Debat

Problematisk nej til uproblematiske afgrøder

DEBAT: Danmark har helt ulogisk stemt imod at tillade antibiotikaresistente majs i EU – selv om de både er sikkerhedsgodkendt og afprøvet, skriver Mattias Zetterstrand.
Genmodificeret majs er tjekket og godkendt, skriver Mattias Zetterstrand.
Genmodificeret majs er tjekket og godkendt, skriver Mattias Zetterstrand.Foto: colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mattias Zetterstrand,
Biotekcenter.dk

Den 10. oktober var fire genmodificerede afgrøder på valg i EU's Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH). Tre af afgrøderne var majs, hvor typen MON 863, der har fået indsat et antibiotikaresistent gen, var krydset med andre sorter.

Danske embedsmænd stemte nej til forslaget om at tillade import og markedsføring af disse afgrøder i Europa. Det skyldes det antibiotikaresistente gen, der automatisk udløser en nedadvendt dansk tommelfinger.

Den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som havde gennemgået og sikkerhedsgodkendt de fire afgrøder inden den danske stillingtagen, har med tre kategorier imidlertid et mere nuanceret syn på antibiotikaresistente gener. Hos EFSA falder det antibiotikaresistente gen i afgrøden MON 863 under kategorien 'uproblematisk'.

Den danske kategorisering af antibiotikaresistente gener i afgrøder er altså blevet overhalet af virkeligheden.

Mattias Zetterstrand
Biotekcenter.dk

Med 149 stemmer for, 119 imod og 77, der afstod fra at stemme, nåede den Den Stående Komite for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke frem til et kvalificeret flertal (72 pct.) om majsafgrøderne. Der går videre til afstemning i Rådet, hvor dansk stillingtagen atter er påkrævet.

Hver enkelt krydsning er godkendt
Bag de forskellige regler i Danmark og EFSA gemmer sig det afgørende spørgsmål: Er planterne sikre? I tilfældene krydsninger af MON 863 med andre majssorter har EFSA ikke bare afprøvet og sikkerhedsgodkendt hver enkelt krydsning. Også de enkeltstående majs er sikkerhedsgodkendt. Der er endvidere videnskabelig konsensus om, at det antibiotikaresistente gen i MON 863 er ufarligt.

Skulle man alligevel være usikker på majsens sikkerhed, kan man læne sig op ad det faktum, at MON 863 de sidste ti år uden problemer har været dyrket kommercielt uden for Europa. Sidste år blev den dyrket på 80.000 km2, svarende til knap to gange Danmarks samlede areal.

Den danske kategorisering af antibiotikaresistente gener i afgrøder er altså blevet overhalet af virkeligheden. En opblødning, så Danmark ikke fremover problematiserer afgrøder med uproblematiske gener, synes logisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00