Ølkassen: Brandtalerne lever på Ungdommens Folkemøde

FOLKEMØDE: Til Ungdommens Folkemøde genoplives den klassiske brandtale på Ølkassen. De unge deltagere stiller sig glædeligt op og taler, men politikerne aflyser i sidste øjeblik.

Ølkassen er en af de fire scener til Ungdommens Folkemøde. På Ølkassen kan alle komme til orde i tre minutter.
Ølkassen er en af de fire scener til Ungdommens Folkemøde. På Ølkassen kan alle komme til orde i tre minutter.
Maria Neergaard Lorentsen

Så snart du er i Valby, er du ikke i tvivl om, at Ungdommens Folkemøde kører for fuld skrue. Unge med dialekter fra hele landet – dog dominerende københavnsk – valfarter til Valbyparken for at deltage i demokratifestivallen, der kører for fjerde år i streg og sidste år havde 20.000 deltagere.

Allerede på vej ind begynder debatterne:

Skal der være grønne afgifter på kød? Skal atomvåben afskaffes? Er du glad?

De unge bliver konfronteret med alverdens problemstillinger, der står skrevet på skilte langs stien.

Fakta
  • Ungdommens Folkemøde foregår den 5.-6. september 2019.
  • Det er fjerde folkemøde, siden arrangementet brød ud fra Folkemødet på Bornholm i 2016.
  • De første to møder foregik i Søndermarken på Frederiksberg, men i 2018 flyttede mødet til Valbyparken og udvidede til to dage.
  • I 2018 var der mere en 20.000 gæster fra hele landet og mere end 100 organisationer fordeltpå 80 stadepladser. 
  • Der er fire scener: Store Scene, Lille Scene, Hemmelige Scene og Ølkassen.
  • Folkemødet er arrangeret af Ungdomsbureauet og omkring 200 frivillige.
Foto:
Foto:

Bliver kvinder diskrimineret i Danmark?

"Ja," siger en ung fyr bagved mig. Én anden svarer "Nej."

Foto:
Foto:

Tænker du over, hvor tit du flyver? Er der fattigdom i Danmark? Er du villig til at skære ned på dit kødforbrug? Skal valgretsalderen sættes ned til 16 år? Sorterer du dit affald? Hjælper du andre? Skal staten bestemme, hvilket tøj du har på? Køber du mere tøj, end du har brug for? Bliver mænd diskrimineret? Hvad tænker du om fremtiden? Går Jorden under i din levetid?

Der køres på den helt store klinge, og særligt den grønne dagsorden er på tapetet. Dog ikke mere definitivt, end at en forbipasserende pige lader en dåse falde på jorden uden at samle den op.

"Skal vi ikke vise, vi er voksne?"
Folkemødet har fire scener: Store Scene, der i år blev åbnet af statsminister Mette Frederiksen og gæstes af prominente personligheder som Abdel Aziz Mahmoud og Clement Kjersgaard. Lille scene, hvor der livligt debatteres alt fra køn til højredrejningen i politik, og Den Hemmelige Scene, som faciliterer de mere intime snakke om ensomhed og kærestesorger.

Og så er der Ølkassen.

Midt på festivallen står den overdimensionerede ølkasse, hvis æstetik er kopieret fra de gamle brune Carlsberg-trækasser.

"Religion gør altså ikke folk til terrorister. Vi taler forkert om muslimer," siger en ung kvinde på Ølkassen og fortsætter:

"Vores love er forkerte. Hvordan kan vi sende folk hjem til et land, hvor der er krig?"

"Hun er mit idol," udbryder en ung dreng blandt publikum, der kunne være af muslimsk afstamning.

Ølkassen, der havde sin debut sidste år, er en scene, hvor alle kan komme til orde inden for en tidsramme på tre minutter. Ligesom de ølkassetaler, der har lagt grundstenene for det danske demokrati, hylder scenen den klassiske brandtale.

"Tanken er, at alle skal have mulighed for at sige det, de brænder for. Det er en invitation til de unge om at tage ordet" forklarer Andrea Hansen, der er ansat hos Ungdomsbureauet og ansvarlig for Ølkassen. Ølkassen skal ikke skabe en samtale fra scene til publikum, men sprede en debat blandt folkemødets deltagere, forklarer hun.

