Debat

V til Grünfeld: Du gambler med vækst og arbejdspladser i København

DEBAT: Kulturborgmester i København Niko Grünfeld (ALT) gambler med byens vækst, udvikling og arbejdspladser, når han vil droppe samarbejdet med Wonderful Copenhagen, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Det bliver svært at tiltrække store sportsbegivenheder, hvis Københavns Kommune skal overtage Wonderful Copenhagens arbejde, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Det bliver svært at tiltrække store sportsbegivenheder, hvis Københavns Kommune skal overtage Wonderful Copenhagens arbejde, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Da jeg for få uger siden sad i en propfyldt Royal Arena og så VM-finalen i ishockey, må jeg indrømme, at jeg var stolt af København.

Stolt over, at det lykkedes os at tiltrække et event af den kaliber til hovedstaden. Stolt over, at ishockeyfans strømmede til fra hele verden og stolt over, at alle de største sportsstjerner befandt sig lige her i vores by.  

Det er en præstation, der ikke kommer af sig selv. Der er masser af lande og byer, som flokkes om at få lov til at holde de største sports- og kulturbegivenheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Men når det lykkes for København at tiltrække VM i ishockey, VM i cykling, EM i svømning med mere, så er det på grund af dedikeret, målrettet og hårdt arbejde fra folkene bag og i særdeleshed Wonderful Copenhagen, der med netværk, lobbyarbejde og politisk forståelse arbejder hårdt på de indre linjer.

Tåbelig borgmester-beslutning
Derfor er det også komplet uforståeligt og tåbeligt, at kultur- og fritidsborgmester i København Niko Grünfeld (ALT) nu vil skrotte alt det arbejde, netværk og erfaring, som Wonderful Copenhagen har oparbejdet i generationer.

De sande omkostninger bliver enorme, hvis vi ikke fremover lykkes med at tiltrække de samme events til København og generere den turismeomsætning, som er blevet en milliardindustri for byen.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Med borgmesteren i spidsen har udvalget besluttet, at opgaven med at tiltrække kultur- og sportsbegivenheder ikke længere skal ligge hos Wonderful Copenhagen.

Nu skal de specialister, der har skaffet den ene store sports- og kulturbegivenhed efter den anden til København, erstattes. Og afløseren bliver ingen ringere end de kommunale embedsmænd.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at beslutte mig for, om jeg mest af alt tror, at der er tale om komplet arrogance funderet i uvidenhed om Wonderful Copenhagens arbejde, eller om det er en eklatant overvurdering af egne evner på lige fod med musen, der går på broen med elefanten og i kækhed udbryder ’sikke vi gungrer’.

Men uanset hvad så er det sikkert og vist, at lige meget hvor mange kurser, vi sender kommunens ellers så dygtige medarbejdere på, så kan de ikke over natten udvikle bare i nærheden af det samme netværk, lobbyarbejde og politiske forståelse, som Wonderful Copenhagen har i forhold til at tiltrække kultur- og sportsbegivenheder.

Urealistisk udregning
Derfor er det også en ganske kortsigtet besparelse på 2,4 millioner kroner årligt, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har regnet sig frem til.

For hvis der reelt set skal være en besparelse på 2,4 millioner kroner årligt, forudsætter det, at kommunen kan løse opgaven ligeså godt som Wonderful Copenhagen, hvilket svarer til at tro, at jeg kan træde til som målmand på landsholdet til VM, hvis Kasper Schmeichel bliver skadet i den første kamp.

De sande omkostninger bliver enorme, hvis vi ikke fremover lykkes med at tiltrække de samme events til København og generere den turismeomsætning, som er blevet en milliardindustri for byen.

I 2016 havde hovedstaden ifølge Wonderful Copenhagen en turismeomsætning på 41 milliarder kroner, hvilket svarer til 48.000 arbejdspladser.

En klods om eget ben
Derfor er det ikke kun Wonderful Copenhagens arbejde, som Niko Grünfeld gambler med. Det er også byens vækst, udvikling og arbejdspladser.

Og lige nu har vi brug for at investere målrettet i at gøre endnu mere for at få vækst til byen og få skabt de arbejdspladser, der gør, at endnu flere bliver en del af fællesskabet – også dem, der lige nu står længst fra arbejdsmarkedet.

Jeg håber indtrængende, at Økonomiudvalget, når de mødes tirsdag aften, nøje vil overveje den følgerække af konsekvenser, det kan få, når vi påfører os selv en klods om benet i kampen for at tiltrække de største kultur- og sportsbegivenheder til København.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

Niko Grünfeld

Direktør, Blossom
HD i organisation og ledelse (Handelshøjskolen i Aarhus 2004)

0:000:00