Musik-økonom: Drop genrerne og slip musikken fri

Af Ronnie Hansen
Kandidatstuderende på Berklee College of Music, tidl. b.la. ejer og medstifter af Pumpehuset

Genren som musikalsk forståelsesbegreb er stendød.

En fastholdelse af genren som politisk organiseringsform fastholder også dansk musik i fortiden, både kunstnerisk og teknologisk. Derfor skal genren afskaffes i den offentlige tilgang til kunsten.

I den moderne musikbranche benytter man ikke længere de brede genrebegreber til noget som helst; de er simpelthen ubrugelige.

De er dog fortsat udgangspunktet for det offentlige kunststøttesystem og musikforståelse, og det fastholder dén del af musiklivet i en allerede fjern fortid.

Da genrer gav mening
I årtier har genrebetegnelser været en afgørende måde at forstå og klassificere musikken på. Taksonomien, de fleste generationer er opvokset med, er opdeling først i genrer, derefter alfabetet.

I den moderne musikbranche benytter man ikke længere de brede genrebegreber til noget som helst; de er simpelthen ubrugelige.

Ronnie Hansen
Kandidatstuderende på Berklee College of Music

Det er sådan, vi har bevæget os rundt i pladeforretningen; først fandt man kassen eller hylden med rock eller jazz, og siden bladrede man igennem fra A til Z som datidens browsing.

Men taksonomien er fundamentalt ændret for den moderne musikforbruger, og genrer er ikke blot forvirrende, men også deciderede ubrugelige til administration af noget meningsfyldt.

Det mest brugte søgeord på Spotify sidste år var ”running” og indikerer, at eksempelvis situationer er blevet en væsentlig del af musikkens taksonomi. ”Relax” og ”work” er også meget brugte søgeord – mere brugte end de fleste hovedgenrer.

Genrene har historisk været relativt forståelige - og tilkomsten af nye genrer overskuelige.  Der fandtes få hovedgenrer, som var lette at afkode, og genrerne var derfor helt reelle definitioner på musikken.

Der fandtes sågar overskuelige stamtræer for de enkelte genrer og deres sammenfald, som man kunne have hængende i ramme i skolernes musiklokaler.

Derfor var genrerne også naturlige udgangspunkter for det senere danske kunststøttesystem, der skabte genrespecifikke spillesteder – altså statsstøttede spillesteder med opgaven at præsentere én speciel genre – ligesom spillesteder og øvrige støttemodtagere indtil for ganske nyligt skulle afrapportere genrer til Kunstrådet, ligesom nogle fortsat skal til de respektive kommuner.

Antiautoritær marxist-jazz
Den praksis blev for nyligt afskaffet, fordi den var for vanskelig at administrere.

Eksempelvis kunne spillestederne subjektivt fastsætte en genre for hver artist, de havde præsenteret – om end kun én genre per artist – og i de offentlige registre findes derfor blandt andet optegnelser over støttede koncerter inden for genrerne pikrock og antiautoritær marxist-jazz blandt mange andre fantasifulde betegnelser.

Det var således ikke udtryk for et generelt opgør med genrerne, da man fra centralt hold gik væk fra at registrere genren for hvert enkelt band på hvert enkelt spillested i hele landet, snarere med administrationen af den.

Genrebetegnelser fylder således fortsat meget i det danske kunststøttesystem, og er væsentlige dele af mange spillesteders kontrakter med Statens Kunstråd og kommuner, uddelinger af støtte samt, ikke mindst, gennem de mange genreorganisationer.

1.371 genrer
Men genrerne er reelt døde.

Det siger både forskningen og forretningen. Eller nærmere; genrerne er blevet så mangfoldige, at de reelt ikke længere er brugbare til noget som helst; betegnelser i genrer er fuldstændigt ubrugelige.

Spotify, som er det medie i Danmark, hvor der spilles suverænt mest musik fra, indekserer musikken i hele 1.371 genrer.

Vel at mærke genrer, som ikke forgrener sig som sub-genrer fra en hovedstrømning, men genrer, der primært tjener som datainput i en algoritme, og som er indvævede i hinanden på kryds og tværs. Referencerne her er lyttemønstre og altså ikke udgangspunkter i musikhistorien.