Den efterfølgende taler angriber den nye fraværsreform – et generelt omtalte emne på Ølkassen – og afslutter med ordene:

"Men nu er der kommet en ny minister, og der lader til at være håb forude. Så skal vi ikke vise, at vi er opgaven voksen?"

Politikere kan ikke lide regnvejr
Efterårsvejret sætter et tydeligt præg på dagen. Heftige regnbyger får deltagerne til at søge skjul, og selvom demokratiet er i centrum, har regnen den måske største indflydelse på de unges dag, påpeger en gymnasielærer, der hænger ud ved Ølkassen.

Højtstående politikere har også booket sig ind på Ølkassen i løbet af formiddagen. Pernille Skipper med en klimaopsang, Peter Skaarup til en tale om billeddeling på sociale medier, og Uffe Elbæk med en ægte alternativistisk tale om at lytte til sit hjerte.

"Meningen er at give de unge oplevelsen af at være i øjenhøjde med beslutningstagere. Der er ikke langt fra dem selv til Uffe Elbæk, for de taler på den samme scene," forklarer Andrea Hansen.

Uffe Elbæk blev i øvrigt mødt af et rend af engagerede unge, da han trådte ned fra Ølkassen.

Men regnen påvirker også Ølkassens program. Den har nemlig ledt til en række aflysninger – ikke fra de unge talere, men fra politikere.

"Ida Auken ringede og aflyste, kort før hun skulle på," fortæller Andrea Hansen.

Andre folketingspolitikere som Katarina Ammitzbøl fra Konservative, Ruben Kidde fra Radikale Venstre og række kommunale politikere har ligeledes meldt afbud på dagen og skabt et par huller i programmet.

 

Demokratiet lever på Ølkassen
De unge deltagere lader sig dog ikke slå ud af regnen. Iført gummistøvler, regnslag og med paraplyer traver de rundt i mudderet mellem stadeholderne. Mere end 100 organisationer, virksomheder og partier er tilstede på folkemødet.

Psykiatrifonden inviterer til diskussion om værdien af 'likes', uden for et telt om Verdensmålene står der "2030 is now" og hos Forbrugerrådet Tænk kan man smage et klimavenligt måltid.

Klima og psykisk sundhed er også nogle af de emner, som dominerer på Ølkassen, fortæller Andrea Hansen.

Efter en kort pause gør Egmont Højskolen klar til en række taler. Den første på scenen er 19-årige Jonatan:

"Jeg hedder Jonatan, jeg er 19 år, og så er jeg spastiker." På de tre minutter fortæller Jonathan om retten til at blive set som den, man er, om at vi alle er ligesindede, og at vi skal skabe en fælles boble. Han overdynges med klap og hujen, da han kører ned fra scenen i sin kørestol.

Flere unge har også set deres snit til at give en sang på Ølkassen. Idet en drengegruppe stiller sig op og synger "Fireflies" af Owl City, samler en gruppe unge piger sig i en halvcirkel foran scenen.

Mellem regnbyger kigger solen frem, og publikum ved Ølkassen binder regnfrakken om livet, mens de lytter til de engagerede brandtaler, der fortsætter ud på eftermiddagen.

Én taler om vigtigheden af at se hinanden i øjnene, en anden om at være gået fra Danmark til Nigeria for at sætte fokus på vandmangel i udviklingslande. Tørklædeklædte Fatma fortæller om at blive sat i bås på grund af sin hovedbeklædning og om at tro på dialog. En anden argumenterer for fri viden, men højere kontrol på grund af fake news.

Mens nogle med rystende hånd klamrer sig et talepapir, taler andre frit fra hoften. Fælles for talerne er dog, at passionen for deres sag skinner igennem.

Tidligere blev Ungdommens Folkemøde afholdt i Søndermarken, men blev i 2018 rykket til Valbyparken på grund af det overvældende fremmøde. Det var samme år, hvor brandtalerne på Ølkassen blev indført. Og hvis man skal se på stigningen i antallet af deltagere og Ølkassens fængende taler, tyder det på, at ungdommens demokratiske engagement lever i bedste velgående.

Katarina Ammitzbøll har efterfølgende informeret om, at hun blev forhindret i at tale på Ølkassen på grund af et brækket ben, og at hendes sekretær meldte afbud på forhånd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00