Da Greta Thunberg trådte ind på scenen, indså jeg, at mangfoldighed ikke inkluderer alle

Slår du mangfoldighed op i en ordbog, betyder "det at indeholde mange forskellige sider og aspekter". Det handler med andre ord om forskellighed i perspektiv, i holdning og levede liv.

I de seneste år har vi forladt denne enkle forståelse, og det er svært at undervurdere, hvor meget splid det har skabt. For ved, at en lille, ofte repressiv-tolerant gruppe, har fået patent på ord som diversitet, har man fået skabt en forståelse af mangfoldighed, som massive dele af befolkningen ikke føler sig inkluderet i.

For under iscenesættelsen af sig selv som mangfoldighedens fanebærer, ligger en anden, dybere proklamation om at være moralsk overlegne. En implicit fremstilling, som stikker direkte ind i en af menneskehedens mest grundlæggende spørgsmål og kampe: Kampen om at definere, hvad det vil sige at være et godt menneske.

Denne kamp ligger under alle tidens stadig voldsommere kulturelle sammenstød, der splitter befolkninger fra hinanden, og svækker muligheden for frie meningsudvekslinger radikalt, med tab af egentlig mangfoldighed som følge. 

For i takt med, at vi taler mere end nogensinde om værdien af forskellighed, grupperer vi os samtidig i stigende grad efter ensartede holdninger. Og prisen for at mene noget andet bliver højere: risikoen for at blive hængt ud på sociale medier, udskammet eller – som Inger Støjberg 10. september – forsøgt kørt af motorvejen. En sag som burde ryste os alle i vores grundvold.

En potentiel livsfarlig handling, der desværre blev overskygget af, at den højrepopulistiske debattør Charlie Kirk rent faktisk blev myrdet. Dræbt af en mand, der tydeligvis ikke kunne omfavne mangfoldighedens natur af diverse meninger, og derfor myrdede en mand, der ligeledes talte ud fra en exceptionelt ekskluderende, uforsonlig tilgang til verden.

I forhold til tidens kampe om moralsk sandhed og mangfoldighed, ramte Anders Matthesen noget helt basalt i sit show 'Jokes fra en hvid straight mand', da han sagde: "Vi har alle forskellige privilegier, ulemper og startsteder. Vores store ressource er mangfoldigheden. Vi skal holde fast i, at vi er individer – ikke små kliker på hvert vores hold."

Det er en jordnær, men også radikal pointe. For hvis vi virkelig tog den til os, som jeg inderligt mener, vi burde, så falder hele den moderne forståelse af ordet mangfoldighed fra hinanden. Et kollaps, der forhåbentligt kunne danne grobund for en tiltrængt forsoning.

Vi kan sagtens bruge identitetskategorier til statistik: opdele folk i køn, etnicitet, handicap eller seksualitet for at afdække mønstre. Men sådanne forsimplede kategorier falder øjeblikkeligt i mødet med virkelighedens kompleksitet og erfaringerne fra menneskers levede liv.

To af samme køn kan unægteligt dele ting på baggrund af deres køn, men hvad sker der, hvis den ene er handicappet, og den anden ikke er? Tilhører vedkommende mere handicapgruppen end kønsgruppen? Og hvad nu hvis personen også er sort og måske vokset op i socialklasse fire? Så er der pludselig ikke mange matches tilbage i lille Danmark.

Hvis man ønsker egentlig mangfoldighed, må man atomisere mennesket ned til individet. Med andre ord: tage udgangspunkt i den enkelte – og herfra skabe en egentlig mangfoldig social sammenhæng.

Den sandhed glider hastigt ud af syne i en tid, hvor mennesker alt for ofte reduceres til overordnede kategorier som etnicitet. På højrefløjen som en fremmede, der fremstilles som en potentiel trussel mod sammenhængskraften. På venstrefløjen som et marginaliseret offer, der først og fremmest må ses som sådan.

Selvom de to positioner ligger langt fra hinanden politisk, deler de samme reduktion: mennesket ses ikke som et individ, men som en repræsentant for en gruppe. Blikket er ikke på individet, men på en gruppe individet tilhører, og den enkelte persons unikke erfaringer, valg og bidrag til fællesskabet glider i baggrunden.

Hvis man ønsker egentlig mangfoldighed, må man atomisere mennesket ned til individet.

Peter Bitsch Hjortshøj

Her er det, at den liberale britiske filosof og politiker John Stuart Mill bliver helt central. Han skrev måske nok i det 19. århundrede, men hans tanker er stadig brændende aktuelle. Idet han påpegede demokratiets store fare som "vanens tyranni", hvor flertallets normer og vaner kvæler individets ret til at tænke og leve frit. Det skaber en ensretning, som er farlig for selve menneskeheden, der ikke udvikler sig gennem gruppers konformitet, men gennem individers "eksperimenter i liv".

For det perfekte menneske og samfund findes ikke, hvorfor vi alle har en interesse i, at mennesker har lov og mod til at leve, tænke og mene forskelligt, og i alt deres forskellighed får mulighed for at udleve deres potentiale og udfolde deres natur. Det bidrager ikke kun til bedre liv for den enkelte, men til summen af viden om livet og den verden, vi deler med hinanden.

Derfor er Mills tanke så relevant i dag, hvor kollektivistiske, identitetspolitiske kampe splitter os i kliker, hvor uenighed ikke længere tåles, og blikket for den sande mangfoldigheds værdi svinder.

I en tid, hvor ord kan koste mennesker deres levebrød, og hvor vi på få dage har set en dansk politiker forsøgt kørt af vejen, en prominent amerikansk debattør blive myrdet, voldelige nationalistiske opgør mod politiet i England og en spansk grand tour afbrudt af venstrefløjsaktivister, bliver det tydeligt, at vi har gjort gruppetilhørsforhold til sandheden om os selv og hinanden.

Alt sammen med mangfoldigheden, der er så forbunden til vores menneskelighed, som det sande offer. Der må og skal findes en mellemgrund.