Vilby: Alle ønsker dyrkning af lavbundsjorder afviklet, men produktionen får millioner i støtte

I dag er der som med andre overførselsindkomster tale om indkomststøtte. Formålet er ifølge Landbrugsstyrelsen at sikre et økonomisk levedygtigt landbrugserhverv og levemuligheder i landdistrikterne.

Men arealstøtten udbetales som hovedregel kun til arealer under dyrkning. Og dermed er den med til at fastholde dyrkningen af jorder, der ikke bør dyrkes. Og som i øvrigt ofte giver et relativt dårligt udbytte.

Stor klimasynder

Det er ikke noget Danmark alene kan lave om på, for det er EU-politik. Støtten kommer også fra EU, men reelt fra det danske bidrag til EU's økonomi, altså fra danske skatteydere, som betaler mere til EU-kassen, end vi får retur.

Og det er ikke småpenge. Den samlede pulje til indkomststøtte for dansk landbrug var i 2020 ifølge Landbrugsstyrelsen på knap seks milliarder kroner og heraf altså en del til lavbundsjorder.

Den korte beretning om lavbundsjorderne er, at de kun udgør syv procent af det samlede landbrugsareal, men bidrager med mere end 50 procent af CO2-udledningen fra landbrugsjord.

Forklaringen er, at der er tale om gamle vådområder som moser og lavtliggende enge, der gennem århundreder har ophobet store mængder organisk materiale. Dyrkning fører til, at materialet omsættes og frigiver CO2.

Der er for meget økonomi i at fortsætte den skadelige dyrkning af lavbundsjorder.

Knud Vilby
Fhv. formand, Mellemfolkeligt Samvirke

Det samlede udslip fra landbrugsjorderne blev i 2018 beregnet til omkring ni millioner tons årligt. Heraf kom 4,8 millioner tons fra lavbundsjorderne.

Dyrkningen svarer ifølge Danmarks Naturfredningsforening til CO2-udslippet fra 1,8 millioner benzin- eller dieselbiler.

Udtagning kan mindske CO2-udslippet per hektar med op til 40 tons. Det er rigtig meget.

Dyrkning af lavbundsjorder fører også til meget betydelig udvaskning af kvælstof til vandmiljøet. Ophør af dyrkning vil derfor også gavne Danmarks nødlidende vandmiljø, og i øvrigt reducere afdampningen af ammoniak.

Og når lavbundsjorderne får lov at vende tilbage som natur, vil den nødlidende biodiversitet også få et løft.

Det skulle med andre ord være en ren win-win-situation at få trukket disse jorder ud af produktion. Alligevel gives der massiv økonomisk støtte til at fastholde produktionen.

Skadelig dyrkning betaler sig

I 2019 kom Landbrug og Fødevarer sammen med Danmarks Naturfredningsforening med et udspil, der skulle sikre, at 100.000 hektar lavbundsjorder blev taget ud af produktion.

Udspillet vakte opsigt, fordi de to organisationer blev set som hinandens modpoler, men der var enighed om målsætningen.

Men udspillet førte alene til en aftale om udtagning af lavbundsjord baseret på frivillighed og enighed om økonomisk kompensation, og der er siden sket alt for lidt. Det har været meget svært at opnå enighed mellem de involverede, og adskillige eksperter har sat spørgsmålstegn, ved om det vil være muligt at nå målet ad frivillighedens vej.

Der er for meget økonomi i at fortsætte den skadelige dyrkning af lavbundsjorder.

Klimarådet har i flere analyser fremhævet, at landbruget generelt er bagud i forhold til de danske klimamålsætninger og herunder målsætningen om reduktion af CO2-udslip.

SVM-regeringen har fastslået, at landbruget skal pålægges en CO2-afgift ligesom øvrige erhverv, men provenuet føres tilbage til landbruget.

Klimarådet har analyseret, hvad konsekvenserne vil være af en CO2-afgift på 750 kroner per tons CO2.

Det er en meget kompleks analyse. Konsekvenserne vil være forskellige for kvægavlere, svineproducenter og planteavlere, men de negative konsekvenser er mindst for planteavlerne.

En af konklusionerne er, at en afgift vil få værdien af landbrugsjorden til at falde. Det er en naturlig konsekvens, ligesom det er en gammel erkendelse, at EU's landbrugsstøtte over de seneste generationer er blevet delvist kapitaliseret som store stigninger i landbrugets værdi i konsekvens af støtten.

Klimaafgift gavner fremtidens landbrugere

Da Danmark ikke politisk kan afskaffe arealstøtten til dyrkning af lavbundsjorder, kan man argumentere for, at en klimaafgift vil være med til at neutralisere det absurde i at det offentlige giver økonomisk støtte til en uønsket og skadelig dyrkningspraksis.

Landbruget skal inddrages på alle tænkelige måder, men skal ikke have ret til at blokere en nødvendig og hurtig omstilling.

Knud Vilby
Fhv. formand, Mellemfolkeligt Samvirke

Klimarådet vurderer, at faldet i værdien af landbrugsjord naturligvis vil være en betydelig negativ faktor for nogle, men at det samtidig vil være til gavn for fremtidens unge landbrugere, fordi det vil kræve mindre kapital at komme ind i erhvervet.

Og unge er der brug for. Mens EU's arealstøtte i 2005 blev fordelt på knapt 70.000 danske jordejere, gik den i 2020 kun til godt 37.000, og heraf kun 7500 heltidslandmænd.

Den gennemsnitlige arealstørrelse voksede i samme periode fra under 40 hektar til næsten 70 hektar per bedrift. Og landmændenes gennemsnitsalder voksede. I 2020 var halvdelen af alle aktive landmænd 55 år eller ældre. I 2010 var gennemsnitsalderen 49,2 år. Til gengæld var andelen af unge under 40 år i 2020 faldet til fem procent.

Samfundet betaler og bør bestemme

Klimarådet vurderer i øvrigt, at en CO2-afgift, netop fordi den rammer kvægavl og svinebrug hårdest, vil føre til en vis omlægning af landbruget væk fra svin og kvæg og henimod planteproduktion.

Det vil i sig selv være til fordel for klimaet.

Dyrkningen svarer ifølge Danmarks Naturfredningsforening til CO2-udslippet fra 1,8 millioner benzin- eller dieselbiler.  

Knud Vilby
Fhv. formand, Mellemfolkeligt Samvirke

Danmark har et landbrugserhverv med stolte traditioner, men det er også et erhverv, der i dag er stærkt forgældet og klimabelastende.

Der er voldsomt behov for en hurtig grøn omstilling, men økonomien gør det kompliceret.

Massiv offentlig støtte baseret på et kompliceret dansk og EU-baseret regelsæt holder den økonomiske hånd under erhvervet, men gør det også umuligt med ærlighed at tale om et liberalt erhverv, således som mange landmænd ønsker det. 

Der er et gammelt ord, der siger, at ”den, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der skal spilles”.

I dag er det i vid udstrækning samfundet, der betaler for landbrugets overlevelse, og derfor må samfundet have mod til at bestemme, at der skal stilles om.

Ikke i en relativt fjern fremtid, men nu.

Landbruget skal inddrages på alle tænkelige måder, men skal ikke have ret til at blokere en nødvendig og hurtig omstilling.