Afbrænding i stedet for nedrivning

18/7-06: Miljøcenter Horsens har oplyst, at politiet i den pågældende sag vurderer og indhenter oplysninger med henblik på tiltale efter brandlovgivningen.
Dokumentation
Spørger: Hans Kristian Skibby (DF)

Spørgsmål S 6035: Vil ministeren kommentere sagen fra Østbirk ved Horsens, hvor en lokal entreprenør valgte at sætte ild til en gårdruin frem for, som loven foreskriver, at nedrive ejendommen og deponere andelen af miljøaffald, samt orientere, om ministeriet har kendskab til lignende tilfælde fra andre egne af Danmark, og vil ministeren beskrive, hvilke sanktioner man i et sådan tilfælde, som beskrevet i Østbirk, vil benytte sig af, og om hvorvidt det samlede bødeforlæg for beredskabsindsats og afbrænding af miljøaffald vil overstige den besparelse, som skadeforvolder har sikret ved at spare udgifter til nedbrydning af gården?

Svar fra ministeren: Miljøstyrelsen har i anledning af spørgsmålet kontaktet Miljøcenter Horsens. Miljøcenteret oplyser, at der er tale om en ejendom under udstykning, hvor beboelse, stalde og udhuse samt noget halm skulle fjernes. I stedet for at bortskaffe det pågældende materiale som bygningsaffald m.v., blev det pågældende bygningsaffald m.v. afbrændt.

Miljøcenter Horsens har oplyst, at politiet i den pågældende sag vurderer og indhenter oplysninger med henblik på tiltale efter brandlovgivningen.

Jeg kan herudover oplyse, at affaldsbekendtgørelsen (§ 49) indeholder et forbud mod afbrænding af affald. Gedved Kommune har telefonisk oplyst, at kommunen har politianmeldt den pågældende for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovgivningen.

Via domspraksis m.v. er Miljøstyrelsen bekendt med andre tilfælde af ulovlig afbrænding af affald, herunder også bygningsaffald. Uden konkret kendskab til hverken den aktuelle sag eller de enkelte tidligere sager er det vanskeligt at vurdere, om der er tale om sammenlignelige tilfælde. Bødeniveauet har i disse sager varieret fra 1.000 kr. til 30.000 kr. I nogle af disse tilfælde omfattede sagen tillige overtrædelse af brandlovgivningen.

For så vidt angår spørgsmålet om bødestørrelser i forhold til den opnåede besparelse kan jeg oplyse, at det følger af miljøbeskyttelseslovens § 110 stk. 5, at hvis der ved en overtrædelse er opnået en økonomisk fordel, skal denne konfiskeres. Kan dette ikke ske, skal der tages hensyn hertil ved udmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Beredskabsstyrelsen, hvorunder brandlovgivningen henhører, har telefonisk oplyst, at beredskabsloven ikke indeholder hjemmel til at pålægge en skadevolder at dække udgifterne til brandslukning. Jeg kan endelig oplyse, Miljøcenter Horsens har aftalt med skadevolder, at de resterende mure skulle væltes, og at bygningsaffaldet efter kommunens anvisning skulle afleveres til Reno Syd. Ved en efterfølgende besigtigelse er det konstateret, at denne aftale overholdes, og at skadevolder nu er ved at fjerne bygningsaffaldet forsvarligt og lovligt.


0:000:00