Biolog: Vi må ikke glemme at beskytte biodiversiteten, når treparten skal ud at leve i praksis

Alt afhænger af kvælstofhammeren

Landbruget læser også aftalen således, at den muliggør endnu mere intensiv brug af gødning og pesticider på de 85 procent af det samlede landbrugsareal, som jo ikke skal omlægges.

Direktøren for Danish Crown har i samme ånd udtalt, at der således er “god plads til” at producere ti millioner flere slagtesvin om året i den i forvejen rekordstore og intensive danske svineproduktion.

Selv hvis en effektiv hammer blev indført, og aftalens formål faktisk blev indfriet, vil gevinsten for natur og biodiversitet være ret begrænset.

Søren Mark Jensen
Biolog og geograf

Men den gode historie, som mange tror på, er, at naturen trods alt vil få et stort løft, når de mange milliarder skattekroner, som følger med trepartsaftalen, skal udbetales som kompensation til landmænd, der omlægger noget af deres dyrkede markareal til natur.

Aftalen fastslår jo, at der skal etableres 340.000 hektar nye skove frem mod 2045, og at der på lavbundjorde i et hurtigere tempo skal genskabes 140.000 hektar søer og moser.

Men aftalen fastslår samtidig, at det er frivilligt for landmændene at deltage i øvelsen. 

Og indtil videre sker der heller ikke rigtig noget, da jordpriserne er steget kraftigt, ikke mindst på grund af de rigelige økonomiske midler i treparten.

Og landmændene kræver derfor nu højere kompensationsbeløb per omlagt hektar end forudset i aftalen.

Aftalen åbner for en opstramning i 2027, hvis de frivillige omlægninger udebliver. Her tales der om, at der skal indføres en såkaldt “kvælstofhammer”, altså et nyt regelsæt, som skal få landbruget på rette kurs.

Da der næppe vil ske nævneværdige omlægninger, før denne hammer eventuelt indføres, bliver den helt afgørende for, om hele trepartsaftalen implementeres.

Naturen mærker næppe gevinsten

Hammeren er imidlertid ikke præciseret eller defineret i aftalen og heller ikke politisk forhandlet på plads, og ser man på tidligere erfaringer med danske regeringers forsøg på at gøre landbruget mere bæredygtigt, er der desværre grund til at frygte, at hammeren ender som en blød og ineffektiv størrelse.

Men hvad, der næsten er værre, er, at selv hvis en effektiv hammer blev indført, og aftalens formål faktisk blev indfriet, vil gevinsten for natur og biodiversitet være ret begrænset.

Alt i alt vil den grønne trepart være meget langt fra at kunne standse faldet i biodiversiteten.

Søren Mark Jensen
Biolog og geograf

De skove, der skal etableres – jævnfør aftalen, er primært produktionsskove, som er kendte for et lavt indhold af biodiversitet.

Og det mindre areal af “urørte skove”, som forudses med aftalen, risikerer at blive små og spredte og uden store græssere – hvilket biologisk set også er en tvivlsom konstruktion.

Når det gælder de nye vådområder, er perspektiverne naturmæssigt set desværre heller ikke positive.

De fleste truede vilde plante- og dyrearter i Danmark er knyttet til næringsfattige og lysåbne naturtyper som blandt andet overdrev og enge – og ikke til de næringsrige vådområder, som aftalen sigter mod at få skabt, fordi de skal fungere som kvælstoffiltre for gødningsforbruget på højere liggende marker.

Sådanne kvælstofrige vådområder risikerer derfor kun at være til begrænset gavn for hovedparten af de truede vilde danske plante- og dyrearter.

Mest muligt ud af treparten

Alt i alt vil den grønne trepart være meget langt fra at kunne standse faldet i biodiversiteten og heller ikke kunne sikre, at Danmark lever op til FN's og EU's mål om, at mindst 30 procent af landarealet skal udgøres af beskyttet natur inden 2030.

Selv efter en fuld gennemførelse af aftalen vil Danmark fortsat være det mest opdyrkede land i Europa.

Nu er trepartsaftalen imidlertid en realitet og en stor samfundsmæssig investering, og det er derfor vigtigt at få det bedst mulige ud af den.

Vi må arbejde for, at der på kommunalt lokalt niveau, altså der hvor aftalen udmøntes i praksis, arbejdes for, at der ikke alene fokuseres på kvælstofreduktion og klimaaftryk.

Der bør tages bredere hensyn – herunder til beskyttelse af sårbare grundvandsressourcer og til biodiversiteten – det sidste ved at få skabt store og sammenhængende naturområder samt udyrkede-bræmmer langs kysterne, langs åer og rundt om søer.

Og vi må så samtidig sætte vores lid til, at der snart vedtages en ny natur- og biodiversitetslov, som ikke bygger på tekniske lappeløsninger, men på reelle og bindende initiativer, der kan standse biodiversitetstabet.