Tidligere ambassadør: Le Pens fængselsdom er en tikkende bombe under den franske retsstat

Le Pen føjer sig til et celebert selskab af franske politikere, der er dømt for lignende overtrædelser og i flere tilfælde mindst lige så hårdt.

Det gælder tidligere præsident Jacques Chirac, præsidentkandidaten fra 2017, Francois Fillon, der måtte se sine egne Elysée-drømme briste på den konto, og senest tidligere præsident Nicolas Sarkozy. Der er stemmer, der prøver at holde fast i, at alle er lige for loven.

Men det faktum tårner højt over forløbet, at Marine Le Pen to gange har stillet op til det franske præsidentvalg, sidste gang i 2022 - nok uden at vinde - men med over 40 procent af stemmerne.

Bardella har ikke Le Pens erfaring eller karisma, men han står stærkt blandt partiets vælgere.

Kirsten Biering
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa

Hun leder lige nu listen af mulige kandidater til præsidentvalget i 2027.

Hendes parti fik flest stemmer ved parlamentsvalget i 2024. Hendes løjtnant Jordan Bardella, i dag formand for Rassemblement National, kalder afgørelsen for et mord på demokratiet.

I det aktuelle politiske klima i Frankrig – og i Europa – er det næppe overraskende, at luften er tyk af anklager om en politisk straffeekspedition. Viktor Orbán, Geert Wilders, Matteo Salvini, Musk – og i øvrigt Kremls talsmand Peskov – har alle kritiseret udfaldet.

Le Pen kan anke dommen. Det gør hun også. Hvis alle stjerner står rigtigt, ville en appelsag i teorien kunne gennemføres inden 2027. Men udfaldet bliver ikke nødvendigvis anderledes. Samtidig har den aktuelle dom øjeblikkelig effekt. Den afventer ikke udfaldet af en anke, og Le Pen vil end ikke kunne indgive sit kandidatur til præsidentembedet, som tingene stiller sig nu.

I franske politiske kredse har der længe været udtrykt bekymring for netop det udfald af straffesagen, som nu foreligger. Marine Le Pen som offer, Marine Le Pen som hævner, og hendes vælgere som endnu mere stålsatte og endnu flere. En offentlig vrede a la De Gule Veste.

Blandt andet justitsminister Gérald Darmanin og selv premierminister Francois Bayrou har ment, at den manglende valgbarhed er et instrument, som man ikke burde bruge. Lad vælgerne tale. Men ringen slutter igen i spørgsmålet om lighed for loven.

Samtidig har Rassemblement National også et valg at træffe.

Faren for dybere brudlinjer i det franske samfund og angreb på den franske retsstat er fortsat reel nok.

Kirsten Biering
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa

Med blikket stift rettet mod præsidentvalget i 2027 har Le Pen allerede overladt tøjlerne til Jordan Bardella og i stedet valgt rollen som gruppeformand i parlamentet.

Som del af det lidt usædvanlige generationsskifte fik Bardella sin ilddåb under parlamentsvalget sidste år, og Le Pen har antydet, at han da er gjort af det stof, som man gør præsidenter af.

Bardella har ikke Le Pens erfaring eller karisma, men han står stærkt blandt partiets vælgere, også som præsidentkandidat. 60 procent foretrækker ifølge en dugfrisk undersøgelse faktisk ham for Le Pen i Elysee-palæet.

Det er Bardella, der i dag sidder i Europa-Parlamentet og løfter den nationalkonservative fane. Han – og partiet – kunne godt have en interesse i at prøve at styre forløbet og ikke kun gøre det til et spørgsmål om Le Pens skæbne.

Det kunne igen få betydning for, hvordan ringene kommer til at sprede sig i vandet – hjemme som ude.

Marine Le Pen tog selv ordet i et tv-interview et par timer efter dommen. Mens hun har været meget tilbageholdende med kommentarer de seneste måneder, var hun her tilbage i kamphumør – og med meget ringe lyst til at diskutere Bardella som mulig præsidentkandidat i stedet.

Den unge arvtager og kredsen omkring Marine Le Pen har da også foretrukket, i hvert fald i denne første runde, at slå ring omkring hende; Bardella med et #JeSuisMarine, jeg er Marine.

Et samlet fransk vælgerkorps synes at tage forløbet med ro – dommen over Le Pen var enten helt i orden eller noget, som er lidt ligegyldigt. Samtidig med at dødstruslerne er begyndt at regne ned over de involverede dommere. Faren for dybere brudlinjer i det franske samfund og angreb på den franske retsstat er fortsat reel nok.