R: Kultureliten skal ud af sit elfenbenstårn

DEBAT: Den kulturelle elite og magthaverne på Slotsholmen har tunnelsyn, når det gælder kultur. Området, der er fundamentalt for menneskers liv, bliver fejlagtigt opfattet som flødeskum, der skal påklistres for pyntens skyld, skriver Marlene Borst Hansen (R).

Af Marlene Borst Hansen (R)
Kulturordfører

Jeg har arbejdet som kulturpolitiker i knap 10 år, og jeg elsker det.

Det er min oplevelse, at alle, som kommer i tæt kontakt med området, får samme oplevelse som jeg: Kulturpolitik er en øjenåbner for bredere livsanskuelser.

Desværre oplever jeg også, at kulturområdet er et område, som på mange måder lukker sig om sig selv. Det er de samme aktører og politikere, der diskuterer med hinanden, og det er yderst sjældent, at en kulturpolitisk dagsorden bliver diskuteret på andet end kultursektionssiderne, særlige kulturprogrammer og af kulturpolitikere. Dette i modsætning til andre områder, eksempelvis skatteområdet, som diskuteres bredt og bestemt af mange andre end skatteordførerne.

Et elitært prestigeprojekt
Kulturområdet har udviklet sig til et elitært prestigeprojekt, der i manges øjne først og fremmest har status af noget lækkert pynt. Det er blevet en lukket klub. Og det udfolder dermed slet, slet ikke sit egentlige potentiale: at ændre livssynet og perspektivet for og hos mennesker.

Det er fint, at vi har et Kulturministerium, der kan tage sig af fordeling af midler til institutionerne, og som kan stå for nyudvikling. Men det er ikke fint, at hvis man nævner kulturpolitikken som en væsentlig faktor, for eksempel i forbindelse med eksempelvis sundhedspolitik, socialpolitik, beskæftigelsespolitik eller udlændingepolitik, bliver det sjældent taget alvorligt. Hverken af politiske kollegaer, men særligt ikke af embedsmænd, hverken i de kommunale forvaltninger eller de statslige ministerier. Som oftest bliver der nikket pænt, måske også skrevet lidt op, men det når yderst sjældent til egentlig politik. Og hvis man insisterer, bliver man ofte henvist til at tage sagen op i Kulturministeriet.

Diskussionerne kommer sjældent uden for de kulturpolitiske kredse, og det er et problem, for så bliver det ligesom Kulturmødet på Mors, hvor det er de samme mennesker, der mødes og diskuterer kulturpolitik med hinanden. Når man diskuterer kulturpolitik, synes jeg, det er vigtigt, at man gør det med nogen, hvor det er nødvendigt at forklare, hvorfor kulturpolitikken er vigtig – for dét er der alt for mange mennesker, der ikke ved.

Kultur er ikke kun flødeskum
Når jeg holder møde med kulturelle interesseorganisationer, forsøger jeg at få dem til at besøge og sætte dagsorden i andre end de kulturpolitiske fora. Hvis vi bliver ved med kun at tale med hinanden i ”lukkede” kulturelle fora, så bekræfter vi den udbredte opfattelse af, at kultur er flødeskummet, som er lækkert at putte oven på rugbrødskagen. Jeg mener, kulturen er den fælles fundament, vi bygger på og som holder os alle sammen. Kulturen skaber det stærke fællesskab.

Jeg er klar over, at jeg med disse synspunkter vil opleve stor modstand. Også – og måske især – fra det kulturområde, som jeg kæmper for. Ved mit tidligere udspil om at bruge kulturen som social løftestang fik jeg mange klap på skulderen fra de sociale institutioner, og kindheste fra de kulturelle. Jeg mødte mange gange argumentet om, at kulturen ikke ville spændes for en politisk vogn, men det har aldrig været mit ærinde.

Tværtimod ønsker jeg at vise, hvor vigtig kulturen er for alle mennesker, som jeg ønsker, at mange flere (alle) har ret til at opleve kunst og kultur, da det er min påstand, at mødet med kunst forandrer mennesker. Nogle gange kun for en stund. Men det er også helt i orden.

Vi skal have blikket udad 
Kunst har en værdi i sig selv, men det er min politiske holdning, at alle mennesker i Danmark bør have muligheden for at opleve den. Også den professionelle slags. Om det så er på en af vore mange kulturinstitutioner eller om det er i forbindelse med en hospitalsindlæggelse, på jobcentret eller et andet sted er for mig ikke så vigtigt.

Det vigtige er, at mennesket møder kunsten. Om det så alene giver den enkelte en god oplevelse, eller om mødet måske kan gøre mennesket i stand til at mestre sit liv et smule bedre, er ikke det vigtigste for mig.

Kultur bør ikke være et område, der kun er særlige grupper forundt. Det bør derimod være et fællesskab, som rækker ud til den brede befolkning.

Kultur bør tages seriøst, fordi det ændrer livet og livssynet hos mennesker. Og aktørerne på området og i det politiske system bør vende blikket udad og ikke indad. Kun sådan vokser kulturen sig større og stærkere.

Forrige artikel V: Dukkepartiet er misbrug af kunststøtten V: Dukkepartiet er misbrug af kunststøtten Næste artikel Jelved: Venstre falder i med begge ben Jelved: Venstre falder i med begge ben
Loud-partnere kalder politisk kritik for urimelig

Loud-partnere kalder politisk kritik for urimelig

PUBLIC SERVICE: Kritikken haglede ned over Radio Loud under sidste uges samråd i Folketingets Kulturudvalg. Men kritikken er urimelig, lyder det fra blandt andre spillestedet Vega og Nationalmuseet, der udgør radiokanalens partnerkreds.