Professorer: 30 år uden kulturpolitisk debat er nok – nu skal visionen for 2040 forny fundamentet

"Hver eneste samfundsborger skal ikke blot dueliggøres til livets praktiske opgaver, han skal også have mulighed for at tilfredsstille sin skønhedsglæde, sin kunstneriske længsel, sit behov for alt det, som ligger udover tidens og rummets grænser. En virkelig demokratisk kulturpolitik må også værne om alt dette for at sikre menneskelighed, tolerance og vidsyn i det moderne samfund, der ellers truer med at gøre os isolerede, specialiserede, ensidige – og åndeligt enøjede."

90'ernes kulturpolitiske debat

Det er 30 år siden, den overordnede kulturpolitik sidst var op til analyse og debat, nemlig da daværende kulturminister Jytte Hilden (S) midt i 1990'erne igangsatte og finansierede en større samlet analyse af dansk kulturpolitik, "Kulturens Politik," som med kultursociolog Peter Duelund ved roret blev udmøntet i 18 bind om alle aspekter af dansk kulturpolitik.

Siden da er der sket betydelige ændringer i samfundet, hvor ikke mindst den digitale udvikling har ændret det kulturelle landskab væsentligt.

Der er en ny verden af digitale kulturelle tilbud, og både produktions- og forbrugsmønstrene har ændret sig markant, uden at kulturpolitikken har fulgt med. Hvilken betydning har disse ændringer for den kulturpolitik, der skal føres?

Der er en ny verden af digitale kulturelle tilbud, og både produktions- og forbrugsmønstrene har ændret sig markant, uden at kulturpolitikken har fulgt med.

Trine Bille og Anja Mølle Lindelof
Professor, CBS & professor, RUC

Ser vi på den overordnede prioritering af de offentlige midler til kultur, så har den ligget på cirka 27 milliarder kroner (i faste 2023-priser) i alt i de sidste små 20 år.

Også fordelingen mellem kulturområderne har været meget stabil. Medier, altså tv og radio, fylder betydeligt i det samlede billede, og sammen med biblioteker og idræt (som primært er finansieret af kommunerne) dækker disse tre områder tilsammen små/knap 60 procent af de samlede offentlige midler.

På de øvrige områder, som museer, scenekunst og musik, fylder de professionelle kulturinstitutioner rigtigt meget i det samlede billede. Den direkte støtte til kunstnere igennem Statens Kunstfond udgør omkring 2,5 procent af det samlede offentlige kulturbudget.

Forskydning i kulturpolitisk sprogbrug

Når det gælder danskernes kulturvaner, har andelen, der bruger de offentligt støttede kulturinstitutioner, ligget stabilt og højt i sammenligning med andre lande: Det er cirka 2/3 af befolkningen, som bruger disse institutioner.

Dertil kommer de mange, der finder den økonomiske støtte til institutionerne meningsfuld, selvom de ikke bruger dem. Men der er fortsat en betydelig socioøkonomisk skævhed i befolkningens brug af de offentligt støttede kulturinstitutioner.

Samtidig er der sket en markant forskydning i den kulturpolitiske sprogbrug over de seneste 30 år: Hvor den kulturpolitiske redegørelse fra 1997 talte om kulturpolitik som noget, der skulle sikre gode rammer for befolkningens kulturelle aktiviteter og understøtte virketrang og kreativitet hos såvel professionelle som amatører, så taler vi nu om 'kulturtilbud,' som noget professionelt produceret, som man skal løse billet til, og som sikrer et højt kulturforbrug.

Tre bud på forandring

Som forskere hverken kan eller skal vi formulere den overordnede politiske vision, men med udgangspunkt i bogen vil vi her give nogle pejlemærker i forhold til nogle af de udfordringer, som kulturpolitikken står i:

For det første ser vi et behov for et opgør med deltagelsesdiskursen. Kulturpolitikkens hovedfokus har gennem årene ændret sig fra at sikre borgerne lige adgang til kunst og kultur – et mål, som nu grundlæggende er sikret gennem årtiers aktiv kulturpolitik og et ændret mediebillede – til en målsætning om lige deltagelse.

I praksis kommer det meget ofte og hurtigt til at reducere den politiske vision til at handle om 'mere kultur til flere' i en form, som kan tælles.

Der er fortsat en betydelig socioøkonomisk skævhed i befolkningens brug af de offentligt støttede kulturinstitutioner.

Trine Bille og Anja Mølle Lindelof
Professor, CBS & professor, RUC

Det udfordrer spørgsmålet om, hvad der opleves som værdifuldt for deltagerne, samtidig med at det for kulturinstitutionerne risikerer at forringe deres værdi på andre parametre (såsom bevarelse af kulturarv og kunstnerisk udvikling).

Hvis regeringsgrundlagets ønske om at skabe en "samlet og ambitiøs kulturpolitik, der skal løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet" skal nås, er det nødvendigt at turde ændre spørgsmålet om, hvem og hvor mange der deltager, til i stedet at spørge: Hvis deltagelse er midlet, hvad er så det kulturpolitiske mål, som deltagelsen skal opfylde?

Fokus på befolkningens egen skabertrang

For det andet ser vi et behov for at fokusere mere på befolkningens egen skabertrang og kreative udvikling; det gælder både for voksne og for børn og unge.

Amatøraktivitet og kreativ hverdagspraksis i alle sine mange former fylder ganske lidt i den kulturpolitiske dagsorden til fordel for professionaliseringen af kulturinstitutionernes arbejde med at nå ud til deres publikum.

Det understreges af, at spørgsmål om befolkningens egenaktiviteter i en længere årrække har været taget helt ud af kulturvaneundersøgelserne. På idrætsområdet er der stort fokus på vigtigheden af befolkningens egen udøvelse, så mon ikke kulturpolitikken kan hente inspiration her?

De lokale kultur- og musikskoler arbejder for at nå bredere ud og er begyndt at arbejde med nye deltagelsesformer og tilbud. Det kunne yderligere styrkes, hvis man tror på, at børn og unges egne erfaringer med kunst og kultur har en gavnlig betydning, hvilket mange undersøgelser efterhånden har vist.

Samtidig er de kreative fag i folkeskolen blevet markant og systematisk nedprioriteret, og det kalder på et formaliseret samspil med uddannelsespolitikken, hvis udviklingen skal ændres.

Regulering bliver vigtigere

For det tredje flyder medie- og kulturområdet mere og mere sammen i praksis, mens kulturpolitikken på de to områder fortsat er forholdsvis adskilte. Digitalisering og platformisering betyder, at kulturpolitik også bliver digitaliserings-, medie- og kommunikationspolitik.

Regulering bliver derfor mere og mere vigtig, og det skal foregå i større skala, både nordisk, europæisk og internationalt – og det gælder både for at sikre kunstnerne et rimeligt vederlag for deres arbejde og for at sikre befolkningen et alsidigt kulturudbud af høj kvalitet.

Hvordan skal en kulturpolitisk vision for 2040 se ud? Måske egentlig ikke så meget anderledes end Hedtofts gamle vision? Men samfundet er et ganske andet.

Det kræver nye virkemidler, og det kræver en ny forståelse for, hvilke institutioner og aktiviteter der skal støttes med hvilke formål i dagens og fremtidens samfund, hvor udbuddet af kultur er enormt, og hvor det må handle om at støtte det, der har varig betydning – både for os som mennesker og for samfundet generelt.