Rasmussen Global: Europa må indse, at man ikke længere får tildelt magt – man tager den

Dårlige erfaringer 

Ukrainerne har tidligere haft dårlige erfaringer med sikkerhedsgarantier. De har været skrøbelige, løse og helt uden bid.

Efter Sovjetunionens sammenbrud afstod Ukraine med Budapest-memorandummet i 1994 sine atomvåben mod sikkerhedsgarantier fra Rusland, Storbritannien og USA.

De sikkerhedsgarantier viste sig at være værdiløse.

Enhver aftale uden robuste sikkerhedsgarantier vil være totalt undergravende for ukrainsk og europæisk sikkerhed.

Phillip Kjær Luscombe
Direktør for Forsvar, Rasmussen Global

Rusland brød aftalen først i 2014 med annekteringen af Krim, senere med fuldskalainvasionen i 2022, som nu kører på tredje år. For nylig har Putins brud på aftalen om et stop for angreb på energiinfrastruktur endnu en gang bekræftet os i, at vi ikke kan stole på Kremls løfter.

Putin forstår én ting – hård magt.

En fredsaftale uden garantier vil underminere Ukraines og det øvrige Europas sikkerhed samt bane vejen for et nyt russisk angreb.

Ukraines eget forsvar

Robuste sikkerhedsgarantier til Ukraine består af tre kritiske lag.

Det første lag, som vi ofte glemmer, er Ukraines eget forsvar.

Med cirka én million aktive soldater er det en af de bedst udrustede og kamptrænede væbnede styrker i verden.

Dette understøttes af en forsvarsindustriel base, der trods den ikke fuldt udnyttede kapacitet er en af de mest produktionsdygtige og innovative i verden. Det har jeg selv oplevet gennem mit arbejde.

Udviklingen i den ukrainske industri bevæger sig i et tempo, som mange i det øvrige Europa vil have svært ved at forestille sig.

Europæiske styrker i Ukraine

Andet lag består af en europæisk styrke i Ukraine.

Det er dels afgørende for at styrke den ukrainske forhandlingsposition, dels for at gøre Europa relevant i forhandlingerne. Forleden støttede hele 62 procent af danskerne, at Danmark deltager i en fælleseuropæisk fredsbevarende styrke.

En mere retvisende karakterisering er dog en "afskrækkelsesstyrke", da det egentlige formål er at sikre, at russerne ikke overfalder ukrainerne igen. Ikke alle europæiske lande ønsker dog at deltage i en sådan mission.

Vi kan ikke længere forvente, at magt og indflydelse er noget, vi får givet. Det er noget, vi tager.

Phillip Kjær Luscombe
Direktør for Forsvar, Rasmussen Global

Derfor er en "koalition af villige" ved at tage form, anført af Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Storbritanniens premierminister Keir Starmer.

Vi har ikke det fulde overblik over, hvilke lande der er villige til at yde hvilke bidrag. Men det er afgørende, at flere lande er med i koalitionen. Politisk dybde er nemlig ikke nok. Der skal være en kritisk masse, der giver europæiske sikkerhedsgarantier de fornødne muskler.

Potente sikkerhedsgarantier

Det tredje lag udgøres af et såkaldt amerikansk backstop.

For at gøre sikkerhedsgarantierne potente er der nemlig behov for et signal fra Washington om, at de skrider ind, hvis Putin eskalerer efter en våbenhvile. Derudover kan amerikanske bidrag i form af logistik og efterretninger være nødvendige.

Washington har klart tilkendegivet, at de ikke kommer til at spille en fremtrædende rolle i eventuelle sikkerhedsgarantier til Ukraine. Men det er heller ikke blevet udelukket, at USA kan bidrage.

Derfor er det afgørende, at europæiske ledere aktivt arbejder for at sikre en amerikansk forpligtelse til – om end indirekte – at understøtte en robust afskrækkelse.

Visse europæiske politikere forstår ikke den nye verden

Imens Ukraine hver dag kæmper for sin suverænitet, sin eksistens og hele Europas sikkerhed, har flere europæiske politikere udtrykt forargelse over, at de europæiske lande ikke får en plads ved bordet.

Disse politikere har ikke forstået, at verden har ændret sig. Vi kan ikke længere forvente, at magt og indflydelse er noget, vi får givet. Det er noget, vi tager.

Europa har mulighederne og massen til at levere en robust afskrækkelsesmission, selv hvis Ukraines størrelse gør sådan en mission ressourcekrævende. Ligeledes må støtten til Ukraine øges endnu mere, mens de europæiske økonomier skal på krigsfod.

Det bliver dyrt. Men i sidste ende er det et spørgsmål om vilje. Og om Europa kan acceptere den risiko, der kommer med at afskrække Rusland.