Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Hans Schneider

Danske Flådeskibe: Det er en misforståelse, at Danmark ikke kan bidrage til at bygge krigsskibe. Det kan vi

Det er udtryk for en verdensopfattelse af i går, at Danmark ikke kan bidrage til at designe krigsskibe og styrke forsyningssikkerheden i Europa. Vi knokler tværtimod hver dag for at få det til at ske, skriver Hans Schneider. 
Det er udtryk for en verdensopfattelse af i går, at Danmark ikke kan bidrage til at designe krigsskibe og styrke forsyningssikkerheden i Europa. Vi knokler tværtimod hver dag for at få det til at ske, skriver Hans Schneider. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
3. april 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatten om, hvor og hvordan Forsvaret skal anskaffe de nye, nødvendige arktiske skibe og fregatter, er i fuld gang. Det er vi i Danske Flådeskibe glade for. Vi har jo selv været med til at starte debatten, fordi vi har fået til opgave at designe netop de nye arktiske skibe af Forsvaret.  

Men vi må også konstatere, at der er mange skrøner i debatten og mange fejlslutninger – og det er også – indrømmet – en teknisk debat for maritime nørder. Så vi er glade for, at vi også her i Altinget kan få lov at nørde i skibsbyggeri.  

Senest har vi kunnet læse, hvordan det er faldet en kommentator her i mediet for brystet, at man har lagt så vigtig en opgave i hænderne på nogle, der aldrig har bygget et krigsskib før, som Hans Otto Holmegaard Kristensen skrev her i Altinget for nogle dage siden.  

Læs også

Inddrag hele fødekæden af værfter og eksperter

Det er en misforståelse, som kræver at blive korrigeret. Danske Flådeskibe og vores partnere i konsortiet ved nemlig en hel del om at bygge krigsskibe. Faktisk er Danske Flådeskibe besat med højtspecialiserede skibsbyggere fra ende til anden.  

Tag bare OMT, der som designhus i skrivende stund er med i byggeriet af ikke mindre end 16 topmoderne, slagkraftige fregatter hos Danmarks nære allierede i Polen og Storbritannien såvel som i Indonesien og Singapore.  

Terma, som er Forsvarets partner, når det kommer til integration af de nødvendige våben- og censorpakker på de danske flådeskibe. 

Semco Maritime, som hver dag bygger og samler store sofistikerede stålkonstruktioner til offshore-industrien, der er sammenlignelige med det, vi står over for med samlingen af de arktiske skibe og fregatter.  

Og det stopper jo ikke her. Vi bygger i Danmark og samler i Esbjerg.  

Kernen i Danske Flådeskibes model er nemlig at inddrage hele fødekæden og alle de værfter og eksperter, der kan og vil være med til at levere de bedste nye skibe til Forsvaret. 

Men dermed overser man det for os at se vægtigste argument for at bygge Forsvarets nye, store skibe herhjemme: Forsyningssikkerhed.

Hans Schneider
Direktør, Danske Flådeskibe K/S

Vi har samlet de bedste kompetencer til at få det her projekt til at lykkes – og der er ikke nogen skibseksperter, der er udelukket fra opgaven med at få projektet i mål. Vi får brug for ekspertisen og muskelkraft i hele landet til at bygge de dele af skibet, der kaldes blokke (moduler, red.), og som til sidst bliver til et færdigt skib på havnen i Esbjerg.  

Danske Flådeskibe kan opfylde Forsvarets krav

Vores tilgang er ikke baseret på, at der skal bygges et nyt stort værft. Måden, man bygger moderne krigsskibe på i dag andre steder i verden, går ud på at bygge moduler til skibene flere forskellige steder og så samle modulerne et sted.

Det kommer vi til at gøre med Semco Maritime i Esbjerg, fordi de er landets bedste til at samle store komplekse stålkonstruktioner fyldt med tekniske systemer. 

Det er ud fra akkurat samme tankegang, at vores allierede i for eksempel Polen og Storbritannien bygger deres nye flådeskibe. Det er OMT, der står fader til den model.  

Og derudover skal de mange eksperter, som Forsvaret selv råder over, jo nævnes. Dem samarbejder vi tæt med på daglig basis. Det er jo trods alt dem, der ved, hvad de skal bruge, og hvad de vil have. Og de har peget på os.  

Det er Forsvaret, der har årevis af ekspertise i at sejle rundt i det arktiske farvand nær Grønland – så når vi er blevet bedt om at levere Forsvarets nye arktiske skibe, så er det, fordi de tror på, at Danske Flådeskibe kan opfylde de ønsker og krav, de har.  

Under de seneste ugers debat har der været forsvindende få stemmer, der ikke direkte har anbefalet at bygge nye krigsskibe i Danmark. De, der alligevel sår tvivl, fremhæver som fx Torben Ørting Jørgensen, at Mærsk – hans tidligere arbejdsgiver – får bygget sine skibe i Østen.  

Forsyningssikkerheden vægter allertungest

Men dermed overser man det for os at se vægtigste argument for at bygge Forsvarets nye, store skibe herhjemme: Forsyningssikkerhed. Både dansk og europæisk. For det er lige så vigtigt for Forsvaret at få krudt og kugler, som det er at få udbygget den forsvarsindustrielle produktionskapacitet.   

Når vores statsminister Mette Frederiksen og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i disse dage igen og igen fremhæver behovet for at styrke den europæiske forsvarsindustri, handler det lige præcis om forsyningssikkerhed. 

Vi gør det ikke, fordi det er let – vi gør det, fordi der er behov for at styrke den europæiske forsvarsindustri, forsyningssikkerheden og det danske søværn

Hans Schneider
Direktør, Danske Flådeskibe K/S

At slå vores evner i Danmark hen med argumentet om i stedet at sende opgaven og dermed milliarder af kroner til Fjernøsten eller eksisterende værfter i Europa er simpelthen udtryk for en verdensopfattelse af i går, der ikke tager hånd om det helt centrale sikkerhedspolitiske problem for Danmark og Europa.   

Danmark skal gøre sit – og hvorfor ikke bidrage med en nødvendig oprustning af evnen til at bygge slagkraftige, danskdesignede krigsskibe, som Danmark og flere andre europæiske allierede mangler?  

I Danske Flådeskibe tager vi et ansvar for at få det til at ske. 

Vi gør det ikke, fordi det er let – vi gør det, fordi der er behov for at styrke den europæiske forsvarsindustri, forsyningssikkerheden og det danske søværn.  

Vi knokler hver dag for at få det til at ske – vi er klar.  

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026