Således er kuraterede playlister for mange unge musikforbrugere en mere præcis betegnelse for en type musik end en genre.

Spørg en 16-årig om vedkommendes favorit-trap track skal betegnes som hiphop, urban eller elektronisk, og vedkommende vil som os andre komme til kort – men spørg, hvilken playliste det repræsenterer, og han vil med stor sandsynlighed henvise til RapCaviar eller tilsvarende.

Musik er ikke excelark
RapCaviar er navnet på den mest populære playliste for denne genre, og den har for nuværende 8,6 millioner følgere. På dén måde ser vi nu også, som naturlig konsekvens, de første, store koncertturnéer og festivaler defineret af playlister fra Spotify frem for af genrer.

Genrer er nu en diskurs og en social markør snarere end et kunstpolitisk styringsværktøj eller musikalsk forståelsesramme. Der er ikke egentlige definitioner på nogen genrer længere; det er betegnelser uden egentligt ophæng -  og derfor giver det ej heller mening at bruge dem som rubriceringer i excelark i Kunststyrelsen, eller som statistisk udgangspunkt for tildelinger – endsige have dem som udgangspunkt for hele organisationer og deres arbejde.

Forskningen erklærer ligeledes genren død som meningsfuldt begreb.

Blandt de forskere, der har beskæftiget sig mest indgående med emnet, er et team af forskere fra McGill, Cambridge og Stanford. De beskrev i 2016 genrernes udfordring som meningsfuld indikator i forskning offentliggjort i Social Psychological and Personality Science.

Forskerne beskriver med udgangspunkt i store mængder af data, hvordan genreinddeling primært er baseret på sociale konnotationer snarere end musikkens egentlige egenskaber.

Forskerne fortsætter med at udvikle alternative metoder til at definere musikkens tekniske og udtryksmæssige fællesskaber og forskelle, baseret på fundamentalt andre forståelser end de udtjente genrer.

Kassetænkning står i vejen for kunsten
Brugen af genrer som styringsværktøj i Statens administration af kunst er ikke blot ligegyldig. Den er potentielt skadelig, idet den promoverer en forældet kunstforståelse, og dermed står i vejen for den kunstneriske udvikling, støtten reelt skal sikre.

Et eksempel på det er den nuværende, langstrakte diskussion om Copenhagen Jazzhouse i København. Copenhagen Jazzhouse (nu Hotel Cecil, red.) var almindeligt anerkendt som det mest progressive og nyskabende spillested i landet i disse år, måske kun truet af et andet genre-ignorerende spillested, Mayhem.

Hos Copenhagen Jazzhouse ser man stadig sig selv som præsenterende meget store mængder jazz i den moderne diskursive forståelse af jazz; som et improviserende, avantgardistisk, nysgerrigt musiksprog.

En række klassiske jazz-musikere og –koryfæer er dog voldsomt uenige, og mener, at Copehagen Jazzhouse fuldstændigt har svigtet jazzen og ikke længere er repræsentant for jazzscenen.

Diskussionen er voldsom, personlig og følelsesmæssig. Som relativt udenforstående, sidder man med opfattelsen af en diskussion, der handler om den modvillige afståelse af de privilegier, der fulgte med genremonopolet omkring Copenhagen Jazzhouse og dets klassiske musikere; tariffer, honorarer og faste spillejobs.

Vesten og verden
Et andet eksempel på genrernes begrænsende effekt på den kunstneriske udvikling er via genrebetegnelsen world.

World dækker reelt over alt musik, der ikke har vestlig oprindelse; en art fællesbetegnelse for alt det fremmede. Omend genrebetegnelsen og det tilhørende dedikerede spillested Global på Nørrebro, oprindeligt var tænkt som en omsorg, har det i dag den modsatte virkning.

Ordet world har fået en diminutiv klang, en art invalideskilt for musikken, og kun på Roskilde Festival kan den trække mere end hundrede gæster.

Men det, at et world-spillested findes og har genreforpligtelser gør, at alle andre regionale spillesteder med ro i sindet kan se helt bort fra andre genrer end de vestlige. Genre-spillestedet bliver således et alibi for resten af spillestederne til at fastholde en homogen geografisk musikforståelse.

