Bliv abonnent
Annonce
Debat

Venstre og Danske Rederier: Grøn skibsfart kræver flere solceller og vindmøller 

Det kræver fortsat politisk stabile rammer og ordentlige konkurrencevilkår for at bevare Danmarks førerposition, når det gælder den grønne omstilling af skibsfarten, skriver Christian Friis Bach og Anne H. Steffensen.
Det kræver fortsat politisk stabile rammer og ordentlige konkurrencevilkår for at bevare Danmarks førerposition, når det gælder den grønne omstilling af skibsfarten, skriver Christian Friis Bach og Anne H. Steffensen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
16. juni 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I dag står den globale skibsfart for op mod tre procent af hele verdens udledninger. Til sammenligning udgjorde Tysklands emissioner i 2022 cirka 1,8 procent af de globale klimaudledninger.

Målet for skibsfarten er, at den skal være klimaneutral i eller omkring 2050, og skibsfartens adgangsbillet til fuld grøn omstilling går gennem alternative brændstoffer.

Det kræver med andre ord massive investeringer i produktionen af grønne brændstoffer, hvis vi skal nå hele vejen til netto-nul.

Med EU's klimaregulering og IMO's klimamål er retningen nu sat mod klimaneutral skibsfart. Men hvis vi ikke får skabt de rette rammevilkår for grøn omstilling af den maritime klynge nu, risikerer vi at stå tilbage som tilskuere, mens andre nationer sætter sig på den grønne skibsfart.

Læs også

Maritime stormagter har ansvar for grøn omstilling

Vækstteamet for Det Blå Danmark lancerede i slutningen af marts 20 anbefalinger til, hvordan Danmark fastholder den flotte placering i top-ti over verdens største søfartsnationer.

Vi støtter ambitionen om at sikre Danmarks plads som en maritim stormagt, men vi ser også en nødvendighed i at accelerere de politiske og økonomiske incitamenter, der kan gøre ambitionerne til virkelighed.

Hvis vi ønsker at bevare vores position og samtidig tage ansvar for den grønne omstilling, er anbefalingerne et solidt grundlag at følge op på. Fortsat vækst i den maritime klynge kræver, at vi fastholder skibsfartens konkurrencedygtige rammevilkår.

Skal vi lykkes med at gøre Danmark til en global frontløber inden for grøn skibsfart, kræver det en massiv udbygning af vedvarende energi.

Christian Friis Bach (V) og Anne H. Steffensen
Energiordfører og adm. direktør, Danske Rederier

Vækstteamet har blandt andet peget på behovet for øremærkning af midlerne fra EU's kvotehandelssystem til den maritime sektor, intensiveret indsats for at øge hjemtaget af maritime EU-midler samt flere og styrkede partnerskaber inden for grønne brændstoffer.

Alle sammen ambitiøse og nødvendige tiltag, som også har været rejst af branchen selv i en række konkrete anbefalinger til at opskalere produktionen af grønne brændstoffer til skibsfarten.

Nøglen til succes

EU har potentialet til at blive et internationalt knudepunkt for grøn brændstofproduktion, og Danmark kan være helt i front på de teknologier, som skal bruges til at få produktionen op at stå.

Senest har en historisk aftale i IMO – FN's internationale søfartsorganisation – taget et vigtig skridt ved at opnå enighed om regulering af den internationale skibsfart.

Den aftale håber vi, bliver endeligt vedtaget i oktober. Det er godt nyt for de ambitiøse danske rederier, der er med i front af den grønne omstilling.

Men selvom 80 procent af de danske rederiers bestilte tonnage er skibe, der kan sejle på grønne brændstoffer, så produceres der slet ikke tilstrækkelige mængder grønt brændstof til at fylde i tanken.

Læs også

Når skibsfarten er fuldt indfaset i EU's kvotehandelssystem i 2026, forventes dansk skibsfart at bidrage med 3,8 milliarder kroner årligt.

Det er penge, der skal tilbage til skibsfartens grønne omstilling – ikke nødvendigvis til rederierne, men til at udligne prisgabet mellem sorte og grønne brændstoffer – blandt andet ved at sikre en massiv opskalering af produktionen af de brændstoffer til grøn skibsfart.

Samtidig er internationale partnerskaber nøglen til succes.

For at sikre en stabil forsyning af alternative brændstoffer er det afgørende, at der er etablerede strategiske alliancer med lande, der har adgang til billig grøn energi.

Disse alliancer og partnerskaber kan med fordel fokusere på de markeder, Danmark allerede har en grøn strategisk rammeaftale med, eller hvor dansk og europæisk skibsfart876 allerede har markante bunkerings-interesser i dag.

Vi støtter ambitionen om at sikre Danmarks plads som en maritim stormagt.

Christian Friis Bach (V) og Anne H. Steffensen
Energiordfører og adm. direktør, Danske Rederier

Førerpositionen er på spil

Med partnerskaberne skal der skabes bedre rammer for danske investeringer i produktion af grønne brændstoffer samt forbedrede aftagermuligheder for danske rederier. 

Sidst men ikke mindst er en europæisk udbygning af vedvarende energi grundlaget for den grønne omstilling.

Skal vi lykkes med at gøre Danmark til en global frontløber inden for grøn skibsfart, kræver det en massiv udbygning af vedvarende energi.

Uden en stabil forsyning af grøn elektricitet og en klar plan for, hvordan denne energi kan omdannes til brugbare brændstoffer, risikerer vi at sakke bagud i den grønne omstilling.

Danmark kan og skal gå forrest. Vækstteamets anbefalinger giver et solidt udgangspunkt, men hvis vi skal sikre Danmarks forsatte position som en førende maritim nation, er det afgørende, at vi handler nu.

Vi har teknologien, vi har viljen, og vi har en stærk tradition for innovation. Men det kræver fortsat politisk stabile rammer og ordentlige konkurrencevilkår for at bevare Danmarks førerposition, når det gælder den grønne omstilling af skibsfarten.

Vi er klar til at tage vores del af ansvaret. Sammen kan vi sikre de rette rammevilkår, så vi kan sejle mod en grønnere fremtid. 
 

Læs også

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026