvor den kom fra.

Han var respekteret i og uden for biblioteksverdenen for sin faglige indsigt og sin politiske forståelse.

Laursen Vig var også stærkt engageret i det internationale samarbejde, hvor han var aktiv i forskellige udvalg.

Han fulgte udviklingen i de tre biblioteker, han havde arbejdet i, med stor interesse, og han vendte ofte tilbage til sin fortid på Statsbiblioteket. Selv om han forstod det hensigtsmæssige i at fusionere ’sit’ gamle bibliotek med Det Kongelige Bibliotek, fandt han navneskiftet urimeligt, og det synspunkt måtte skiftende kulturministre lægge øre til.

Vi har begge haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Morten Laursen Vig, og vi har værdsat hans faglighed, hans grundighed og også hans dejlige humør, der ofte kunne lette en lidt anspændt stemning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Laursen Vig

Fhv. rigsbibliotekar (1986-97)
cand.mag. i historie og latin

0:000:00