Mindeord: Jens Chr. Grøndahl om Seppo Mattinen (91)

Efter at have skabt sig en markant plads i dansk malerkunst mente Seppo Mattinen, at det var på tide at vende hjem til Finland. Ved det gamle stambord i Helsinki fortalte han historier fra Kunstakademiet i København ledsaget af sin karakteristiske, lyse latter. Der blev stille, hvorpå en kammerat sagde: "På dette sted burde du ikke have grinet. Danmark har ødelagt dig!"

Herefter blev det Rom, hvor Seppo kom til at bo i en menneskealder sammen med sin elskede Cecilia. Fra værkstedet i det lille hus på taget højt over Piazza Vittorio Emmanuele havde han udsigt til Albanerbjergene, og her opsamlede han det røde ørkenstøv, som sciroccoen bragte med fra Nordafrika. Han blandede det i sine farver, der med årene blev romerske og laserende i deres klangfulde, sprøde lys.

Som figurativ maler kunne han friste en og anden kritiker til termen naivist, men hans langagtige skikkelser med det snurrige svæv havde mangfoldige referencer til den tidlige renæssance, og som kolorist var han en af de mest subtile, vi har kunnet mønstre. Utallige udsmykningsopgaver blev det til såvel i kirker som på Christiansborg, og hvem har ikke ladet sig distrahere af hans ikoniske cykelpige på gavlen ved Dronning Louises Bro, indtil for nylig et symbol på Nørrebros vibe.