AU-rektor: Politisk indblanding eroderer tilliden til vores forskning

DEBAT: Den faldende tiltro til autoriteter rammer nu også den frie forskning. Politikere, embedsmænd og interesseorganisationer bærer en del af ansvaret, skriver AU-rektor, Brian Bech Nielsen.

Af Brian Bech Nielsen
Rektor, Aarhus Universitet

"Da forsknings-, undervisnings- og uddannelsesfrihed er det grundlæggende princip for universiteternes virke, skal regeringer og universiteter på hvert sit område garantere og fremme respekten for dette grundlæggende krav."

Sådan lyder det i universiteternes såkaldte Magna Charta, som 816 institutioner fra hele verden, herunder seks danske, har erklæret, at vi vil værne om.

Det smukke i denne formulering er, at den peger begge veje. Forskningsfrihed er således både et anliggende for universiteter og myndigheder.

Det er ikke uden grund, at den frihed står så centralt. Forskningsfrihed betyder i sidste ende, at befolkningen kan have tillid til forskernes integritet og den viden, de skaber.

Denne grundlæggende tillid til videnskaben – og videnskabens institutioner – er helt afgørende, hvis et samfund skal høste de goder, som kommer af at have stærke forskningsmiljøer.

Tillid er ikke givet
Selvom forskere og universiteter generelt nyder stor tillid herhjemme, så kan vi ikke tage den for givet.

Den generelt dalende tiltro til autoriteter er også begyndt at ramme videnskaben.

Derfor skal ikke blot universiteter, men også politikere, embedsmænd og interesseorganisationer tage det alvorligt, når en rundspørge i Politiken peger på, at syv procent af de forskere, som havde løst rådgivningsopgaver for myndighederne, har oplevet, at der var blevet ændret i deres rapporter – mens 13 procent havde været ude for at få stillet opgaver, hvor resultatet var givet på forhånd.

Dette er ikke acceptabelt. Hvis kursen ikke justeres, så risikerer vi, at befolkningens tillid til både forskere og politikere eroderer.

Universiteter sikrer gennemsigtighed
Efter min bedste overbevisning er løsningen ikke at flytte rådgivningsopgaverne væk fra de danske universiteter, sådan som det er blevet foreslået.

Danmark har universiteter i international topklasse, og de leverer netop den solide og uvildige viden, som politikere bør kunne trække på, når de træffer samfundsvigtige beslutninger.

Samtidig er der store synergieffekter ved at integrere rådgivningen i universiteternes faglige miljøer.

I modsætning til private rådgivere sikrer universiteterne desuden en høj grad af gennemsigtighed og uafhængighed.

Dette betyder også, at rådgivningen sommetider vil møde faglig kritik fra andre forskere eller fageksperter, og at den kritik kan blive genstand for intens opmærksomhed fra medierne.

Men det er et grundvilkår, at forskning skal kunne holde til at blive trykprøvet, og det vilkår skal det politiske system acceptere.

Under alle omstændigheder er åbenheden og uafhængigheden nødvendig for at sikre befolkningens tillid til beslutningerne.

Spørgsmålet er altså ikke om, men hvordan vi skal sikre, at universiteterne fortsat kan løse myndighedsopgaver med armslængde og forskningsfrihed?

Og hvordan vi undgår, at der kan rejses tvivl om forskeres integritet, når de laver myndighedsrådgivning?

Udvis respekt for forskernes integritet
I den seneste debat i Berlingske blev der desværre netop rejst tvivl om forskernes og universitetets integritet med henvisning til de betydelige kontraktmidler, som universitetet modtager fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Nu er vores forskere ikke ”til salg”, og jeg kan klart afvise disse spekulationer.

Men jeg må konstatere, at det faktum, at der er penge mellem os og det ministerium, som vi rådgiver, har givet anledning til mistænkeliggørelse.

De aktuelle konkurrenceudsættelser af rådgivningsopgaver trækker desværre yderligere i denne retning og gør relationen mellem universiteter og ressortministeriet mere sårbar for spekulationer.

Det mest oplagte svar ville være at gøre det, der burde være sket i forbindelse med fusionerne mellem universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne i 2007, nemlig at indføre en stabil finansieringsmodel.

