RenoSam dumper forslag om ny affaldsordning

AFFALDSGEBYR: Ellemann vil ændre affalds-gebyrordningen for virksomheder. RenoSam er kritiske, imens DI tager godt imod ministerens melding.

Kommuner og affaldsselskaber har i tilgift fået store klø, når vi har skullet stå på mål lokalt for det, der er blevet dikteret fra Christiansborg. Nu har vi taget kløene og brugt pengene, og så bør vi også forsøge at høste frugterne af det meget besvær.

Mads Jakobsen
Formand for RenoSam
Virksomhedernes affaldsgebyrer har været genstand for megen kritik, og nu vil miljøminister Karen Ellemann (V) afskaffe gebyrordningen. Det huer ikke RenoSam, foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, der mener, at det er penge ud af vinduet.

Siden 1. januar i år er næsten alle virksomheder automatisk blevet pålagt et gebyr for brug af genbrugsstationer. Hvis en virksomhed ikke gør brug af genbrugsstationer, skal den søge dispensation for at undgå at betale affaldsgebyrerne. Det har givet en ophobning af administrative opgaver hos kommunerne og stor utilfredshed hos virksomhederne. Det fik i fredags Ellemann til at sige, at hun vil afskaffe gebyrordningen hurtigst muligt.

Branchen: for tidligt at droppe ordningen
Hos RenoSam er der ingen forståelse for ministerens ønske om en justering af ordningen. Formanden for RenoSam, Mads Jakobsen, mener, at man i stedet bør evaluere ordningen på et sagligt grundlag. Og det kræver ifølge ham, at ordningen først og fremmest får tid til at virke. Han forklarer, at ordningen er relativt ny og har kostet "blod, sved og tårer" at nå frem til.

"Kommuner og affaldsselskaber har i tilgift fået store klø, når vi har skullet stå på mål lokalt for det, der er blevet dikteret fra Christiansborg. Nu har vi taget kløene og brugt pengene, og så bør vi også forsøge at høste frugterne af det meget besvær," siger Mads Jakobsen i en pressemeddelelse.

0:000:00