
Den tidligere teaterdirektør ved Blaagaard Teater på Nørrebro, Sargun Oshana, er den første til at modtage den nye Bodil Koch-pris. Det fremgår af en pressemeddelse fra Kulturministeriet fredag.
Om tildelingen af prisen til Sargun Oshana udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt:
"Stort tillykke til den første vinder af den nye ligestillings- og mangfoldighedspris! Komitéen og jeg valgte at gå med Sargun Oshana, fordi han gennem sit arbejde på Blaagaard Teater og som instruktør i den grad har formået at få nye stemmer op på scenen og nye publikummer ind på stolerækkene."
Sargun Oshana er teaterinstruktør og var teaterdirektør på Blaagaard Teater fra 2021 til august 2023. Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2012 og som instruktør fra Statens Teaterskole i 2016. Herudover har han modtaget en reumert som instruktør i både 2019 og 2020.
"Det er alfa omega at give plads til stemmer, vi endnu ikke har hørt, kroppe vi endnu ikke har set, og historier vi endnu ikke har fået fortalt. Jeg håber, jeg med denne pris kan skabe opmærksomhed på, at det kan betale sig at tro på de visioner, man har - selv når de ligger langt væk fra normen," fortæller Oshana om modtagelsen af prisen.
Prisen skal fremover tildeles personer eller organisationer indenfor kunst- og kulturlivet, der har formået at fremme ligestilling og diversitet.
I år er første gang at prisen, der deler navn med den første kvindelige kulturminister, Bodil Koch, uddeles. Vinderen udvælges af kulturministeren og Bodil Koch-komitéen blandt nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.
Bodil Koch-komitéen består af:
- Caspar Eric (digter)
- Christina Rosendahl (filminstruktør)
- Fallulah (sanger og sangskriver)
- Marie-Lydie Nokouda (skuespiller)
- Mette Bennedsen (barnebarn til Bodil Koch, MD, ph.d.).
- Gymnasieelev: Mit nej til alkohol blev først accepteret, da jeg fik kræft
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Danske Medier: Her er tre tiltag, der kan sikre medier og kulturlivet mod at blive udnyttet af kunstig intelligens
- København finder penge til gratis teater for børn



