Det ville indebære, at en væsentlig del (mindst halvdelen) af kontraktmidlerne overføres til Uddannelses- og Forskningsministeriet og tildeles det universitet, der har opgaven, som ordinære basismidler.

Dén løsning ville desuden gøre det mere attraktivt for universiteterne at investere langsigtet i de pågældende fagmiljøer og især gøre det mere tillokkende for forskningstalenter at forfølge en karriere inden for området.

I den sidste ende ville dette medvirke til at sikre kvaliteten af rådgivningen og den underliggende forskning også på langt sigt.

For mig indebærer forskningsfrihed blandt andet, at forskerne er fri for mistænkeliggørelse baseret alene på spekulationer.

I praksis ser vi desværre, at det ikke altid er tilfældet.

Især i forbindelse med det politisk konfliktfyldte miljø- og fødevareområde har forskerne været udsat for, at deres integritet bliver betvivlet af diverse interesseorganisationer og politikere.

Forskere er ikke sarte, og de skal selvfølgelig kunne holde til en faglig debat om kvaliteten af deres arbejde – men det er ikke rimeligt, at deres integritet skal beklikkes på basis af motivspekulation eller simpel ulyst til at acceptere ubekvemme forskningsresultater.

Husk lige på, at forskerne leverer forskningsbaseret rådgivning – ikke politiske beslutninger.

Fælles retningslinjer for rådgivning
På Aarhus Universitet sætter vi nu gang i en intern undersøgelse og debat af, om og hvordan forskningsfriheden er under pres hos os – og ikke kun i forbindelse med myndighedsrådgivning.

Men uanset resultatet så er dette en god anledning til, at universitetssektor og myndigheder i fællesskab udformer retningslinjer for, hvordan styrelser og ministerier behandler det materiale, de får fra forskerne.

Samtidig skal universiteterne sikre, at forskerne har et sted at gå hen, hvis de føler, at deres forskningsfrihed på den ene eller anden måde risikerer at blive kompromitteret som led i en myndighedsopgave.

Det kan også blive nødvendigt at regulere den løbende kommunikation mellem myndigheder og universiteter.

Embedsmænd og politikere skal fortsat have mulighed for at stille faglige spørgsmål til forskere i forlængelse af en rådgivningsopgave, men det må ikke få en karakter, så det kan opfattes som politisk pres.

Det er naturligvis en balancegang, for ingen er tjent med strukturer, der bliver så rigide, at rådgivningsopgaver sander til i bureaukrati.

Men vi skal agere, når advarselslamper begynder at blinke, som de gør i Politikens undersøgelse.

Forskningsbaseret myndighedsrådgivning er en vigtig kilde til uvildig viden af høj faglig kvalitet.

Den sikrer, at centrale beslutninger kan træffes på et så oplyst grundlag som muligt.

Men systemet fungerer kun, så længe politikere og borgere respekterer og har tillid til de forskere og institutioner, der udfører opgaverne.

Derfor skal vi gøre en fælles indsats for at værne om forskningsfriheden, som det så smukt er formuleret i universiteternes Magna Charta.

Forrige artikel L&F og sportsfiskere: Ny forvaltning af vandløb må ikke blive varm luft L&F og sportsfiskere: Ny forvaltning af vandløb må ikke blive varm luft Næste artikel Naturstyrelsen: Gode faglige indspark er afgørende for urørt skov  Naturstyrelsen: Gode faglige indspark er afgørende for urørt skov 
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Forskningsfrihed giver ikke frihed til politisk agitation

    Det relevante spørgsmål er ikke, om forskere lader sig påvirke af politisk pres.
    Det gør seriøse forskere ikke.

    Derimod er spørgsmålet, om nogle forskere, der deltager i myndighedsbetjeningen, misbruger deres position til at agitere for politiske holdninger, som ikke har videnskabeligt fundament.

    Situationen er den, at der er fremført forklaringer af nævnte kategori i offentlige høringer under dække af "forskningsfrihed".

