Museumsinspektør: Folkesjælen kan ikke opstilles i punktform

Af Jeanette Varberg
Museumsinspektør ved Moesgaard Museum

Kulturminister Bertel Haarder (V) inviterer befolkningen til at beskrive den danske folkesjæl og debattere, hvad der er dansk identitet og hvilke rødder, vi er groet af.

Det skal udmøntes i en kanon, som udspringer af det grundtvigianske frisind, men også en kulturkonservatisme, der med myndig hånd peger folket i retning af den gode kulturarv. Med andre ord, så er kanon-turen kommet til kulturarven på samme måde som historien, demokratiet, litteraturen og kulturen kom det under den venstreledede regering i 00’erne.

Det er den samme dagsorden som dengang, der er på spil nu – at debatten om, hvad der skal på listen og ikke skal, i sig selv er med til at tvinge nyheds-Danmark væk fra økonomisk politik og udlændingespørgsmål – og samtidig hugge danskhedsmonopolet fra Dansk Folkepartis dagsorden. Man kan så diskutere, hvor innovativt det er, at endnu et kulturbegreb skal debatteres, vendes og drejes for så i sidste ende at havne på kulturministeriets hjemmeside i punktform.

Der er dog forskelle. Den nye kulturarvskanon skal blive til med folkets hjælp. Bertel Haarder vil løfte kendskabet til og stoltheden over alt det, der er værd at bevare i den danske kulturarv, og det er ikke kun kultureliten, der skal melde ind, men alle.

Folkesjæl i punktform?
Projektets grundtanke er ikke dårligt tænkt, og kulturarven er ikke noget, vi bare kan tage for givet. Eksemplerne fra Syrien, hvor kulturarven blev sprængt væk af IS, og hvor folk stadig tvinges til at ensrette deres tankegang synes langt væk, men netop derfor bør det alligevel give stof til eftertanke herhjemme. Hvad vil vi aldrig miste som folk?

Hvordan kan vi på nogen måde tage noget, der er så varieret, sammensat, vidtforgrenet og foranderligt som kulturel identitet og tankesæt og holde det fast i en prioriteret liste?

Jeanette Varberg
Museumsinspektør ved Moesgaard Museum

Problemet med kanonen er imidlertid, at den i sin natur tager noget ufatteligt komplekst og i sidste ende stiller det op i en punktform. Jeg er udmærket klar over, at det er selve dialogen med befolkningen og dermed processen, som egentlig er hele projektets fokus, men det er også her, at jeg ser, det kan fejle. Hvordan kan vi på nogen måde tage noget, der er så varieret, sammensat, vidtforgrenet og foranderligt som kulturel identitet og tankesæt og holde det fast i en prioriteret liste?

Kan ikke dække over besparelser
Dannelse, viden og historisk bevidsthed fastholdes og styrkes ikke ved at lave en kanon. Det skabes i kulturens rum på museer, på teatre, på bibliotekerne, på højskolerne, i klasseværelserne, på gaden og alle de steder, hvor kulturen lever, udfolder sig, diskuteres og bliver til. Det er i de rum, at integration og oplysningen om de danske rødder sættes i spil.

Derfor virker det en smule misvisende, at man laver en charmeoffensiv for kulturarven ved hjælp af en Danmarkskanon og samtidig beskærer tilskud til området hårdt. Det Kongelige Bibliotek har lige afskediget hver syvende medarbejder i en stor politisk bestemt nedskæring. Her forsvinder centrale medarbejdere, som forsker i netop vores rødder og tankesæt. Man kan ikke forvente, at bevidstheden om den danske kulturarv styrkes, når de der skal formidle den fjernes. Kulturen bløder, og det kan en politisk motiveret kampagne ikke rette op på – endsige dække over.