Radikales kulturpolitik er fyldt med floskler

Selv om Radikale har haft hele seks kulturministre i de seks årtier, ministeriet har eksisteret, er der næppe udsigt til, at den radikale kulturordfører Zenia Stampe bliver kulturminister efter et valg.

Hun har ellers forberedt sig godt, læst op på tal og statistikker, forberedt alternative finanslovforslag for kulturen og ihærdigt argumenteret imod det kulturelle sløvsind, Mette Frederiksens S-regering har stået for.

Det virker ikke, som om Radikale nu om stunder vægter kulturpolitikken særlig højt. Man skal bladre længe i partiets oplæg til valgkamp, "Sammen om en ny start", før man til sidst når frem til kulturen.

Og når man så endelig når frem til kulturen, så afløser den ene velmenende almindelighed den anden. Alligevel er det jo velkendt, at partiet gerne vil i regering og derfor i givet fald vil takke ja tak til at få en radikal kulturminister.

Der er bare det ved det, at både blå og rød blok elsker at hade de radikale.

Valgresultatet kan tvinge Socialdemokratiet til at byde De Radikale indenfor i regeringsvarmen.

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

En blå regering vil formentlig foretrække Morten Messerschmidt frem for Stampe i Kulturministeriet.

Socialdemokratiet vil også hade at danne regering med Radikale.

Valgresultatet kan dog tvinge dem til at byde  Radikale indenfor i regeringsvarmen. I hvert fald hvis man skal tro meningsmålingerne, der kun levner rød blok chance for at danne regering med radikal støtte.

Socialdemokratiet vil slås med næb og klør for at forhindre, at Radikale får for stor indflydelse på velfærdspolitikken.

Derfor kan det - imod alle odds - ende med en radikal kulturminister. Lad os derfor se nærmere på, hvad de radikale vil med kulturpolitikken.

"Kulturen er kørt ud på et sidespor", lyder det i Radikales valgoplæg. Kulturministeriet er blevet forvandlet til et "svingdørsministerium". 

Radikale gør gældende, at "kulturen er hverken tjent med at blive nedprioriteret eller taget som gidsel i en splittende fortælling, der sætter danskere op mod danskere".

Hvad vil Radikale så gøre ved det? "Vi vil løfte kulturens stilling i samfundet. Vi vil brede kulturen ud i hele Danmark. Vi vil bringe kulturen ind i danskernes hverdag. Vi vil bære dansk kunst og kultur ud i hele verden".

Valgoplægget fortsætter: "Vi vil bruge kulturen til at bygge bro i stedet for at grave grøfter. Vi ønsker at støtte et rigt og varieret kulturliv, hvor vi knytter forbindelser mellem kulturarven og det nye, bredden og eliten, land og by, det nationale og det internationale".

Det lyder jo meget godt, men hvem kan - hånden på hjertet - ikke skrive under på den slags almindeligheder. Derfor munder det radikale afsnit i valgoplægget også ud i fire forslag.

• Et løft af hele Danmarks kulturliv
• Mere geografisk lighed i kulturen
• Kultur i hverdagen
• En stærkere kulturel offentlighed

Igen må man spørge sig selv, hvem ved sine fulde fem, der ikke ønsker mere geografisk lighed i dansk kulturliv?

Hvem ønsker ikke mere kultur i hverdagen? Hvem er ligefrem imod en stærkere kulturel offentlighed?

Det springende punkt er selvfølgelig, om man reelt kan og vil samle flertal for reelt at løfte og opprioritere kulturen i en ny regering.

Hvis det lykkes at samles om sådan en kulturpolitisk hensigtserklæring, lyder det næste nok så vigtige spørgsmål: Hvordan løfter vi konkret kulturlivet i Danmark?

Det spørgsmål skylder Radikale os fortsat svar på.