    Dette er dybt kritisabelt. - Og det ved AU's rektor vist bedre end nogen, eftersom AU ikke bakker op om agiterende professorer, der udfolder sig i Folketingets høringer, DR's Deadline etc.

  • Anmeld

    Henrik Seider · Ingeniør

    Integriteten i Landbrugspakken

    Det er et faktum at AU-forskernes integritet i arbejdet omkring landbrugspakken er beklikket. Det er et godt eksempel på en kæmpe lovpakke som har stor negativ konsekvens for danskernes vandmiljø og sundhed og hvor en anerkendt dygtig forsker undsagde hele forudsætningen for AU's forskerholds beregninger til lovpakken. Det må derfor konkluderes at AU's forskere på landbrugsområdet er en skamplet på øvrige forskeres integritet og har forårsaget utilgivelig varig skade på tilliden.

  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Tilliden til AU/DCE blev brudt for to år siden

    Til Henrik Seider:
    Nej, det må derimod konkluderes, at AU's forskere på havmiljøområdet (DCE) er "en skamplet på øvrige forskeres integritet og har forårsaget utilgivelig varig skade på tilliden".

    Skampletten opstod bl.a. da en Aarhus-forsker den 23. februar 2016 under Folketingets høring om Landbrugspakken fremviste en fup-graf om vandets klarhed i Kattegat-Bælthavet som funktion af danske kvælstoftilførsler.

    Det var en utilgivelig handling, som endvidere har mødt skarp kritik fra det internationale evalueringspanel.
    Handling på denne sag efterlyses.

  • Anmeld

    Rasmus Ejrnæs · Seniorforsker i biodiversitet

    Klar tale

    Tak til rektor for AU for at udtrykke tillid til AU's forskere og italesætte et stigende problem med politisk pres på forskerne og vores resultater.

    Ingen er ufejlbarlige, men samfundet har brug for den bedste og nyeste viden som grundlag for at træffe fornuftige beslutninger. Og fordi ingen er ufejlbarlige skal denne viden naturligvis kunne diskuteres åbent i både faglige og politiske sammenhænge. Uden at forskerne skal hænges til tørre for at gøre deres arbejde.

    Og naturligvis kan forskernes optræden i medierne også diskuteres som en del af den offentlige debat.

    Men "utilgivelige, varige skampletter" og anden forskerbashing af den kaliber, er ingen tjent med.

    AU's forskere har leveret rådgivning til brug for udarbejdelsen af landbrugspakken under stort politisk pres og under stort tidspres. AU's forskere har deltaget i uendelige diskussioner med embedsværket om opgaveløsningen og stillet op til den efterfølgende offentlige debat.

    Ingen tvivl om at samfundet kan lære af hele forløbet omkring denne rådgivning, og rektors opsang her kunne jo være starten på denne læringsproces.

  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Det gælder AU's troværdighed

    Jeg er ikke uenig med Rasmus Ejrnæs i, at udtryk som "utilgivelige, varige skampletter" er hård kost.
    Nu var det ikke mig, der introducerede "skampletterne", jeg returnerede kun.

    Men jeg må fastholde, at det er "utilgiveligt", når myndighedsbetjenende forskere bevidst forlader det videnskabelige grundlag for at agitere med mere politiske holdninger om kvælstof over for politikerne og offentligheden. Og når det sker med direkte uvidenskabelige grafer som f.eks. den om "vandets klarhed i Kattegat-Bælthavet som funktion af danske kvælstoftilførsler", er det samtidig sabotage af troværdigheden hos Aarhus Universitets og dets mange dygtige forskere.

    Denne situation må såvel rektor som forskere på AU erkende.
    Hvor er AU ellers på vej hen?

Tidligere ansat i åben kritik: Verdensnaturfonden ledes gennem frygt

Tidligere ansat i åben kritik: Verdensnaturfonden ledes gennem frygt

LEDELSE: Bo Øksnebjerg nedbryder WWF med en ledelsesstil, der fylder medarbejderne med frygt, siger journalist og tidligere pressemedarbejder i organisationen. Generalsekretær Bo Øksnebjerg afviser kritikken, og et medlem af bestyrelsen kalder arbejdsmiljøet i WWF for "godt".