Professor: Knud Romer mistænkeliggør unødigt politikerne

DEBAT: Knud Romer skyder ved siden af i sin kritik af Mette Bock (LA) og Alex Ahrendtsen (DF), mener Jørn Langsted. Politikernes forslag er reelle, hvis kulturlivet skal bevares uden yderligere udgifter.

Af Jørn Langsted
Professor emeritus i dramturgi, Aarhus Universitet

For 14 dages tid siden kom kulturminister Mette Bock (LA) og folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) hver for sig med forslag til, hvordan den klassiske musik og DR's kor og orkestre kunne få ændrede (og bedre) vilkår.

Knud Romer, som ellers ofte farer frem med en styrtsø-agtig furioso, forfriskende og uden ophør, har i denne sag vist sig som en rendyrket konspirationsteoretiker. I et debatindlæg, der var smurt ud over en helside i Politiken 12. marts, havde han fundet ud af, at det er en række tidligere chefer i DR, der har lavet en stor kabale for at formindske DR ved at fjerne kor og orkestre fra DR's regi. Mette Bock, Lisbeth Knudsen, Per Erik Veng, Morten Hesseldahl, alle har de tidligere haft chefstillinger i DR, og nu vil de bare nedbryde DR, mener Romer. Hvordan han får Alex Ahrendtsen til at passe ind i det billede står ikke klart.

Omorganisering kan gavne kulturen
I den kortfattede offentlige debat om ministerens og folketingsmedlemmets forslag er der andre, der mener, at det er et anslag mod danskerne, mod de indlagte på Holbæk Sygehus og i det hele taget den rene idioti, at Alex Ahrendtsen og Mette Bock hver for sig har gjort sig tanker om musikken, herunder DR's ansvar for institutionens kor og orkestre.

Nogle gange kan man blive ganske træt over at der ikke bliver lyttet, når de, man opfatter som sine politiske modstandere, ytrer sig. Man gider ikke engang høre efter, men fyrer fra hoften med rene automatpilotreaktioner.

Inden man overhovedet har kunnet diskutere ministerens og folketingsmedlemmets forslag og tanker, er der altså gået almindelig råben og skrigen i det. Ingen kan forestille sig, at ting i kulturlivet bliver organiseret på en anden måde, og at det faktisk kan være til kulturens gavn.

Og ingen snakker om, at et udgangspunkt for overhovedet at diskutere kor og orkestre i DR, er DR's pludselige egen beslutning om at nedlægge det højtberømmede UnderholdningsOrkester for et par år siden.

Det Kongelige Teater skal ikke være større
Allerede dengang nævnte jeg i en analyse i Politiken (24.11.2014), at det – for at beskytte kor og orkestre i DR mod ledelsens helt umusikalske hærgen i dansk musikliv – kunne være en idé at udskille Koncerthuset og de kor og orkestre, der var tilbage i DR, i en selvstændig institution, og at lade de penge det koster følge med over fra DR.

Det, som Ahrendtsen og Bock nu lufter muligheden af, er at placere nogle af korene og orkestrene under Det Kongelige Teater. Hvor det er en god idé at udskille den levende, udøvende musik fra DR's sparehajer, så er det en rigtig dårlig idé at klaske det sammen med Det Kongelige Teater. Teatret er i forvejen alt for stort, og den interne krig vil ikke blive mindre, hvis endnu et symfoniorkester og kor bliver en del af teatret.

Det Kongelige Teater skal ikke gøres større. Det skal omdannes til et Kongeligt Skuespil og en Kongelig Opera/Ballet, altså to teatre. Det er det eneste fornuftige og vil bringe dansk teater ud af 150 års ævl og kævl og savlende tradition uden reelt indhold. Teatret vil blive noget andet end et tysk provinsteater. Samtidig vil det givetvis være billigere i administration og bureaukrati.

Ahrendtsens forslag er ikke et spareforsøg
Alex Ahrendtsens forslag forsøger så også at komme med løsningsforslag på to andre påtrængende problemer.

Det ene problem er, at Det Kongelige Teater med de to nye huse bruger ganske mange penge på faste udgifter til drift af bygninger. Besparelser kommer derfor til at ramme kunsten. Når tiderne er sådan, at der ikke – hverken nu eller under den tidligere SR-regering – tilføres teatret flere penge, så er der kun den mulighed, hvis teatret vil have flere penge til kunst, at skille sig af med noget af bygningsmassen.

Ahrendtsen foreslår, at man skiller sig af med Skuespilhuset, at de penge, der kommer ind ved salget, bruges til renovering og fornyelse af teatret på Kgs. Nytorv, og at de penge, der nu anvendes til bygningsdrift og -vedligeholdelse og afdrag på lån (cirka 75 mio. kr.), bliver på Det Kongelige Teater og anvendes til at producere teater for, dvs. til en kraftig opjustering af teatrets driftsmidler.

Det kan godt være, at den ikke bør ende her. Men at der er tale om et forslag til løsning af dilemmaet mellem bygninger og kunstnerisk indhold, er evident. Og at det ikke er et spareforslag, er også tydeligt.

Kommunal medfinansiering eneste løsning
Det andet problem er landsdelsorkestrenes meget betrængte situation. Der er ingen af dem, der bare når antallet af musikere i Det Kongelige Kapel og DR SymfoniOrkestret til sokkeholderne. Dvs. at væsentlige dele af det klassiske repertoire ikke kan spilles af disse orkestre med egne musikere.

Ahrendtsens forslag er her at nedlægge ét af dem, Copenhagen Phil, for at overføre musikerstillinger til symfoniorkestrene i Odense, Aalborg, Aarhus og Sønderborg, under forudsætning af kommunal medfinansiering. Hvis man ønsker sig et klassisk musikliv med symfoniorkestre uden for hovedstaden, ser der ikke ud til at være andre løsninger. Så længe vi stadig lever under den forudsætning, at kulturudgifterne ikke må stige. Og jeg har ikke hørt nogen regeringsduelige partier sige, at de vil opprioritere kulturen i det omfang, det er nødvendigt.

Det kan godt være, at de her forslag ikke er de eneste vises sten, men det er i hvert fald forslag, der vil kunne gøre noget ved den fastlåste situation i dele af kulturpolitikken. Og der er intet, der tyder på, at det her er tænkt som besparelsesforslag eller – med Knud Romers fyord – som den rene og skære rindalisme.

Hør efter - og drop mistænkeliggørelserne.

Forrige artikel Karsten Hønge: God kunst kræver ikke trange kår på mørke kvistværelser Karsten Hønge: God kunst kræver ikke trange kår på mørke kvistværelser Næste artikel Bibliotekarer: Prioritér digital dannelse på ungdomsuddannelser Bibliotekarer: Prioritér digital dannelse på ungdomsuddannelser