KU-rektor: Politisering truer ministeriernes forskningsrådgivning

Af Henrik C. Wegener
Rektor, Københavns Universitet

Polemikken om Landbrugspakken og andre sager har sat fokus på den forskningsbaserede rådgivning, som ministerier og andre offentlige myndigheder betjener sig af.

I positiv forstand bør det nu stå klart, at god forskningsbaseret rådgivning er et seriøst og vigtigt gebet. Men den kan også blive prekær, fordi den ofte foregår i et pulserende politisk univers, hvor samspillet mellem forskere, embedsmænd og politikere kommer i fokus.

Grundlæggende er jeg ikke bekymret for forskningsfriheden, hverken på mit eget eller de andre danske universiteter. Den har universiteterne og forskerne en indlysende interesse i at værne om.

Jeg er heller ikke bekymret for forskningskvaliteten. Her skal den kritiske debat og naturlige konkurrence mellem forskere nok holde det faglige niveau højt.

Politikernes adgang til ny forskning er truet
Jeg er mere bekymret for den styring, der er i den forskningsbaserede myndighedsrådgivning.

Den øgede afstand mellem de forskningskyndige rådgivere og de politiske beslutningstagere har udfordret den tidligere tætte dialog. Og embedsmændene spiller tilsyneladende en stadig større rolle i fortolkningen af resultaterne.

Henrik C. Wegener
Rektor, Københavns Universitet

Her tænker jeg særligt på kvaliteten af de systemer og rammer, der skal sikre, at forskernes resultater og ekspertbaserede skøn når ordentligt frem til administrative topchefer og politiske beslutningstagere.

Verdens cirka 10 millioner aktive forskere frembringer og formidler tusindvis af nye videnskabelige opdagelser hver dag.

Det betyder, at vores forståelse af os selv og vores omverden hele tiden ændrer sig. Dermed forandres grundlaget for at træffe myndighedsafgørelser og politiske beslutninger kontinuerligt.

Det er essentielt, at myndigheder og politikere har adgang til relevant og aktuel ekspertviden. Præsenteret på en måde, der gør den brugbar som baggrund for politiske prioriteringer og beslutninger.

Derfor benyttes forskere som eksperter og rådgivere, når der skal træffes afgørelser og beslutninger på de mange forskellige politikområder – fra sundheds- og miljø- til social- og skattepolitik.

Forskeres vurderinger må ikke pilles ved
Sagen om Landbrugspakken og andre sager minder os om, at den forskningsbaserede rådgivning skal være uangribelig.

Forskernes resultater og vurderinger kan godt divergere, men de må ikke forstærkes eller på anden måde pilles ved undervejs i hverken den administrative eller politiske beslutningsproces.

Den påmindelse bliver særligt relevant, når vi ved, at hovedparten af ministeriernes store rådgivningsopgaver, den såkaldte myndighedsbetjening, i de kommende år udbydes i konkurrence blandt universiteter og andre vidensinstitutioner.

Politiske beslutninger påvirkes naturligvis af ideologiske præferencer, politiske fornemmelser og mange andre rimelige faktorer, der i sidste ende afgør de politiske valg. Sådan skal det være.

Men de politiske beslutninger skal også understøttes af en direkte linje til ny viden og et evidensbaseret overblik inden for det pågældende område.

Mistillid avler mistillid
Vi oplever for mange sager, hvor der bliver sået tvivl om systemets integritet, kvalitet og uafhængighed.

Der bliver eksempelvis stillet spørgsmål ved, om embedsmændene i for høj grad politiserer og agerer filter i forhold til de forskningsresultater, der når frem til politikerne eller de administrative topchefer, der skal træffe de endelige afgørelser i myndighedssager.

Der spørges også til, om universiteter og forskere kan holde sig fri af det til tider hidsige politiske spil, som de skal levere rådgivning til. Det slider på befolkningens, men også politikernes tillid. På sigt er det uholdbart.

For lang afstand mellem forskere og politikere
I de fleste lande produceres størstedelen af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning af særlige specialiserede institutioner, der er knyttet til det ministerium, som har ansvar for politikområdet.

I 2006 besluttede den danske regering, som led i globaliseringsstrategien, at et stort flertal af landets sektorforskningsinstitutioner skulle fusionere med universiteterne.

De overordnede mål var at løfte niveauet af forskningen og bringe den bredere i spil og tilgængelig også for de studerende på universiteterne.

Jeg vil påstå, at de politiske mål er blevet indfriet til fulde, men konsekvenserne specifikt for den forskningsbaserede rådgivning er mere blandede.

Den øgede afstand mellem de forskningskyndige rådgivere og de politiske beslutningstagere har udfordret den tidligere tætte dialog. Og embedsmændene spiller tilsyneladende en stadig større rolle i fortolkningen af resultaterne.

Vi skal hen mod et system, hvor rollefordeling og armslængden mellem forskere og myndigheder er klar. Og den skal i højere grad rumme en fri, faktabaseret debat med plads til uenighed i fuld offentlighed.

Den skal også kunne rumme forskere, der gerne udfordrer og forholder sig kritisk til de ministerier og myndigheder, der er deres opdragsgivere – og at det i øvrigt er tæt på umuligt at få et universitet til at tale med én forskningsstemme – og at det i øvrigt heller ikke er meningen.

Videnskabsrådgivere i ministerier
Danmark kan hente inspiration til alternative modeller for inddragelse af universitetsforskere i rådgivningsprocesser i udlandet.

Det kan eksempelvis være systemer som EU’s specialiserede agenturer eller EU-Kommissionens videnskabelige rådgivningsmekanisme med etablering af videnskabelige paneler på en række politikområder og med inddragelse af de bedste eksperter fra flere universiteter i rådgivningsarbejdet.

En række EU-lande har tilsvarende systemer. Rådgivningsmekanismen skal vedligeholde en systematisk dialog mellem universiteter og myndigheder og opbygge legitimitet og accept bredt i befolkningen.

Endvidere kan man overveje ansættelse af videnskabsrådgivere i ministerierne, nu da ministerierne har mistet den tætte kontakt til ”egne” forskere. Den model kendes også fra andre lande og kan måske styrke relationen mellem eksperter og beslutningstagere i ministerier og andre myndigheder.

Forskernes rådgivning bør kunne afleveres frit og uhindret til administrative topchefer og politiske beslutningstagere – uanset hvilken vej forskernes statistikker og vurderinger vender.

Danmark har etableret et system for forskningsbaseret myndighedsrådgivning, som ikke ser ud til at fungere optimalt.

Lad os give hele det forskningsbaserede rådgivningssystem et serviceeftersyn, før flere enkeltsager miskrediterer systemet.