Analytiker: Et varmt forsvarspolitisk efterår venter. Her er de spørgsmål, vi mangler svar på

Flåden til fremtiden

Et af de helt store forsvarspolitiske debatemner er en ny flådeplan. De grundlæggende spørgsmål er, hvilken flåde Danmark har brug for i fremtiden. Fregatter, korvetter, ubåde, arktiske patruljeskibe, nye hjemmeværnsfartøjer samt miljøskibe?

Det er store spørgsmål, som afhænger af, hvordan Forsvarets fremtidige opgaveløsning skal prioriteres mellem stræderne, Østersøen, Nordsøen, Nordatlanten, Arktisk samt den store verden.

Får vi den rigtige flåde til fremtidens opgaver, og kan vi bemande den?

Hans Peter Michaelsen
Uafhængig forsvarsanalytiker

Det kræver grundige nationale, politiske og militære overvejelser tilsat en god portion Nato-styrkemål. Det bliver nok alt for kompliceret at overskue for de fleste politikere. Så derfor bliver de politiske slagsmål i stedet om noget mere konkret og lokalpolitisk relevant: Hvilke skibsværfter (ud over Frederikshavn) skal bygge skibene?

Der kommer måske en beslutning i september. Men får vi den rigtige flåde til fremtidens opgaver, og kan vi bemande den?

Det er centrale spørgsmål, som fortjener langt mere opmærksomhed og politisk debat. 

Arktis – mere overvågning eller kampkraft

Efter arktisk delaftale nummer et, som blev indgået i januar, var det forventet, at delaftale to skulle indgås inden sommerferien. Det skete imidlertid ikke. Regeringen ville gerne kunne fremvise endnu en politisk aftale over for USA.

Aftalen skulle vise Danmarks store fokus på overvågning og forsvar af Grønland. I stedet for en aftale blev det til en hastig deployering af fly-, flåde- og landstyrker til Grønland i juni.

Nu venter så forhandlingerne om delaftale to – ikke kun med Folketingets forligspartier, men også med regeringerne i Grønland og Færøerne. Forhandlingerne skal påbegyndes i september, men resultatet er meget usikkert.

Det giver ikke mening at anskaffe topmoderne kampfly uden våben.

Hans Peter Michaelsen
Uafhængig forsvarsanalytiker

Med kontrakten 22. juli om anskaffelse af fire MQ-9B Sky Guardian droner fra 2028 igennem Natos fælles indkøbsorganisation kan Danmark overvåge land og havterritorium omkring Grønland, men det løser ikke opgaverne med luftrumsovervågning.

Her kan et samarbejde med Sverige omkring anvendelse af deres SAAB Global Eye multirolle overvågningsfly tilvejebringe den varsling, som er nødvendig for indsættelse af kampfly over og omkring Grønland.

Derfor kan anskaffelse af flere F-35 blandt andet begrundes med behovet for regelmæssigt at kunne deployere kampfly til Kangerlussuaqbasen.

Et andet element kan blive forstærket kapacitet til at finde og bekæmpe ubåde i området – for eksempel i form af samarbejde med Norge omkring anvendelse af deres P-8 Poseidon maritime patruljefly. 

Luftforsvar og flere kampfly

Efter beslutningerne i foråret om hasteanskaffelse af jordbaseret luftforsvar er der nu indgået tre kontrakter om leje af et norsk NASAMS-system til indledende uddannelse samt anskaffelse af et fransk VL MICA-system samt et tysk IRIS-T-system.

Disse systemer giver Flyvevåbnets nyoprettede Air Defence Wing i Skalstrup mulighed for at uddanne både fast personel og værnepligtige i opbygningen af en indledende kapacitet til jordbaseret luftforsvar.

Men der må forventes anskaffelse af flere systemer, for at Danmark kan leve op til Natos styrkemål.

