Lasse Marker: Når kriminelle bliver kunstnere, følger der et særligt udgiveransvar med

Berlingskes litteraturanmelder var kritisk, da han forleden skulle beskrive Gyldendals yderst promoverede og omtalte digtdebut ’Institutionaliseret’ af Haidar Ansari.

Den er et ”studie i ureflekteret afstumpethed”, skrev Søren Jacobsen Damm og spurgte, hvad vi egentlig skulle med en omgang ”ghetto-horror”, der handler om ”perkere, ludere og eksponerede tarme”.

Man kan også spørge sig selv, hvad vi skal med kunst, hvis forudsætning er vold og kriminalitet, og hvor voldsforherligelse overskygger den kunstneriske kvalitet.

Med udgivelsen af Ansari indskriver Gyldendal sig i en tendens, hvor pladeselskaber og nu også forlag promoverer kunstnere, der er garant for en ekstrem grad af voldsforherligelse.

Den danske afdeling af Universal Music annullerede ikke deres kontrakt med rapperen Jamaika, da han sidste år blev dømt for grov vold og trusler. Sony udgiver gerne musik, hvor Satudarah-rapperen A’typisk medvirker iført sortgul rockervest. Selv afsoner digterdebutanten Haidar Ansari lige nu en fængselsdom på fem år for forsøg på manddrab.

De nævnte kunstnere bruger kulturens fineste scener til at forstærke deres kriminelle brand, og de største forlag og pladeselskaber tjener penge imens. De nævnte værker tilbyder ikke en vej ud af den kriminelle løbebane, men bruges aktivt til at cementere de nævnte kunstneres kriminelle position.

I en juridisk forstand er der intet at udsætte på Sony, Universal og Gyldendal. Selvfølgelig skal man anerkende den kunstneriske frihed og det frie private initiativ. Men selvom man ikke har et juridisk problem, kan man godt have et moralsk ansvar.

De nævnte kunstnere bruger kulturens fineste scener til at forstærke deres kriminelle brand, og de største forlag og pladeselskaber tjener penge imens

Lasse Marker
Direktør, Why Consulting

I januar foreslog Dansk Folkeparti, at offentligt støttede spillesteder skulle kræve en ren straffeattest af musikere, der optrådte på deres scener. Og i februar skabte det debat, da Jyllands-Posten uforvarende kom til at bringe et debatindlæg af Jørn ”Jønke” Nielsen.

Det vil være et brud på vores retssystems principper, hvis tidligere kriminelle nægtes adgang til danske spillesteder og aviser. Men der opstår et moralsk problem, når forlag og pladeselskaber giver plads til kriminelle, der bruger kunsten til at dyrke deres egne forbrydelser og til at styrke deres egen position i kriminelle miljøer. Hvis det på nogen måske skal kunne retfærdiggøres, kræver det, at vi får noget af meget høj kunstnerisk værdi til gengæld.

Gyldendal, Universal Music og Sony har et særligt udgiveransvar og bør derfor overveje, om den kunstneriske kvalitet hos Ansari, Jamaika og A’typisk er så høj, at det kan forsvare, at vi skal høre om knivstikkeri, røverier og bandekriminalitet.