Mylenberg: Støt det unikke

Af Troels Mylenberg
Ansvarshavende chefredaktør, Jysk Fynske Medier

I en (medie)verden af omtrent uendelig støj, der endda kobles sammen med en social medieverden af endnu mere støj, synes det både indlysende og afgørende, at vi anvender de fælles licens- eller skattefinansierede mediemidler til at understøtte det, der kan andet og mere end støjen.

Ja, det synspunkt lyder umiddelbart banalt og selvindlysende, og det er det sådan set også. Pointen her er bare den, at det på mange måder slet ikke er det, der sker. Både licens til de offentlige medier og mediestøtten til de private går i alt for høj grad til produktion og drift af medier – programmer, journalistik, titler – der lever i og af markedet.

Støt det, andre ikke allerede leverer
Det er en fejl. Offentlige kroner skal bruges til det, som ikke er markedet, eller som kun vanskeligt kan leve i markedet. Set fra min stol som chefredaktør for lokale og regionale medier er det tydeligt, at her kan mediestøtten gøre en forskel. Målrettes støtte de medier, der udvikler og leverer indhold fra dele af landet, hvor der ikke længere er mange medier til stede, gør man en public service-forskel af stor værdi. Bemærk, at jeg ikke her plæderer for, at den mediestøtte nødvendigvis skal gå til etablerede lokale og regionale mediehuse, men sagtens kan fordeles til nystartede virksomheder eller andre, der beviser sig klar til at leve op til stramme fastsatte krav.

For licensen bør gælde det samme grundprincip. Den skal i videst muligt omfang målrettes det, andre ikke allerede leverer. Herunder også gerne underholdning af høj kvalitet eller livsstil- og samfundsoplysning fra den lettere genre, omend der i så fald bør sættes klare regler for, hvordan disse licensfinansierede programmer og formater så skal adskille sig fra de rent kommercielt bæredygtige.

Stil krav til public service
Et oplagt eksempel er DR’s indkøb af X-faktor, der – selvom det holdes hemmeligt, hvad det koster at producere – efter sigende i sig selv koster mere end hele DRK-kanalen. Hvorfor gælder der ikke for det danske licensfinansierede X-faktor eksempelvis et krav om, at musikken, der benyttes, skal være dansk, måske endda nykomponeret dansk musik? Det ville være public service frem for den mainstreamunderholdning fra det kommercielle ekkokammer, programmet fremstår som i dag. Det ville på ingen måde være et særlig strengt krav – husk på, at landets egnsteatre eksempelvis alene er sat i verden for at spille nyskrevet dansk dramatik. Og at de faktisk ofte er disse teatres opsætninger, der opnår både kunstnerisk og folkelig succes.

Offentlige kroner skal bruges til det, som ikke er markedet, eller som kun vanskeligt kan leve i markedet. Set fra min stol som chefredaktør for lokale og regionale medier er det tydeligt, at her kan mediestøtten gøre en forskel.

Troels Mylenberg
Ansvarshavende chefredaktør, Jysk Fynske Medier

Et andet oplagt krav kunne være, at licensen benyttet til produktion af tv-serier (vi hører ofte om, hvor fantastisk succesfulde disse er, også som eksportvare) alene må gå til første sæson af produktionen. Vil man bygge videre på en sikker succes, skal finansieringen således hentes andre steder fra, mens licensen alene bør benyttes til at opfinde nyt, prøve af og udvikle sig videre. Gerne mere og vildere end i dag.

Dette bare et par eksempler på, hvordan mediestøtte og licens kan målrettes klarere mod det, som befrugter flere og spiller sammen med øvrige offentlige hensyn. Til kulturen, balancen i landet, til udvikling, oplysning og ja, også til at etablere en skarpere forståelse af, hvad der er markedsskabt støj, hvad der kan klare sig selv, og hvad vi som nation vælger at understøtte, fordi vi ikke tør eller kan undvære det.