Danske Rederier: Her er vores ønskeliste til den nye EU-Kommission

Ganske som budskabet er til børn op til jul, så kan søfarten ikke forvente at få alt det, som vi har ønsket af en ny Europa-Kommission.
Men de vigtigste ønsker ser nu ud til at blive opfyldt. Men de får travlt på julegavefabrikken. Heldigvis består Kommissionen af 27 julemænd, der i langt højere grad end tidligere skal samarbejde på tværs.
Kommissærernes to-do-liste fremgår først og fremmest af det missionsbrev, som Kommissionens formand Ursula von der Leyen har udformet for hver kommissær.
Nøglen til skibsfartens grønne omstilling er tilstrækkelige mængder af alternative brændstoffer og nye løsninger på energieffektivisering.
Bjanre Løf Henriksen
EU-chef, Danske Rederier
Forud for høringerne af kommissærerne har der også været Q&A's. Sammen med høringerne giver det et godt billede af søfartens centrale kommissærer i de næste fem år. 11 af dem har ansvar for søfart på den ene eller anden vis.
Derfor bliver samarbejdet mellem kommissærerne helt essentielt.
EU har på det nærmeste stået stille siden valget til Europa-Parlamentet i juni 2024. Den 1. december trækker Kommissionen endelig i arbejdstøjet efter grundig hørings- og godkendelsesproces i Parlamentet. Julekalenderen består af et længe ventet arbejdsprogram for de næste fem år.
Klimapolitik i front
Helt centralt står trioen med kommissærerne med ansvar for konkurrence, Teresa Ribera Rodriguez, industristrategi, Stéphane Séjourné og klima, Wopke Hoekstra.
Sammen skal de lancere en Clean Industrial Deal, der forventeligt vil have link til 2040-delmålene for at nå nuludledning i 2050 samt det nye initiativ Decarbonisation Accelerator Act.
Med andre ord skal der sættes skub på den grønne omstilling.
Hollandske Wopke Hoekstra var meget klar i mælet under høringen i Parlamentet. Klimapolitikken skal forblive ambitiøs. Ikke udskyde eller sænke mål. Fastholde mål om 90 procent reduktion i 2040. Sikre en stærk global aftale for søfart i IMO.
Dette er ønske nummer et i Danske Rederiers ønsker til EU. Nøglen til skibsfartens grønne omstilling er tilstrækkelige mængder af alternative brændstoffer og nye løsninger på energieffektivisering. Ellers kan ambitionen om klimaneutral skibsfart i 2050 ganske enkelt ikke lade sig gøre.
Her skal den danske energikommissær Dan Jørgensen udmønte en del af strategien ved at sikre lavere priser på energi, sikre hurtigere tilladelser og udrulning af vedvarende energi samt nye teknologier som brint.
Dan Jørgensen skal også sikre et indre marked for maritim transport af CO2.
Her har Danske Rederier argumenteret for, at Europa børe være europæisk frontløber på fangst og lagring af CO2 (CCS). Dan Jørgensen bliver dermed ansvarlig for en implementeringsplan for EU's lagringsmål på 50 millioner tons CO2 i 2030, herunder havneinfrastruktur til håndtering af CO2, bygning af nye CO2-skibe på europæisk flag samt skabelse af et indre marked for maritim transport af CO2.
På CCS-området kan man også godt tillade sig at have forhåbninger om et nyt dansk erhvervseventyr, blandt andet centreret omkring transport og lagring af CO2 i undergrunden i Nordsøen.
Fokus på sikkerhed
EU stempler i høringerne tydeligt ind på en aktiv europæisk handels- og industripolitik med udenrigschef Kaja Kallas, handelskommissær Maroš Šefčovič og ansvarlig for internationale partnerskaber Jozef Síkela.
Der vil være falkeøjne rettet mod geopolitiske brændpunkter som Kina og Rusland samt udbygning af båndene til lande som USA, Indien, Australien og andre relevante markeder og lande.
Initiativet Global Gateway skal løftes "fra startup til scale-up", som Síkela sagde i høringen og sammen med partnerskaber i bandet andet Afrika sikre partnerskaber om vedvarende energi og produktion af grønne brændstoffer.
Magnus Brunner bliver ansvarlig for at etablere et stærkere værn mod organiseret kriminalitet i den maritime værdikæde. Her kommer en ny strategi for intern sikkerhed sammen med en action plan målrettet narkotika.
På med arbejdstøjet
En indsats med link til en kommende havnestrategi og samarbejde med transportkommisæren.
I høringen var der stor ros til arbejdet i det offentligt-private samarbejde i havnealliancen, hvor både rederier, havne, toldmyndigheder med flere deltager for at skabe fokus på 'best practice' og styrket samarbejde i kampen mod organiseret kriminalitet og narkotika.
Ovenstående er på ingen måde en udtømmende liste, men giver forhåbentligt en god fornemmelse af, at Danske Rederiers vigtigste ønsker til den nye Kommission også ser ud til at være i fokus på det nye kommissærhold.
Det lover godt, ikke mindst for den grønne omstilling af skibsfarten.
Og alt dette er selvfølgelig med forbehold for, at vi endnu ikke kender det endelige resultat af høringsprocessen.
Men den politiske kurs for Von der Leyens nye Kommission er sat. Nu handler det om at komme i arbejdstøjet.
- Liberal Alliance mere end seksdoblede støtten fra erhvervslivet i 2024: Se donorerne her
- Seniorforsker: Vi er reelt magtesløse over for den russiske skyggeflåde i Østersøen
- Handler krigen i Iran om energi?
- SVM-regeringen i skrottet strategi: Havne må finde alternativer til klapning
- Dansk Erhverv: Det er absurd, at en forældet havnelov kan hugge bremsen i for solcelleanlæg























