Pernille Weiss: DR’s orkester er klar til at flyve fra reden

Af Pernille Weiss
Folketingskandidat for Konservative

Debatten om fremtiden for DR’s kor og orkester – nationalensemblerne - har boblet rundt i kulturlivets kroge siden foråret, og i den sidste uges tid har vi vidst, at en af modellerne er at flytte dem over til Det Kongelige Teater. Det er da et forslag.

Men det ligner at sammenlægge OB’s superligahold med OL-teamet i skiskydning. I kølvandet spekuleres der i andre – angiveligt mere seriøse – modeller for fuldstændig eller delvis afkobling til DR.

Hvis altså ikke det ender med, at hele molevitten bliver i DR og hermed fortsætter kampen om ressourcerne og respekten i et kæmpe mediehus med mange andre opgaver, end dengang nationalensemblerne var en del af en overskuelig børneflok.

"Forandre for at bevare"
Hvad gør man ved det? Vi konservative er i mange år blevet anerkendt for logikken ”at forandre for at bevare.” Dette gør os nogle gange i stand til at se muligheder, hvor andre ser begrænsninger.

Begrænsninger, som kan være på grund af ideologier eller manglende evne og vilje til at tænke nye veje til samme mål, og begrænsninger, der handler om populisme og stemmefiskeri med konstruerede misundelsesorme på krogen.

Overfor disse begrænsninger kæmper mange iagttagere og politiske håndværkere, og derfor finder man heller ikke altid frem til de bedste løsninger. Sådanne begrænsninger for virkelig ”at forandre for at bevare” har tråd i parlamentariske vilkår og personlige mind-sets blandt politikerne. Som sådan betragtet, er de derfor til at leve med i respekt for, at samfundet er en levende organisme, hvor intet er sort eller hvidt.

Men når det kommer til at begrænsninger mod nødvendighedens behov for ”at forandre for at bevare” har rod i aktuelle pekuniære dilemmaer, teknologiangst og bekymringer for, om politikerne nu også på den lange bane er til at stole på, så må man som konservativ – og som demokrat – skærpe opmærksomheden.

For så er der noget galt med demokratiets kultur og samfundets evne til ordentligt at forandre, hvad der skal bevares.

DR’s ensembler er flyveklar
Jeg tillader mig derfor at turde lade det voksne barn af DR – symfoniorkesteret og koret – forlade familien helt og aldeles. Flytte i eget hus og få faste aftaler med DR og andre public service-leverandører om, hvornår ”vi besøger hinanden” og ”hjælper hinanden”.

Danmarks nationale kor og orkester har længe været flyveklar til at kredse stærkt, sundt og smukt på den internationale scenehimmel og skal fokusere på det, de er bedst til og skabt til for det danske kulturliv.

Ofte høres argumentet, at ”vi må hellere blive hos DR, så vi har forsyningssikkerhed af mediekanaler og ressourcer – alt andet lige” og ”ej, hvis vi bliver udskilt helt, så hænger vi på den dybt forgældede koncertsal”.

Hallo! Siger jeg. Skal vi ikke lige tage den kreative hat beregnet til at ”forandre for at bevare” på? For det første er medieteknologi bare teknologi, og aftaler om at leje eller låne af hinanden er noget, man skriver ind i aftaler, der rækker langt som et sikkert fundament for kernedriften.

Ny ejerstruktur for koncerthuset
Og det dyre koncerthus? Jamen altså… en gang for alle kunne man jo rydde op i dén sag og lave en ny ejerstruktur mellem stat (det er jo et hus for hele Danmarks nationalorkester og kor), DR (salen er jo en del af DR-komplekset, og samdrift er derfor oplagt) og den så absolut flyvefærdige unge.

Sådan burde det jo have været fra starten af, da man byggede DR’s koncerthus. Det kan ændres nu fra at være et modargument for selvstændighed til at være en stolt ramme for stjernernes friere bevægelse.

Og økonomien? Fjern dog omprioriteringsbidraget – den forhadte og årligt tilbagevendende to-procent-besparelse – på kulturbudgettet i finansloven. Fjern overadministration og send de sparede ressourcer ud til nodestativerne. Find flere penge i statens budgetter – de er der jo, men bruges uden øje for den merværdi, som kulturinvesteringer rent faktisk kaster tilbage til fælleskassen.

Nationalt samlingspunkt i international klasse
Gør dog det, som man gør i Sverige, Belgien, og som man er på vej til at gøre mange andre steder i verden, hvor klassiske kunstarter møder ”forandring for at sikre bevarelse”.

Lad os dog vise, at Danmark med DR’s orkester og kor har et nationalt ensemble, der præsterer kvalitet, som kan og fortsat skal måle sig på internationalt niveau.

Som kan give vores børnebørn og nevøer i musikskolerne rundt om i landet noget at stræbe efter, når deres talenter pirres af landsdelsorkestrenes koncerter ude i landet og yderligere næres af nationalensemblernes ditto, der tilflyder dem på de medier, de unge nu engang bruger. Som kan give os alle et nationalt samlingspunkt, der kan kendes på lyden af ren og tydelig, dansk fortolket klassisk musik – det, der skal bevares, selvom alt omkring os forandres.