Biolog: Når mennesker volder dyr lidelse, har vi et ansvar

Den 24. marts offentliggjorde miljøministeren beslutningen om yderligere 10 naturnationalparker. Det efter et meget langt forløb med en overordentligt ophedet debat om etiske hensyn til de dyr, der vil skulle gå bag enten et lavt kreaturhegn eller et højt vildthegn. Dyr bag hegn har vi jo et ansvar for.

Bekymringen i offentligheden og politisk for dyrenes tarv i naturnationalparkerne har været overvældende. Også selvom loven klart fastsætter, at dyrene ikke må sulte og om nødvendigt skal fodres, må man have den dybeste respekt for bekymringen.

Og selvom der skal fastsættes juridisk bindende vilkår om tilsyn af dyrene, som skal sikre det enkelte dyrs tarv, må man respektere bekymringen over at vildhestene ikke nødvendigvis vil blive tilset enkeltvis dagligt i naturnationalparkerne.

Kendskab til aktiviteter, som påfører dyr alvorlige lidelser, skal afspejles i relevante foreninger, offentligheden og det politiske fokus med udgangspunkt i omfanget og alvoren. Det, kan jeg desværre ikke se, er tilfældet.

Bo Håkansson
Biolog

Generelt har vi som mennesker nemlig ansvar for at reducere risikoen for at påføre dyr lidelser igennem vores aktiviteter, uanset om de er under hegn eller ej.

Og kendskab til aktiviteter, som påfører dyr alvorlige lidelser, skal afspejles i relevante foreninger, offentligheden og det politiske fokus med udgangspunkt i omfanget og alvoren. Det, kan jeg desværre ikke se, er tilfældet.

Dyreungerne i grønthøsteren

I mere end 20 år har man både politisk og i offentligheden via medieomtale vidst, at tusindvis af fugle, harekillinger og rålam får klippet benene eller hovedet af eller bliver sprættet op, når forårets grønthøst går i gang, netop når dyrene har unger. Og at de ikke alle dør med det samme.

I 2017 anslog en undersøgelse, at omkring 20.000 rålam dør i maskinerne hvert år. Det er hverken landmændenes eller maskinførernes skyld, for man har i dag ikke tekniske løsninger, der kan forebygge, at dyrene ryger i maskinerne.

Derfor har både erhvervs- og naturorganisationer overfor politikerne sammen i årevis peget på behovet for en seriøs økonomisk prioritering af udvikling af løsninger. De afsatte midler har imidlertid ikke rakt til udvikling af løsninger, endsige midler til at forskere kan undersøge omfanget nærmere i de enkelte typer afgrøder.

Dyrene i vejkanten

Helt tilbage i 2002 angav miljøministeriets "Aktionsplan trafikdræbte dyr", at i størrelsesordenen 55.000 harer, 30.000 grævlinger, 1.500 stykker hjortevildt og 20.000 mindre pattedyr som for eksempel egern, årligt dræbes på vejene.

Vejdirektoratet er siden blevet gode til at lave ledelinjer og "faunapassager", der reducerer problemet i forbindelse med nyanlæg af større veje.

I 2021 afsatte et bredt politisk flertal via infrastrukturaftalen 105,8 milliarder frem til 2035. Men der er ikke afsat penge til at reducere omfanget af trafikdræbte dyr ved de gamle vejanlæg, hvor dyrene fortsat køres ned.

Anskudte dyr accepteres

I mange år har man arbejdet med at reducere anskydninger af fugle og pattedyr i forbindelse med jagt, der jo er en hobby, som er bredt accepteret.

Danmarks Jægerforbund og de enkelte jægere tager risikoen for anskydninger meget alvorligt og har i årevis gjort en kæmpe indsats for at reducere omfanget.

En nyere undersøgelse fra 2015 lavet af Aarhus Universitet anslog for eksempel, at "kun tre procent af rådyrene i undersøgelsen har hagl i kroppen, og at andelen af lettere anskudte rådyr i den danske bestand næppe vil kunne blive lavere".

At tre ud af 100 rådyr går rundt med hagl i kroppen, er altså bredt accepteret, samt at andre arter også anskydes i varierende omfang afhængig af art.

For man har her faktisk gjort en målrettet indsats for at reducere risikoen for at påføre lidelse. Jeg selv har derfor intet imod jagt, der respekterer lovgivningen. Og jagt accepteres også politisk og i offentligheden, selvom anskydninger og dermed lidelse er uundgåelig. Ligesom når rovdyr tager byttedyr.

Hvor er det politiske fokus på de tusindvis af harekillinger og rålam, der hvert forår får benene kørt af i høstmaskiner, dyrene som rammes af biler og slæber sig ind i vejkanten for at dø eller leve videre med brækkede ben?

Bo Håkansson
Biolog

Hvor er det politiske fokus?

Som privatperson har jeg et kæmpestort ønske om, at vi som mennesker ikke påfører hverken vilde dyr eller holdte dyr lidelser som følge af handlinger, som vi ved, kan indebære væsentlige lidelser. Og som vi faktisk kan forebygge eller reducere til et minimum.  

I naturnationalparkerne er dyrene sikret mod høstmaskiner, anskydninger og trafikdrab. Hvad med dyrene uden for naturnationalparkerne? Har man ikke et ansvar for at reducere de lidelser, vi påfører dem?

Hvor er det politiske fokus på de tusindvis af harekillinger og rålam, der hvert forår får benene kørt af i høstmaskiner, dyrene som rammes af biler og slæber sig ind i vejkanten for at dø eller leve videre med brækkede ben?

Og hvor er den røde tråd i at acceptere anskydninger af dyr som følge af en hobby, mens det er helt uacceptabelt ikke at tilse en vildhest dagligt i en naturnationalpark?

Hvor er den røde tråd i den offentlige debat og det politiske fokus? Og synes man politisk at alvoren afspejler den rette prioritering af forebyggende indsatser?