Her bliver beslutningen om anskaffelse af et langtrækkende system afgørende. Der skal træffes et valg mellem to systemer: Det amerikanske Patriot og det europæiske (fransk-italienske) SAMP-T.

Der ligger store beslutninger foran forligskredsen i det kommende halve år.

Hans Peter Michaelsen
Uafhængig forsvarsanalytiker

Her må det forventes, at valget falder på det europæiske system – dels fordi det vil signalere støtte til Europas evne til at producere forsvarssystemer, dels fordi USA pt. prioriterer egne behov og europæiske lande finansierer yderligere Patriotsystemer til brug i Ukraine. Derfor er der nu en særdeles lang kø til at få leveret Patriot.

I juli meddelte forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, at der er mulighed for, at Danmark kan få leveret yderligere cirka ti F-35 kampfly, hvis vi kan tage beslutning herom inden oktober. Dette skyldes, at USA ikke fuldt ud udnytter de optioner, der er planlagt på F-35 produktionslinjen.

Da der allerede er taget principbeslutning i forligskredsen om behovet for flere kampfly end de 27 Danmark har bestilt, vil denne beslutning være ukontroversiel.

Det, som imidlertid har undret flere analytikere, er, at Danmark – som det eneste F-35-brugerland – endnu ikke har anskaffet hverken nye defensive eller offensive våben til flyene.

Norge og Tyskland har bestilt det norskproducerede Joint Strike Missile, som kan anvendes mod overflademål, Finland bestilte allerede ved F-35 kontraktindgåelsen et større antal amerikanske missiler, ligesom Holland og Polen også anskaffer amerikanske missiler.

Det må således forventes, at Danmark her i efteråret også bestiller nye moderne våben til Danmarks kampfly. Det giver ikke mening at anskaffe topmoderne kampfly uden våben.

Går der politik i forsvarschefens plan?

Forsvarsplanlægning er udfordrende. Især når der er samtidige ændringer inden for alle de styrende parametre: Truslen, allianceforhold, Nato-styrkemål og forsvarsteknologi.

Men forsvarschefen har en planlægningsafdeling i Forsvarskommandoen, som udarbejder konsoliderede planer for (gen)opbygningen af dansk forsvar. Udfordringen ligger i, om forsvarsforligskredsen er klar til at behandle forsvarschefens militærfaglige anbefalinger.

Med den hast, vi har set i første halvår, kan jeg godt blive bekymret for, om partiernes forsvarsordførere er tilstrækkeligt "klædt på" til at tage de nødvendige beslutninger. Når man trykker politikerne på maven, siger de Nato-styrkemål. Men nogle styrkemål er vigtigere end andre.

Styrkemålene dækker grundlæggende Natos kollektive forsvar jævnfør artikel fem, hvor et angreb på ét land betragtes som et angreb på alle. Men det er mindst lige så vigtigt at forholde sig til Natos artikel tre, der handler om landets evne til at beskytte og forsvare sig selv.

Det kræver omtanke og ganske megen sikkerheds- og forsvarspolitisk indsigt at udfordre de anbefalinger, som "systemet" (Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet) fremkommer med. Og debatten om Danmarks forsvarsbehov (artikel tre) kontra Nato-styrkemål (artikel fem) har været helt fraværende. Der ligger store beslutninger foran forligskredsen i det kommende halve år.

Opstår der politiske uenigheder? Er der tilstrækkelig økonomi til de planlagte anskaffelser? Kan våbensystemer leveres og skibe bygges til den planlagte tid? Kan nye og eksisterende forsvarskapaciteter bemandes med kvalificeret personel? Kan forsvaret fastholde soldater og uddanne det planlagte antal værnepligtige? Bliver kaserner og værksteder med videre klar til de mange nye soldater og våbensystemer?

Spørgsmålene er mange forud for et varmt forsvarspolitisk efterår. Tiden vil vise, hvor mange svar der kommer i den resterende del af 2025.