Debat

Landfill mining er guld for grundvandet

DEBAT: Landfill mining er ikke økonomisk set en guldgrube. Men opgravning af lossepladser kan til gengæld være guld for vandmiljøet, skriver Jørgen Mølgaard Christensen.

Landfill mining kan være til stor gavn for Danmarks vandmiljø, mener Jørgen Mølgaard Christensen.
Landfill mining kan være til stor gavn for Danmarks vandmiljø, mener Jørgen Mølgaard Christensen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Mølgaard Christensen
Direktør i BioRem og projektleder på det MUDP-støttede landfill mining-projekt i Skårup

Som beskrevet i Altinget 4. marts har en gruppe danske virksomheder gennemført og afrapporteret et projekt med ’minedrift’ på danske lossepladser - såkaldt landfill mining.

I landfill mining-projektet har vi netop haft fokus på at beskrive de praktiske muligheder ved opgravning og genanvendelse af affaldet samt at udarbejde et værktøj, der giver beslutningstagerne mulighed for at foretage realistiske beregninger af økonomien i at fjerne eksempelvis en losseplads.

Resultaterne af landfill mining-projektet på Skårup affaldsdepot viser, hvorledes afgravningen af gammelt affald kan udføres i praksis. Desuden angiver rapporten en beregningsmodel for, hvorledes økonomien vil være ved en given afgravning og genanvendelse af affald, som i dag kan udgøre en alvorlig miljørisiko.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Projektet afdækkede en række af de praktiske og økonomiske muligheder, der ligger i at opgrave, sortere og genanvende affald fra gamle lossepladser.

Umiddelbart viste det sig dog, at landfill mining isoleret set ikke er nogen guldgrube. Udbyttet ved afsætningen af de opgravede og udsorterede affaldsfraktioner er ikke tilstrækkeligt til direkte at afholde de omkostninger, der er forbundet med opgravning og sortering af affaldet.

Der kan opnås store miljømæssige gevinster ved opgravning af en række lossepladser og affaldsdepoter, hvorfra der i dag siver store mængder af giftstoffer og andre miljøfremmede stoffer.

Jørgen Mølgaard Christensen
Projektleder på det MUDP-støttede landfill mining-projekt i Skårup

Gevinst for vandmiljø og grundvand
Det kommer dog næppe som nogen nyhed i affaldsbranchen, da sammensætningen af affald på danske lossepladser erfaringsmæssigt ikke viser affaldsindhold af stor værdi.

Hertil kommer, at afsætningen af affaldet er besværliggjort af en række afgiftsforhold og anden lovgivning. Derfor er der i projektrapporten fra MUDP-projektet gennemgået en række andre fordele ved at gennemføre landfill mining end de direkte økonomiske.

Det er Biorems opfattelse, at der kan opnås store miljømæssige gevinster ved opgravning af en række lossepladser og affaldsdepoter, hvorfra der i dag siver store mængder af giftstoffer og andre miljøfremmede stoffer. Det er disse udsivninger, der i betydeligt omfang påvirker vore vandløb og vore grundvandsressourcer, vi skal undgå.

Der er indtil videre registreret omkring 3.300 lossepladser rundt om i landet. De foreløbige resultater af regionernes gennemgang af risikobilledet for disse pladser viser, at for omkring 900 pladser kan forureningen udgøre en risiko for miljøet.

Eksempelvis har DTU i februar i år fremlagt målinger, der viser store udsivninger af det kræftfremkaldende vinylchlorid fra et tidligere affaldsdepot ved Grindsted Å.

Guld for grundvandet
Vi har i mange år kendt til en stor del af disse udsivninger af gift fra lossepladser og affaldsdepoter, men der er ikke gjort nogen væsentlig indsats for at løse problemet.

Derimod udføres der løbende store mængder af målinger og undersøgelser for at monitere problemets udvikling, og der udsendes løbende "kortlægninger" af både enkeltsager og af mere generelle oversigter over problemet omfang; men kun i yderst begrænset omfang er der anvendt midler til at løse problemerne.

En væsentlig årsag til, at de kraftigt forurenende lossepladser og depoter ikke er opgravet og håndteret for længst, er, at der har været stor usikkerhed om både mulighederne og økonomien herved.

Vi vil opfordre myndighederne og andre beslutningstagere til at bruge denne nye viden og det nye værktøj til fremover at benytte ressourcerne til i højere grad at fjerne de forurenende lossepladser frem for blot at fortsætte undersøgelserne og de mange såkaldte afværgepumpninger.

Det vil være guld værd for vandmiljø og grundvand.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00