Anmeldelse af 
Henrik Moltke

Snowden-bog anmeldt: Vellykket indblik i sympatisk nørd, der har skrevet historie

ANMELDELSE: Edward Snowdens erindringer, 'Permanent Record', er et spændende indblik i, hvorfor en patriotisk nørd ændrede livsbane og skrev sig ind i historien. Det var en vanvittig plan at stjæle NSA's kronjuveler og give dem til journalister. Alligevel er det lykkedes whistlebloweren, der siden 2013 har levet i eksil i Moskva, at få det sidste ord.

Har seks år med mere eller mindre sensationelle afsløringer af overvågningsprogrammer gjort os tykhudede og paradoksalt nok banet vejen for det, der er værre, spørger Altingets digital-redaktør Henrik Moltke i sin anmeldelse.
Har seks år med mere eller mindre sensationelle afsløringer af overvågningsprogrammer gjort os tykhudede og paradoksalt nok banet vejen for det, der er værre, spørger Altingets digital-redaktør Henrik Moltke i sin anmeldelse.Foto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix
Henrik Moltke

Da jeg første gang fik adgang til Snowdens dokumenter – ikke blot et lille udvalg, men hele arkivet – var det en svimlende oplevelse.

Over for mig sad filminstruktøren og journalisten Laura Poitras, som Snowden i juni 2013 betroede de mange tusind TOP SECRET-stemplede dokumenter, og overvågede mine musebevægelser og søgninger i databasen på en spejlet skærm.

Rigdommen af hemmelige powerpoints, tekniske diagrammer, interne nyhedsbreve og websider, som hver især henholdsvis kunne give Snowden ti år i fængsel – og mig mit livs scoop – fik alt omkring mig til at falme og forsvinde. Det var uvirkeligt. Ikke så længe derefter ansatte Poitras mig til at hjælpe hende – og dermed, indirekte, Snowden – med at bringe de dele af arkivet, der fortjente det, ud i offentlighedens lys.

Det internet, jeg voksede op med, og som havde opdraget mig, var ved at forsvinde. Og med det også min ungdom.

Edward Snowden
Whistleblower

Efter at have læst Snowdens erindringer slår det mig, at svimmelheden, der dengang forvandlede sig til hovedpine (fordi jeg glemte at drikke vand, holde pauser og gå på toilettet), mindede om mine første møder med bestemte computerspil og senere det tidlige internet.

Del af historien
Nu skal det her ikke handle om mig, men fordi jeg er del af historien, vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg efter fem års arbejde med Snowden-arkivet har valgt at anmelde kildens erindringer.

Min opgave var at forholde mig journalistisk til dokumenterne. Derfor besluttede jeg mig for ikke at tænke på Snowden som en person, ikke at få et forhold til ham. Helt eller forræder, dobbeltagent eller legitim whistleblower. Det var i princippet ligegyldigt. Det fungerede.

I juni offentliggjorde jeg min sidste artikel på baggrund af Snowden-arkivet. Det var på mange måder den hårdeste, for jeg fandt ud af, at Snowden havde fejlfortolket nogle af de dokumenter, han havde udvalgt som bevis på, at NSA masseovervågede blandt andet danske borgere. 

Et vedvarende dokument
Derfor er det positivt for mig, at Snowdens erindringer kun i begrænset grad handler om dokumenterne og det journalistiske arbejde, jeg og andre har udført på baggrund af dem.

’Permanent Record’ er først og fremmest en bog af og om et menneske, fuld af små underfundige, til tider ret underholdende detaljer.

Den danske oversættelse er overvejende vellykket, men allerede på forsiden misser den dobbeltheden i den engelske titel: ’Permanent Record’, der henviser til Snowdens forsøg på, med sine erindringer, at skabe et vedvarende dokument om sig selv.

Samtidig er titlen en henvisning til den digitale sagsmappe, det legeme af gemte oplysninger, records, i amerikansk efterretningsjargon, som tjenesterne ifølge Snowden er ved at opbygge på os – alle sammen.

Den usynlige mur
I bogens første del bondede jeg forudsigeligt med lille Eddie. Jeg er trods alt også vokset op med computeren og senere internettet som en slags rød tråd. Da faren Lon, der arbejder i kystvagten, kommer hjem fra arbejdet med en Commodore 64 åbner en ny verden sig for den intelligente, men også noget egenrådige purk.

Jeg grinede, da voksne Ed fortæller, at computerspillet Super Mario Bros, hvor en 'usynlig mur' bærer spilleren fra venstre mod højre, lærte ham som barn at forstå tidens ubønhørlige fremskriden. At beslutninger er uigenkaldelige – præcis ligesom de data, nutidens unge konstant tilføjer til deres record, når de bruger sociale medier og spil.

Snowden kommer fra en militær og tjenestemandsfamilie, og da faren forfremmes, flytter familien fra Elizabeth i det idylliske North Carolina et par timer nordpå, og Eddie bliver en Beltway boy.  

I hovedstadsområdet – der omkranses af Interstate 495, i daglig tale Beltway – lever alle på en eller anden måde af det føderale bureaukrati. Det er helt normalt, som moren gør, at arbejde for NSA eller en af de andre bogstavkombinationer.

