Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Morten Kromann

Veteran: PTSD er ikke en joke, Troels Lund

Troels Lund Poulsen er velkommen til at kontakte mig, hvis han vil forstå, hvad PTSD faktisk indebærer. Han kan få min medalje for sårede i tjenesten. Han har sikkert mere brug for den end mig, skriver Morten Kromann.
Troels Lund Poulsen er velkommen til at kontakte mig, hvis han vil forstå, hvad PTSD faktisk indebærer. Han kan få min medalje for sårede i tjenesten. Han har sikkert mere brug for den end mig, skriver Morten Kromann.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Troels Lund Poulsen er ikke en tilfældig politiker. Han er Venstres formand. Han har i to og et halvt år været landets forsvarsminister. Han har haft det øverste politiske ansvar for Danmarks veteraner.

Og i mere end halvandet år har han taget æren for en veteranaftale til 2,4 milliarder kroner, hvor kronjuvelen var en formodningsregel, som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt PTSD som arbejdsskade. En aftale, der stadig står på Venstres hjemmeside som en bedrift og en sejr.

Derfor kom det for mange, inklusive mig selv, som et chok, da han under partilederdebatten i Publicistklubben sagde, at den seneste regeringsforhandling havde sat "relativt meget PTSD" i ham.

For det er den samme Troels Lund Poulsen, der i januar sagde til Altinget, at Trumps nedgørelse af danske soldater gjorde ham "ked af det" – "ikke mindst for familierne til de mange veteraner, der har betalt den allerhøjeste pris", og for de mange soldater, der "stadigvæk den dag i dag kæmper med PTSD eller andre svære ting".

Man kan ikke fejre en aftale om PTSD-anerkendelse, undlade at vedtage den – og så bruge diagnosen som punchline i en partilederdebat.

Morten Kromann

Det var alvorlige ord. Det lød, som om han forstod, hvad PTSD koster, og hvad diagnosen indebærer.

Men det er der ikke noget, der længere tyder på. For to måneder senere bruger han selv diagnosen som en punchline i en joke om regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen.

Da Ekstra Bladet konfronterede ham, svarede hans pressetjeneste, at han var "ked af, hvis nogen har misforstået min bemærkning, der var sagt i et forsøg på at lave sjov med nogle meget svære regeringsforhandlinger i 2022". Han tilføjede, at PTSD "ikke er for sjov".

Nej. Det er det ikke.

Læs også

PTSD-anerkendelse som veteran kræver en årelang kamp, mod et system der ofte afviser dig. Psykiatriske udredninger. Arbejdsskadesager, der trækker ud i årevis. Familier, der går i opløsning, mens man venter.

Den formodningsregel, som Troels Lund Poulsen har fejret, skulle vende bevisbyrden, så det ikke længere var den enkelte veteran, der alene skulle dokumentere, at sygdommen skyldtes udsendelsen. Over 400 tidligere afviste sager ville kunne genoptages.

Men loven blev aldrig vedtaget. Forslaget bortfaldt, da valget blev udskrevet.

Og hverken Troels Lund Poulsen eller noget andet parti har under valgkampen forpligtet sig til at genfremsætte lovforslaget. Veteraner har fyldt præcis ingenting i denne valgkamp.

Man kan altså ikke fejre en aftale om PTSD-anerkendelse i halvandet år, undlade at vedtage den, undlade at nævne den i valgkampen – og så bruge diagnosen som punchline i en partilederdebat.

Afstanden mellem retorikken og virkeligheden er for stor.

Om skribenten

Morten Kromann er dommefuldmægtig i Københavns Byret og fast kommentarskribent på Altinget.

Han har tidligere været konsulent på Forsvarsakademiet, tolk i Røde Kors, analytiker i PET, ansat i Palantir, officer i Forsvaret og udsendt soldat til Afghanistan flere gange mellem 2008 og 2013.

Han er uddannet cand.jur. og cand.mag. fra Københavns Universitet og sprogofficer fra Forsvarsakademiet.

Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende kalder bemærkningen "rigtig uheldig" og påpeger, at den udvander diagnosens betydning. Organisationen Thin Blue Line skriver, at det "ikke er hensigtsmæssigt", fordi det udvander forståelsen af en diagnose, der for mange er "dybt invaliderende og livsforandrende".

Men Troels Lund Poulsen kalder det en joke. Det gør det kun værre.

En fortalelse havde været pinligt og dumt. Man kan sige noget uovervejet under pres. Det sker. Og mon ikke Troels Lund Poulsen har været en anelse presset efter sit partis dårlige valgresultat?

Men det er ikke en undskyldning. For en joke er et bevidst valg. Et retorisk greb, hvor man vælger at bruge andres lidelse for at score et politisk point. Og når man bagefter lægger ansvaret over på dem, der reagerer – siger, at de har "misforstået" – så viser det, at man slet ikke har forstået, hvad forkortelsen PTSD i virkeligheden dækker over, for dem der lever med det hver dag.

Jeg ved, hvad det dækker over. Jeg har været udsendt i en krig, som Danmark stadig ikke har gjort op med. Jeg har kæmpet med et system, der kræver, at du beviser din egen skade, mens du er i gang med at gå i stykker. Og jeg har set, hvordan den formodningsregel, der kunne have gjort en forskel for hundredvis af veteraner, blev parkeret som en pragtaftale, der aldrig nåede folketingssalen.

DIIS har udgivet foreløbigt tre policy briefs, der for første gang dokumenterer begrebet "moralske skader" blandt danske veteraner.

Seniorforsker Lars Hedegaard Williams beskriver her, at mange veteraners psykiske skader handler om skyld, skam og svigt – herunder oplevelsen af at blive svigtet af det politiske system, der sendte dem afsted.

Som én veteran siger i undersøgelsen: "Politikerne bruger soldaternes følelser som skjold mod kritik. For hvis man kritiserer krigen, så kritiserer man – efter politikerlogik – også veteranernes ofre og indsats."

Troels Lund Poulsen er velkommen til at kontakte mig, hvis han vil forstå, hvad PTSD faktisk indebærer. Han kan få min medalje for sårede i tjenesten.

Morten Kromann

Troels Lund Poulsens PTSD-joke passer ind i præcis det mønster. Diagnosen er nyttig, når der skal fejres en aftale eller afværges kritik. Men når den kræver handling – lovgivning, anerkendelse, ansvar – så er der stille.

I sit svar til Ekstra Bladet siger Troels Lund Poulsen, at han er "stolt af" veteranaftalen, og at "Mette Frederiksen udskrev valget, inden vi fik den lov stemt igennem".

Han lover, at Venstre vil gøre alt for at få loven vedtaget, når Folketinget træder sammen igen.

Godt. Men jeg skal se det, før jeg tror det.

Godt og vel 60.000 danskere har været udsendt siden anden verdenskrig. Omkring 400 af dem venter stadig på, at den´formodningsregel, der skal anerkende deres PTSD, faktisk bliver vedtaget – ikke bare fejret.

Afghanistan-veteranerne venter fortsat på en udredning af de politiske beslutninger, der sendte dem afsted. Og på en forsvarsminister, der forstår, at PTSD ikke er noget, man "får" af en forhandling i Statsministeriet.

Troels Lund Poulsen er velkommen til at kontakte mig, hvis han vil forstå, hvad PTSD faktisk indebærer. Han kan få min medalje for sårede i tjenesten. Han har sikkert mere brug for den end mig.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026