Reformkommission vil afskaffe 10. klasse

10. klasse skal være fortid i det danske skolesystem.
Det er en af flere nye anbefalinger, som Reformkommissionen vil fremlægge onsdag, erfarer Altinget fra flere uafhængige kilder, der har talt med medlemmer af kommissionen.
Muligheden for at gå i 10. klasse skal afskaffes, uanset om skoleåret foregår på en folkeskole, en kommunal ungdomsskole eller en efterskole, ifølge anbefalingerne.
I stedet skal der etableres en ny toårig ungdomsuddannelse.
Reformkommissionens medlemmer
- Professor Nina Smith, Aarhus Universitet (formand)
- Professor David Dreyer Lassen, Københavns Universitet
- Professor Philipp Schröder, Aarhus Universitet
- Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet
- Jørgen Søndergaard, seniorforsker i VIVE
- Professor Jon Kvist, Roskilde Universitet
- Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsesformand for Arkil Holding og Danske Invest
Ingen af kilderne har set kommissionens nye anbefalinger på skrift.
Anbefalingen om at nedlægge 10. klasse er en trussel mod landets efterskoler, som tiltrækker langt flere elever til 10. end 9. klasse.
Flere forstandere og bestyrelsesformænd fra landets efterskoler fortæller til Altinget, at de er inviteret til et fællesmøde i regi af Efterskoleforeningen mandag.
Det er uvist, hvordan Reformkommissionens anbefalinger vil blive modtaget politisk.
Inspirerede til kandidatreform
Reformkommissionen blev nedsat i 2020 med henblik på at komme med anbefalinger til reformer af uddannelsessystemet og til, hvordan færre unge ender i gruppen uden job og uddannelse.
Professor Nina Smith er formand for kommissionen.
Kommissionen præsenterede i april 2022 sine første anbefalinger. Blandt disse var en forkortelse af en række kandidatuddannelser fra to til et år samt en afskaffelse af SU på kandidatuddannelsen.
En del af kommissionens første anbefalinger dannede forlæg for det udspil til en kandidatreform, som i øjeblikket ligger på forhandlingsbordet i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Ifølge planerne skal kommissionen i maj afrapportere med to rapporter. Dels en rapport, som handler om børns og unges vej gennem uddannelsessystemet, og hvordan færrest muligt ender i gruppen uden job og uddannelse som 25-årige. Og dels en rapport om unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet.
- Energikrisen kradser og udstiller Europas sårbarhed: "Det burde jo være et wakeupcall til alle"
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Tænketank: Den kommende regering bør tænke national sikkerhed og havmiljø sammen
- Regeringskontorerne i London, Berlin og Paris dybt involverede i fregat-bejleri. Det stiller særlige krav til nyt folketing
- Danske Havne: Uden statslige rammer risikerer vi huller i beredskabet


