I skolen bliver Eddie drillet med sin sydlige accent, og han vender sig indad og mod familiens nye pc, der hurtigt bliver Eddies bedste og, lader det til, eneste ven.

Kernefamilien splittes
Computerspillene viger pladsen for message boards og tidlige internetfora, hvor Eddie boltrer sig på linje med voksne og leger med skiftende identiteter.

Han hacker sig gennem folkeskolen med minimale anstrengelser brugt på de lektier, som står mellem ham og en verden af nyttig lærdom online. Her opdager han og rapporterer dydigt et sikkerhedshul i USA's vigtigste atomlaboratoriums website og bliver ringet op af en medarbejder, der overrasket konstater, at Ed stadig går i skole og derfor ikke har brug for et job.

Men så begynder det at gå skævt. Forældrene bliver skilt, ”Eddie” skifter navn til det mere voksne ”Ed” og får kyssesyge. På trods af at han som 15-årig ”aldrig havde været i nærkontakt med andet end en computer”.

Kernefamilien splittes, og Snowden begynder at arbejde som freelance webdesigner, indtil 11. september vender op og ned på alt. Denne del af bogen bidrager for mig med nye og nyttige biografiske detaljer, der hjælper til at forstå Snowdens livsbane.

For han befinder sig på Fort Meade – basen, der huser NSA’s hovedkvarter – da flyene rammer World Trade Center. Han må flygte i sneglefart, sammen med tusindvis af spioner, der samtidig forlader basen, mens de prøver at ringe til deres pårørende.

Begivenheden ryster Snowden, og han glemmer for en stund sin hacker-etos og slutter sig til hæren for at få hævn. 

Patriotisme
Efter en kort – og ret morsomt fortalt – tur i trøjen indser Ed, at han er bedre egnet som spion.

Samtidig møder han han sin livsledsager Lindsay Mills på onlinetjenesten HotOrNot, en tidlig forgænger til Facebook (og Tinder). Under indoc – indoktrinering, som det simpelthen hedder hos CIA – filosoferer den nu 22-årige Snowden over, at holdet af computergenier slet ikke behøver al den ros, de får: ”Intet udvikler arrogance i samme grad som at have tilbragt sit liv med at kontrollere maskiner, der er ude af stand til at svare igen.” 

Denne arrogance – i hvert fald i de overordnedes syn – kommer dog i vejen for Snowdens planer om at blive udsendt til Bagdad eller et andet brændpunkt, hvor han kan gøre en forskel.

Som straf for at klage over arbejdsforholdene på skolen og ikke mindst at blæse på den militære rangorden bliver Snowden sendt til kedelige Genève, der er fuld af typiske efterretningsmål: diplomater og saudiske pengemænd.

Tetris-kasser
I anden halvdel af bogen bliver ’Permanent Record’ mere politisk, i takt med at der skrues ned for de selvbiografiske detaljer og op for partsindlægget om retten til privatliv online.  

Efter fire år i udlandet vender Snowden tilbage USA. ”Modstridende tanker faldt som tetris-kasser, og jeg måtte kæmpe for at holde styr på dem,” skriver Snowden. På overfladen går det godt, men tvivlen nager; bidrager han i virkeligheden til at undergrave alt, han selv står for?

”Det internet, jeg voksede op med, og som havde opdraget mig, var ved at forsvinde,” konstaterer han: ”Og med det også min ungdom”. Han føler sig overvåget og alene, og kæresten Lindsay forstår ham ikke:

”Du plejede da også at kunne lide at være i kontakt med andre,” svarer hun, da han opfordrer hende til at forlade Facebook og Instagram. Til sidst rammes han af et epileptisk anfald og bliver sygemeldt.

Er Snowdens mission lykkedes?
Snowden kommer sig, flytter til Hawaii og finder et NSA-job, der giver ham mulighed for at indsamle så megen viden og dokumentation som muligt om NSA's (masse-)overvågningsprogrammer.

Jeg vil ikke afsløre for meget her af hensyn til dem, der hverken har set Laura Poitras Oscar-vindende dokumentar 'Citizenfour' eller Oliver Stones småkedelige Hollywood-fortælling 'Snowden'.

Men planen lykkes, i hvert fald nogenlunde, for Snowden strander i Moskva, hvor han nu på sjette år lever uden de store udsigter til at kunne vende hjem.  

Personligt har jeg svært ved at vurdere, om Snowdens overordnede mål – at bevise, og forhindre, det, som han ser som systematiske brud på forfatningen og et altseende, alvidende overvågningsystem - er opnået.

Jo, vi er blevet klogere, og spionernes liv er blevet sværere på grund af krypteret kommunikation. Der er mere fokus på efterretningstjenesternes beføjelser; måske har tilsyntjenesterne oppet sig en smule. Men samtidig har seks år med mere eller mindre sensationelle afsløringer af overvågningsprogrammer gjort os tykhudede og paradoksalt nok måske banet vejen for det, der er værre?

Så med det forbehold, at Snowden til tider maler med bred pensel, når han dæmoniserer tidligere kolleger og portrætterer sig selv som en slags real-world Super Mario, der fuldstændig uselvisk uden en snert af forfængelighed tjener offentligheden – ja, så er ’Permanent Record’ først og fremmest et velskrevet og vellykket indblik i en sympatisk nørd, der har skrevet historie.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00