Teaterdirektør: Staten må ikke kommercialisere teatrene

Af Hans Henriksen
Direktør, Aalborg Teater

De offentligt støttede teatres akilleshæl er i bred forstand ikke, at de frembringer ringe scenekunst. Det er snarere, at de ofte ikke lykkedes med at kommunikere deres forestillinger ud til folk og gøre dem vedkommende.

Hans Henriksen
Direktør, Aalborg Teater

Kulturminister Mette Bock (LA) har meldt ud, at teaterområdet skal kulegraves og moderniseres, og det ser vi frem til. Et kritisk eftersyn af gamle institutioner er altid sundt, og et oplagt sted at starte er at kaste et historisk blik på statens rolle som teatermæcen.

I den europæiske teaterhistorie opereres der overordnet set med to kategorier: Det kommercielle teater og det ikke-kommercielle teater.

Det kommercielle teater har gennem de forgangne århundreder taget form af alt fra karneval og commedia dell’arte til boulevardteater og satire.

I sin bedste udgave formår det kommercielle teater at kombinere sin sans for det folkelige med det kunstnerisk sublime, hvilket har affødt mesterværker som West Side Story og Tryllefløjten.

I den udgave, som især i dag er hyppigst forekommende, har det kommercielle teater det størst mulige overskud som hovedambition. Det har det med at eliminere modet til at tage chancer og præsentere det, der kunne kaldes kunstnerisk nyskabende – uanset hvor stor produktions- og underholdningsværdi en forestilling end måtte have.

Profitmotivet skal holdes ude af det kunstneriske arbejde
Det ikke-kommercielle teater har siden antikken og op gennem historien haft en vifte af forskellige mæcener. Tidligere har det – også i Danmark – været de kongelige og repræsentanter fra borgerskabet, der sikrede scenekunstens fremdrift.

Sidenhen tog staten så over, og i dag uddeler Kulturministeriet og kommunerne 1,4 milliarder kroner om året til teatrene.

Mæcenerne har historisk set været vidt forskellige. Men de har alle haft den bevidsthed tilfælles, at den største kunst sjældent er den, der fra første færd appellerer til flest mulige mennesker.

Derfor har disse mæcener støttet kunsten på kunstens egne præmisser, hvilket har sikret frembringelsen og udbredelsen af alt fra de græske dramaer og de romerske komedier til Moliére, Goethe og Ibsen. Der er undtagelser som Shakespeare og det elizabethanske teater, men det er uden tvivl rimeligt at sige, at langt størstedelen af den kanoniserede europæiske scenekunst har sin oprindelse i det ikke-kommercielle teater.

Derfor kan vi etablere den hovedregel, at det, som kaldes profitmotivet, bør holdes ude af de rammer, hvori kunsten frembringes, hvis vi gerne vil øge sandsynligheden for at frembringe kunst af højest mulig kvalitet.

Støt hellere teatrenes formidlingsarbejde
I sin kronik i Politiken 16. marts udtrykker Mette Bock, at hun ”tror, at scenekunsten i højere grad skal opsøge borgerne der, hvor de er”. Hun skriver, at ”teatrene skal blive bedre til at skaffe indtægt andre steder fra”, og at ”det kan få konsekvens for teatrenes overlevelsesmulighed på længere sigt, hvis de baserer sig for meget på én form for indtægt”. Hun udtrykker videre, at teatrene måske skal ”have et incitament til at vokse sig stærkere uden større offentlige tilskud”.

Det er rigtigt, at teatrene skal være bedre til at styrke deres indtægt og skabe en bæredygtig økonomi. Men det er altafgørende, at dette fokus på kroner og øre ikke kommer til at være udslagsgivende for de offentligt støttede teatres frembringelse og kuratering af selve scenekunsten. For i så fald kommer de ikke-kommercielle teatre ultimativt til at agere på de samme præmisser som de kommercielle teatre, hvormed hele idéen omkring det at have staten som teatermæcen fordufter.

I stedet bør det økonomiske fokus placeres på selve formidlingen af, at der er store oplevelser i vente i teatret – for hermed at sikre, at flest mulige mennesker har hørt om og kan få glæde og gavn af den givne forestilling. Et kunstnerisk sublimt teaterstykke, som spilles for fulde huse, er altid drømmen.

De offentligt støttede teatres akilleshæl er i bred forstand ikke, at de frembringer ringe scenekunst. Det er snarere, at de ofte ikke lykkedes med at kommunikere deres forestillinger ud til folk og gøre dem vedkommende. Det bør vi holde os for øje i de kommende måneders debat om, hvordan teaterområdet kan styrkes.

Staten skal ikke være iværksætterinkubator
Vi skal også huske på, hvorfor vi overhovedet har offentligt støttet scenekunst i Danmark. Hvorfor har staten gjort sig selv til teatermæcen?

Svaret er, at vi som samfund har tiltro til, at scenekunsten formår at frembringe oplevelser, der understøtter udviklingen af vores fælles dannelse og kulturelle identitet. Af vores selvforståelse og forståelsen af verden omkring os. Af vores evne til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme.

Det er en værdi, der ikke kan måles i kroner og øre, men det er en altafgørende ingrediens i et moderne, selvreflekterende og innovativt samfund. Og det er denne værdi, som vi ultimativt set går glip af, hvis den offentligt støttede scenekunst skubbes i retning af at skulle agere på kommercielle vilkår.

Visionen for statens mæcenrolle bør ikke være at agere iværksætterinkubator, så teatrene bliver bedre til at tjene penge. Visionen bør altid være at frisætte teatrene, så vi som samfund kan få glæde og gavn af den mest sublime scenekunst, der kan frembringes.