Det er formentligt en af grundene til, at vi den dag i dag ser forsvindende få indvandrere og efterkommere på de danske spillesteder.

Musik i reservater
Der er reelt kun tre interessenter, der har interesse i genrer: De musikere, der modtager særlig støtte ved at være definerede indenfor genrerne, administratorer, der har brug for kasser til konform administration og endeligt de genre-organisationer, hvis tilskud fra Kunstrådene er baserede på den forældede genreforståelse af musikken.  

Genrerne har således ikke haft en positiv indvirkning på diversiteten på de støttede spillesteder, der for nuværende, på nationalt plan og med få undtagelser, præsenterer et program kendetegnet som homogent, mandsdomineret og hitlisteorienterede.

Det skulle den særlige dyrkelse af genrerne ellers være med til at udviske.

I stedet ender de mange genre-organisationer som JazzDanmark, rockens organisation Rosa, world- og folkemusikkens organisation TEMPI, et nyligt initiativ for en elektronisk genreorganisation under festivalen Strøm, den nye kompositionsmusiks organisation SNYK med flere, ofte med at skabe endnu mere afgrænsede reservater af festivaler, musikere der rammer originalgenren rent, eller organisationer for politisk interessevaretagelse

Over for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, bliver opgaven uddybet med, at organisationerne også skal være netværksbaserede musikalske kraftcentre.

Hvad det betyder i lægmands tale, må være op til hver enkelt at fortolke, men en primær opgave er, at viderefordele Kunstfondens midler til musikere og projekter inden for deres genrer.

Som ofte i små organisationer, går størstedelen til administration og egne projekter.

For flere vedkommendes glimrende projekter, som kunne komme mange flere til gode, hvis ikke de var påklistret et ekskluderende genremærkat. Dette især, hvis vi ser bort fra den nyklassiske organisationsgenre med produktion af nye hjemmesider og ubrugte apps.

Stop spild af kunstmidlerne
Det er således nødvendigt at afskaffe brugen af genrebegreber fuldstændigt i kunstadministrationen.

Ligeledes skal man ikke have et voksende udvalg af små, administrative enheder med halvanden årsværk, der sidder og administrerer genreuddelinger på nogle millioner.

Det er simpelthen spild af kunstmidlerne.

De store og kompetente organisationer som Rosa og JazzDanmark må lægge kræfterne sammen og varetage vigtige opgaver i musikken uden for snævre genrebegreber, så den nuværende organisering af kunstmidlerne ikke står tilbage som en anakronisme, der finansierer politiske genreorganisationer og statiske festivaler, mens det kommercielle festivaldanmark, den digitale virkelighed og den moderne musikforbruger buldrer forbi.

Genrene skal naturligvis heller ikke erstattes med noget andet.

Vi i kunst- og kulturverdenen skal blot forstå, at vores ønske om at forfordele mindre genrer er baseret på en gammeldags forståelse, hvor poppen og rocken var dominerende genrer og alt andet skulle have støttehjul. Sådan er det ikke længere; nu har musikforbrugeren adgang til det meste, og små, alternative retninger trives på nettet og på de spillesteder, der tør.

Udviklingen går hurtigt, og uanset hvor fedt det så ud i powerpointen, er det bare ikke JazzDanmarks app, der introducerer nye musikoplevelser til et nyt publikum.

Bolden er på Kunstrådets bane
Og som om dét ikke var nok, så får hele taksonomien, og eksponeringen endnu et skud for boven om få måneder, når talestyrede interfaces som Siri og Alexa bliver hverdag som koordinerende faktor i alle hjem.

Fremover skriver du hverken ”running” eller ”freejazz”, men fortæller i stedet Alexa, hvad hun skal spille i dagligdagssprog. Det bliver om muligt endnu mere intuitivt, og lytteren vil derefter endeligt ophøre med at blive eksponeret for genrer – hvor den jo trods alt nu står opført på spillelisten som én ud af 1371.

Det har den kommercielle del af musikbranchen forberedt sig på i årevis, mens vi i kunstverdenen allerede har misset første skridt.

Opgaven med at løfte blikket fra genrerne, bør være en væsentlig opgave for det Kunstråd, der netop er trådt sammen for den kommende fire-årige periode.