Greenpeace til Torsten Schack: Beredskab mod den lurende oliekatastrofe er en hasteopgave
Russiske olietankers færden i dansk farvand udgør en stor risiko for både søsikkerheden og havmiljøet. Danmark har intet beredskab mod olieforurening, der fungerer som hybrid krigsførelse. Det bør være en hastesag for den nye beredskabsminister, skriver Sune Scheller.
Sune Scheller
Kampagne- og programchef, GreenpeaceI maj 2023 er en udslidt olietanker på vej fra en russisk oliehavn i bunden af Østersøen. Den 186 meter lange tanker er lastet med 340.000 tønder russisk olie. Få hundrede meter ud for Langelangs kyst sætter motoren ud.
Olietankeren er ikke længere under kommando, og i flere timer driver den tungt lastede olietanker rundt både i og udenfor den smalle og tæt trafikerede sejlrende. Flere gange har tankeren kun få meter vand under kølen. Til sidst ender den heldigvis på dybere vand, hvor den formår at kaste anker. Katastrofen er afværget
I marts i år går det galt igen. Ud for Amager kolliderer en olietanker med et andet skib. Tankeren er på vej til en russisk havn for at laste olie og er tom, og heldigvis sker der heller ikke denne gang nogle alvorlige skader på hverken mennesker, natur eller materiel.
Ulykker som hybrid krigsførelse
Men det er bare et spørgsmål om tid. Fælles for de to olietankere er nemlig, at de regnes for at tilhøre Putins såkaldte skyggeflåde af udslidte, rustne og hastigt aldrende olietankere, der er opkøbt til videre sejlads, selvom de i stedet burde være på vej til ophugning.
Ejerforholdene er ofte obskure eller helt ukendte, de sejler under flag, hvis lande ser stort på sikkerhed, og deres forsikringer er tvivlsomme, hvis ikke ligefrem ugyldige.
Endnu værre er det, at olietankerne i stigende grad undlader at tage dansk lods ombord. Det på trods af internationale anbefalinger om, at olietankere af den størrelse bør tage imod navigationshjælp, når de skal igennem de snævre danske farvande.
Derudover går snakken blandt analytikere og eksperter også om, hvorvidt en udslidt olietanker kan tænkes ofret som del i den hybride krigsførelse. Hvor en ‘ulykke’ orkestreres med tid og sted nøje valgt for at gøre oliekatastrofen total.
Olie er ikke kun brændstof til klimakrisen og det ekstreme vejr, der raserer kloden. Olie har også altid haft en tæt forbindelse til krig og konflikt.
Sune Scheller
Kampagnechef, Greenpeace
Intet beredskab mod en større olieforurening
Lige meget om disse skrækscenarier inddrages eller ej, så er ulykkerne i dansk farvand alene åbenlyse eksempler på, at de udslidte olietankere udgør en risiko for søsikkerheden og en enorm fare for vores havmiljø. Og bevæger vi os uden for landets grænser, kan der tilføjes langt mere alvorlige eksempler. Derfor må vi naturligvis have beredskabet parat til at håndtere et oliespild, hvis det sker.
Og har vi så det? Det korte svar er, nej!
I januar udkom Rigsrevisionen med en beretning, hvor den kaldte det danske beredskab til bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening for “meget utilfredsstillende”. Den fandt, at vores miljøskibe og forsvaret ikke har muligheden for på nogen måde effektivt at sætte ind mod en større olieforurening. Det førte til en skarp kritik fra Statsrevisorerne.
Skyggeflåden er opstået i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Dens utvetydige formål er at undvige Vestens sanktioner, sikre eksporten af Ruslands olie og finansiere bomberegnen over den ukrainske befolkning.
Forskellige estimater vurderer, at siden krigen begyndte, er mellem 41 og 60 procent af den russiske olieeksport gået gennem danske farvande.
Oliekatastrofen rammer
Og så er der det meget centrale forhold, at Vestens sanktioner aldrig har haft til hensigt at stoppe olien fra Rusland, men blot sikre at Putin ikke tjener FOR mange penge på den.
Her er vi så ved at være fremme ved problemets rod: vores fortsatte afhængighed af fossile brændsler. Olie er ikke kun brændstof til klimakrisen og det ekstreme vejr, der raserer kloden. Olie har også altid haft en tæt forbindelse til krig og konflikt.
Der har været politiske udmeldinger om, at nu må der også gøres noget, men skyggeflåden sejler ufortrødent videre gennem dansk farvand. Ingen løsning er præsenteret.
Så længe Danmark og andre lande ikke kan gribe ind overfor skyggeflåden, må en Plan C derfor være, at Danmark har et beredskab, der hurtigt og effektivt kan sættes ind, når en oliekatastrofe rammer vores kyster og vores sårbare havmiljø.
Det er med andre ord på alle måder en haster for den nye beredskabsminister, Torsten Schack (V).