Bliv abonnent
Annonce
Debat

SF: Kulturskoler giver rigere barndom

Kulturskolerne giver vores børn og unge unikke muligheder for kulturel forståelse, udvikling og udfordring, lyder det fra Annette Vilhelmsen (SF).
Kulturskolerne giver vores børn og unge unikke muligheder for kulturel forståelse, udvikling og udfordring, lyder det fra Annette Vilhelmsen (SF).Foto: Colourbox
25. november 2014 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Annette Vilhelmsen (SF)
Kulturordfører 

I sensommeren inviterede jeg kulturministeren til Kerteminde, hvor jeg viste hende Kulturskibet.

Det er et skønt initiativ, hvor man har udvidet den eksisterende musikskole til også at være en kulturskole med tilbud inden for tone, krop, billede og ord. Alle børn er velkomne, og kulturskibet samarbejder aktivt med kommunens forskellige skoler.

Vi mødte mange glade børn, og den skaberlyst og det talent, jeg så - og som ligger til grund for Kulturskibet - gav mig i den grad gode forhåbninger for fremtidens kunst og kulturliv.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til andersen@altinget.dk

I Silkeborg har man med et lignende initiativ etableret Den kreative skole, der tilbyder undervisning i musik, dans, teater, tekst- og billedmedier. I Næstved har man etableret Talentskolen som et tilbud til de lidt ældre unge, der gerne vil udvikle deres kreative talenter. Og der er også gode initiativer i gang i mange andre kommuner.

Styrker børn, kultur og lokalområder
Den slags kulturpolitiske tiltag håber jeg, vi kan få mange flere af, for børn og unges oplevelse og involvering i kulturen, kunsten og det æstetiske sprog er en vigtig vej til viden, erkendelse og erfaring.

Hvor ville det være visionært, hvis vi i hele landet kunne supplere de kommunale musikskoler med kommunale kulturskoler med tilbud om undervisning i for eksempel film, billede, dans, drama eller litteratur.

Annette Vilhelmsen (SF)
Kulturordfører

Det er ligeså vigtigt for børn at være i nærheden af tilbud inden for billedkunst, dans, litteratur og alt muligt andet kreativt, som det er for børn med musiktilbud, og samtidig er der også brug for bedre at kunne udfordre og følge talent på vej.

Når kommunerne vælger at etablere kulturskoler, er det med til at vække børn og unges nysgerrighed og styrke de unges kunstneriske talenter, noget der i den grad er brug for. Derudover styrker det kulturen og giver mere liv i lokalområderne. Og vigtigst af alt: Kulturskolerne giver vores børn og unge unikke muligheder for kulturel forståelse, udvikling og udfordring.

Obligatoriske kulturskoler?
Som opfølgning på KulturDanmark kom en arbejdsgruppe sidste år med en række konkrete forslag. Et af deres forslag var, at kommunale kulturskoler skulle gøres obligatoriske, dog på en måde, så kommunerne selv kunne bestemme konkret indhold og form.

Det synes jeg er et spændende forslag. Hvor ville det være visionært, hvis vi i hele landet kunne supplere de kommunale musikskoler med kommunale kulturskoler med tilbud om undervisning i for eksempel film, billede, dans, drama eller litteratur.

Det ville være med til at gøre op med uligheden i forhold til, hvilke børn og unge der reelt har adgang til kultur og til at kunne udvikle eget talent.

En opfordring til kulturministeren
Konkret vil jeg derfor opfordre kulturministeren til at iværksætte en evaluering af kulturskoleområdet, så vi kan finde ud af, hvad der skal til for, at endnu flere børn kan få tilbudt kulturelle aktiviteter og undervisning.

Jeg synes nemlig, at tilbud inden for bl.a. billedkunst, drama, dans, film og litteratur er lige så vigtige som de gode tilbud, der allerede i dag eksisterer for inden for musik og idræt.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026