Debat

Nordisk Film Biografer i genmæle: Selvfølgelig lytter vi til borgernes Palads-input

Vi er stolte af de forslag, vi har lagt frem for et nyt Palads. Og det er ikke korrekt, når en borgergruppe beskylder os for ikke at udvikle Palads med respekt for det Palads, mange holder af, skriver Nordisk Film Biografers administerende direktør i en replik.

Skal vi samtidig bevare Palads som en folkelig biograf, har vi brug for 10-12 store sale. Det er der ganske enkelt ikke plads til i den eksisterende bygning, skriver Asger Flygare Bech-Thomsen.
Skal vi samtidig bevare Palads som en folkelig biograf, har vi brug for 10-12 store sale. Det er der ganske enkelt ikke plads til i den eksisterende bygning, skriver Asger Flygare Bech-Thomsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Asger Flygare Bech-Thomsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nordisk Film Biografer præsenterede i sidste uge tre bud på fremtidens Palads. I den forbindelse inviterede vi igen til dialogmøde om de tre skitser.

Men i et debatindlæg i Altinget Hovedstaden bliver der nu sat spørgsmålstegn ved vores borgerinddragelse. Lad mig derfor starte med at slå fast: Borgerinddragelse er en vigtig del af processen om Fremtidens Palads. 

Vi har gennemført en meget ambitiøs proces, hvor vi igennem mere end et år har været i dialog med de mange borgere, institutioner, politikere og myndigheder, som er optaget af Palads. Den grundige proces har vi netop sat i gang, fordi vi ønsker alle interesserede parters input til Fremtidens Palads.

LÆS OGSÅ: Borgeropråb til Københavns Rådhus: Lad jer ikke narre af nyt Palads-spin fra Nordisk Film

Næsten en halv million årlige gæster har forladt Palads de seneste 20 år. Det er vi nødt til at handle på

Asger Flygare Bech-Thomsen
Adm. direktør, Nordisk Film Biografer

Der har været afholdt to borgermøder, og ved begge møder har både tegnestuen Cobe og Nordisk Film Biografer været til stede med en række repræsentanter, herunder undertegnede og Dan Stubbergaard, der arkitekt og grundlægger af Cobe. 

Ved begge møder talte vi med mange af de borgere, der var mødt op. Alle har således haft mulighed for at komme til orde. Vi strukturerede netop borgermødet i grupper for at sikre, at så mange som muligt kunne få ordet.

Samtidig ville vi gerne have en proces, hvor vi fik input til alle tre skitser, som Cobe har lagt rigtig meget arbejde i.

En biograf uden gæster giver ikke mening

Vi har fremlagt tre skitser, “Klassisk Palads”, “Moderne Palads” og “Grønt Palads”, som allerede er blevet rigt debatteret. Det er vi glade for.

Borgergruppen Bevar Palads hævder i deres debatindlæg, at “klart de færreste borgere har samme ønsker som Nordisk Film”. Det vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. Vi ønsker at udvikle Palads med respekt for det Palads, mange holder af, og derfor søger vi et kompromis.

Vi ved godt, at Palads har en stor plads i mange københavneres hjerter. Men holdningerne går mange veje. Tag for eksempel en online-afstemning fra B.T., hvor læsernes klare favorit (hele 43 procent) faktisk er “Grønt Palads”, som er et forslag til en helt ny bygning.

Vi er stolte af de forslag, vi nu har lagt frem. De er arkitektonisk meget forskellige – og rummer også forskellige grader af bevaring af det nuværende Palads, skriver Asger Flygare Bech-Thomsen.
Vi er stolte af de forslag, vi nu har lagt frem. De er arkitektonisk meget forskellige – og rummer også forskellige grader af bevaring af det nuværende Palads, skriver Asger Flygare Bech-Thomsen. Foto:

I over 100 år har biografen budt indenfor til store filmoplevelser. Og lige så længe har den stået som en markant bygning på Axeltorv – elsket og omdiskuteret gennem et århundrede.

Men selvom der er mange følelser for Palads, har biografens gæster længe efterspurgt bedre forhold i biografen. Den lever nemlig ikke op til, hvad gæsterne forventer af en moderne biograf. Derfor har næsten en halv million årlige gæster forladt Palads de seneste 20 år – på trods af at det samlede biografmarked er vokset i samme periode.

Det er vi nødt til at handle på. En biograf uden gæster giver ikke mening. Skal vi give gæsterne, hvad de beder om, og igen skabe en biograf i verdensklasse, kræver det bedre lyd, større lærreder og effektiv lydisolering. Derfor har vi brug for større sale.

Skal vi samtidig bevare Palads som en folkelig biograf, hvor man kan se et stort udvalg af både brede og smalle film i hjertet af København, har vi brug for 10-12 store sale. Det er der ganske enkelt ikke plads til i den eksisterende bygning.

Vi håber nu på opbakning til en fornyelse af Københavns ældste biograf. For et København uden Palads vil være trist.

Palads har brug for fornyelse

I 2020 fremlagde vi et forslag udarbejdet af tegnestuen BIG. Det var der – pænt sagt – ikke stor begejstring for hos en del københavnere. Derfor droppede vi BIG-projektet og gik i dialog med byens borgere og biografens gæster.

Palads har brug for en gennemgribende fornyelse. Ellers kan vi på sigt blive tvunget til at lukke biografen

Asger Flygare Bech-Thomsen
Adm. direktør, Nordisk Film Biografer

Vi er stolte af de forslag, vi nu har lagt frem. De er arkitektonisk meget forskellige – og rummer også forskellige grader af bevaring af det nuværende Palads.

Men fælles for dem er, at de genetablerer Palads som en biograf i verdensklasse, bidrager til bylivet på Axeltorv, inviterer københavnerne indenfor til andre oplevelser i huset – med blandt andet en offentligt tilgængelig tagterrasse – og viderefører Palads som en folkelig biograf for alle.

På baggrund af de input vi har fået til dialogmødet i sidste uge, lægger vi nu sidste hånd på skitseforslagene og fremlægger dem for Københavns politikere, der skal tage stilling til, om – og hvordan – vi kan forny Palads.

Palads har brug for en gennemgribende fornyelse. Ellers kan vi på sigt blive tvunget til at lukke biografen.

Vi er dog optimistiske og håber på, at Københavns politikere giver os mulighed for at gennemføre fornyelsen og lande et godt kompromis til glæde for både biografens gæster, Nordisk Film Biografer og hele København.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asger Flygare Bech-Thomsen

Adm. direktør, Nordisk Film Biografer
skibsingeniør (Helsingør Teknikum 1988)

0:000:00