Tidligere ambassadør: En statsligt udpeget medieombudsmand vil påføre medierne en de facto selvcensur

Anbefalingerne leder tankerne på Victor Orbán i Ungarn: Den kontroversielle ungarske regeringschef har indført indgribende mekanismer til at kontrollere medierne.

Indgrebene er stærkt kritiseret af Europarådet, EU og OSCE.

Medieansvarsudvalgets anbefalinger om statslig udpegning og finansiering er indgribende og skal, hvis de bliver vedtaget, nok rejse betydelig kritisk international opmærksomhed.

En snæver andedamsbetragtning

Men medieansvarsudvalgets flertal har anlagt en snæversynet andedamsbetragtning. Den afspejler manglen på relevant og kvalificeret juridisk viden og indsigt. Og der er ingen refleksion over international regulering.

Eksempelvis de såkaldte Paris-principper om ombudsmandslignende institutioner, hvor uafhængighed af staten kraftigt understreges af Europarådets principper formuleret af Venedigkommissionens forfatnings- og menneskerettighedseksperter.

Ytrings- og informationsfriheden kan kun begrænses, hvis det er nødvendigt i et demokratisk samfund for at beskytte almene samfundshensyn eller andres rettigheder med mere.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder

I DR 2 Deadline 5. februar medgav Søren Pind, at Medieansvarsudvalget ikke kan kvantificere det, han i Berlingske kalder “medievolden.”

Gentagne gange pegede han på den helt overvejende enighed i udvalget. I sidste instans drejede det sig om Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed og domstolenes afgørelser.

Chefredaktørerne for Berlingske og Jyllands-Posten udtrykte sig forskelligt om anbefalingerne; henholdsvis yderst bekymret og som en forbedring af retssikkerheden. Men ingen af de tre medvirkende inddrog international regulering i form af ikke mindst Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den dertil knyttede domstol.

De facto selvcensur

De Europæiske Menneskerettigheder blev inkorporeret i dansk ret i 1993. Artikel ti om ytringsfrihed beskytter en af de vigtigste rettigheder i et demokratisk samfund: Friheden til at ytre sig og til at modtage information. Det sikres gennem massemedierne, der på offentlighedens vegne kontrollerer magthaverne.

Ytrings- og informationsfriheden kan kun begrænses, hvis det er nødvendigt i et demokratisk samfund for at beskytte almene samfundshensyn eller andres rettigheder med mere.

Hertil kan føjes, at journalisternes fagblad Journalisten efter en rundspørge gør gældende, at Søren Pinds flertal ikke findes, og at hans udlægning er forkert.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder

Et indgreb kræver meget tungtvejende grunde. Forudgående indgreb, censur, kræver endnu mere tvingende grunde, eksempelvis statens sikkerhed. Sladderjournalistik og lignende har ingen samfundsmæssig interesse og nyder ingen beskyttelse.

Og Grundlovens paragraf 77, som Søren Pind henviser til, fastslår blandt andet, at censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

En statslig udpeget og finansieret medieombudsmand med ret til at rejse og føre sager mod medierne må antages efter omstændighederne at kunne udgøre en forebyggende forholdsregel, hvis konsekvens er, at medierne de facto påføres en diskret selvcensur.

Søren Pinds ikke flertal

Også den saglige kritik, som medlem af udvalget, Stig Ørskov, har rejst i en mindretalsudtalelse i afrapporteringen samt i pressen, giver anledning til ængstelse. Hertil kan føjes, at journalisternes fagblad Journalisten efter en rundspørge gør gældende, at Søren Pinds flertal ikke findes, og at hans udlægning er forkert.

Men er der ingen kvalificeret juridisk rådgivning og vurdering til rådighed for Folketinget og regeringen? Jo da. I allerhøjeste grad. Både nationalt og internationalt og – hvad der er yderst vigtigt – uden for regeringsapparatet!

Institut for Menneskerettigheder – Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution – skal jævnfør paragraf 2 i loven om instituttet blandt andet “rådgive Folketinget, regeringen, andre offentlige myndigheder og private aktører om menneskerettigheder.”

Hvorfor har instituttet ikke været repræsenteret i udvalget? Og vil der i givet fald kunne klages over medieombudsmanden til Folketingets ombudsmand?

For at få kontrol med hele redeligheden skal jeg derfor foreslå, at regeringen eller Folketinget på et passende tidspunkt anmoder først og fremmest Institut for Menneskerettigheder, men også Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og andre om et høringssvar samt Venedig-Kommissionen om en “opinion” angående Medieansvarsudvalgets afrapportering og anbefalinger.

Søren Pind er liberal, jurist og tillige forhenværende justitsminister, men ingen andre har behov for en særlov, en “lex Pind.”