Debat

Alternativet: Udsætning og jagt af fasaner er en moralsk katastrofe

Det bryder dyrevelfærdsloven og skader vores økosystemer, når fasaner opdrættes til at blive jaget. Fasanavl for udsættelse i naturen skal forbydes, skriver Helene Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe.

Hvert
år opdrættes der omkring en million fasaner i Danmark, der efterfølgende
udsættes i naturen, fordi "en gruppe såkaldte jægere" ønsker at skyde dem, skriver Helene
Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe.
Hvert år opdrættes der omkring en million fasaner i Danmark, der efterfølgende udsættes i naturen, fordi "en gruppe såkaldte jægere" ønsker at skyde dem, skriver Helene Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Helene Liliendahl Brydensholt
Sascha Faxe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage er den sidste fase af opfedningen af én million fasaner i gang over det meste af Danmark.

Fasanen er den mest nedlagte fugl i Danmark, og når man hører, at det er en invasiv art, tænker man først, at det giver god mening at regulere fasanbestanden for at beskytte den danske biodiversitet.

Virkeligheden er dog en helt anden. Hvert år opdrættes der omkring en million fasaner i Danmark, der efterfølgende udsættes i naturen, fordi en gruppe såkaldte jægere ønsker at skyde dem, og nogle få opdrættere kan tjene store summer ved at producere levende mål for jægerne.

Skader natur og dyrene selv

Fasanen er på listen over invasive arter, fordi den spiser padder og insekter, der er truet i den danske biodiversitet. Denne effekt forstærkes, når man så intensivt udsætter en stor flok fasaner i et område.

Udsætningen af fasaner underminerer vores biodiversitet og etablerer en dybt uetisk jagttradition

Helene Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe
Alternativet

Af samme grund har Vildtforvaltningsrådet nu anbefalet at stoppe udsætningen af gråænder, da de har en betydelig miljøpåvirkning i de søer, de udsættes i.

Jagten på udsatte fasaner er en moralsk katastrofe, fordi man selv skaber et problem ved at opdrætte en unaturlig stor fasanbestand, som kun er til glæde for en lille gruppe individer, der finder det sjovt at skyde efter dem.

Jagten på udsatte fasaner har intet at gøre med regulering og forvaltning af økosystemer; tværtimod bruger man levende væsener som underholdning på en grufuld måde.

Det burde derfor være forbudt ifølge dyrevelfærdsloven, der fastslår, at "det er forbudt at anvende levende dyr som mål ved øvelses- og kapskydninger".

Desuden forekommer der skamskydning, som altid vil være en del af jagt, og som resulterer i, at mange tusinde fasaner bliver skamskudt under jagten – alt afhængigt af hyppigheden af denne form for fejlskud.

Uetisk opdrætning

Hvordan opdrættes så mange fasaner?

For at undgå avlssygdomme, hvor dyrene over generationer avles i en uønsket retning, fanger de fleste opdrættere en mængde vilde fasaner fra naturen og placerer dem i opdrætsanlæg.

Jagten på udsatte fasaner er en moralsk katastrofe, som kun er til glæde for en lille gruppe individer, der finder det sjovt at skyde efter dem

Helene Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe
Alternativet

Fasanhunner lægger mellem 8 og 15 æg, hvorefter æggene klækkes, og kyllingerne vokser de første fire uger under forhold, der minder om hurtigvoksende kyllinger, med 17 kyllinger per kvadratmeter.

Jagtsæsonen starter 1. oktober, og i ugerne op til jagten opfedes fasanerne i områderne, hvor de senere skal løbe rundt, så jægerne kan skyde dem.

Udsætningen af fasaner underminerer vores biodiversitet og etablerer en dybt uetisk jagttradition. Vi appellerer til regeringen om at gribe chancen, baseret på Vildtforvaltningsrådets anbefaling til at stoppe udsætningen af gråænder, og også stoppe opdræt og udsætning af fasaner til jagt.

I stedet for at tillade at millioner af fasaner udsættes hvert år, bør vi investere vores ressourcer i initiativer, der faktisk styrker vores økosystem, beskytter truede arter og fremmer bæredygtig naturforvaltning.

Det er på tide, at vi påtager os det ansvar, som vores smukke land og dets rigdom af natur fortjener.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helene Liliendahl Brydensholt

MF (ALT), flygtninge- og integrationsordfører

Sascha Faxe

MF (ALT)
Medievidenskab

0:000:00