BL: Hvem taler usandt, Markager?

DEBAT: Det er grove og udokumenterede postulater om landbrugets kvælstofudledning, der i stride strømme flyder fra AU-professor Stiig Markagers pen. Det skriver rådgiver i Bæredygtigt Landbrug Poul Vejby-Sørensen.

Af Poul Vejby-Sørensen
Cand.agro. og rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

”Det er usandt, når landbruget igen og igen påstår, at Danmark overimplementerer Vandrammedirektivet i forbindelse med næringsstoftilførsler til havet,” lyder det fra Stiig Markager, professor ved Aarhus Universitet i Altinget 3. december.

Når Stiig Markager som Naturstyrelsens rådgiver og en af arkitekterne bag dansk vandplanlægning beskylder et helt erhverv for at tale usandt, beder han selv om at komme under mikroskopet. 

Det kommer han så. Først fagligt, senere forvaltningsmæssigt. Resultatet er ikke kønt.

Fjord-fejlen er grum
Stiig Markagers postulat om, at omkring 95 procent af danske fjorde ikke lever op til målsætningen om såkaldt god økologisk tilstand, bygger på hans subjektive definition af god økologisk tilstand. 

Der findes mange andre definitioner, der ikke ligner Stiig Markagers.

Markager slører som ofte før sine påstande ved at tale om næringsstoffer under ét i stedet for at nævne de to centrale aktører, kvælstof og fosfor. Så er der ingen, der opfatter, hvad han mener. 

Virkeligheden er, at Danmark går helt vildt til værks i angrebet på harmløst nitrat fra landbruget, men forsømmer at gøre noget ved det reelle problem: tusindvis af spildevandsoverløb med fosfor, organisk stof og naturfremmede stoffer. 

Det er problemet for fjordene.

Fokus er forkert og gammeldags
Stiig Markager påstår, at Danmark har forpligtet sig til at tilvejebringe god økologisk tilstand i alt naturligt overfladevand, hvorefter han definerer god økologisk tilstand for fjorde og kystnære områder som ålegræs ud til 74 procent af de historiske dybdegrænser målt omkring år 1900. 

Markager forudsætter altså, at Danmarks vandmiljø skal være omtrent som for over 100 år siden, selv om befolkningen i mellemtiden er mere end fordoblet, og alle i modsætning til dengang har fået vaskemaskiner og toiletter, der udleder fosforrigt spildevand gennem kloakledninger ud i fjordene, ofte via dysfunktionelle renseanlæg. 

For 100 år siden hældte man toilettønden ud på jorden, så indholdet straks fortsatte i det naturlige decentrale næringsstofkredsløb. Da var der ålegræs i fjordene. 

Men udviklingen i husholdningerne og kloakeringen sendte efterhånden alle problemerne videre til nogle renseanlæg, som stadig ikke er kapable til at klare opgaven, hvis der kommer en regnbyge.

I tusindvis af tilfælde hvert år medfører udslip af urenset spildevand problemer i fjorde og lignende som følge af fosforudledning. Alligevel retter Markager og hans kolleger kritikken mod minimal nitratudledning fra landbruget, som får den ene kæberasler efter den anden, hvorimod det blinde øje rettes mod spildevandet. 

Det er ikke fagligt seriøst.

Strategien er gal
Stiig Markager vil ikke vente til 2027, når nu god økologisk tilstand skulle have været opnået i 2015. 

I stedet for at analysere årsagen til manglende resultater, spiller han videre på den falske melodi om, at alt er i orden, men at Danmark ikke er i mål, som han skriver, på grund af et “dårligt udgangspunkt” og en ”træghed”, der er indbygget i marine systemer.

Ekspertgruppen fra DMU/DCE har nu sunget det samme refræn i 30 år: Kvælstof har stigende betydning, jo mindre der er af det, for så bliver det mere begrænsende. 

Her har vi et af historiens største fupnumre: Landbrugets kæmpeindsats for at opnå en halvering af kvælstofudledningen har kun gjort det hele værre, fordi myndighederne har hævet overliggeren. 

Det er en indbygget egenskab i den forfejlede strategi, at jo mere kvælstofudledningen reduceres, jo mere begrænsende opfattes kvælstof, og jo vigtigere er det at reducere kvælstofudledningen yderligere. 

Det er en speciel logik, og den virker ikke. Derimod fører strategien direkte til økonomisk katastrofe, for det sidste kvælstof kan jo ikke fjernes. Og hvis det kunne, ville det føre til den ultimative katastrofe: Alt liv ville forsvinde!

Disse komplekse realiteter levner ingen forståelse hos Markager, der blot konstaterer, at Vandrammedirektivet ikke handler om landbrugets konkurrencevilkår. 

Kvælstof-myten må aflives
Den ensidige kvælstofstrategi, som Stiig Markager markedsfører, bygger på skrivebordsmodeller, der er en slags pseudovidenskab uden ret mange realiteter.

Forbedring af den økologiske tilstand i de marine områder forudsætter konkret og faktuel viden om de biologiske kvalitetselementer. 

Men kvælstofstrategien kan ikke på et objektivt grundlag kvantificere sammenhængen mellem artssammensætningen af fytoplankton, vandplanter og bunddyr og tilførslen af kvælstof fra oplandet, således som det er forudsat i Vandrammedirektivet. 

Denne opsigtsvækkende konklusion offentliggjorde DMU allerede i 2002 i rapport nr. 390.  Men i dag er den gemt langt væk for offentligheden. 

Det opsigtsvækkende ved rapport nr. 390 var, at den erkendte, at Danmark ikke havde et vidensgrundlag, der kunne leve op til Vandrammedirektivet to år efter, at EU havde vedtaget det. Og intet har ændret sig siden.

Den manglende viden om biologiske kvalitetselementer blev derfor erstattet af en skrivebordsmodel, nemlig ålegræsmodellen, der ved indvielsen blev rost til skyerne, men som allerede er kasseret som ubrugelig. 

Desværre bliver den nu erstattet af nye lige så ubrugelige kvælstofmodeller, hvor usikkerheden når helt op til astronomiske 177 procent! 

Leverer kun bortforklaringer
At virkningen af kvælstofstrategien udebliver, sætter ingen tanker i gang hos eksperterne fra DCE. De skruer bare op for forklaringerne om økosystemets træghed. 

Og Markager er nu nået op på en forsinkelse på cirka 30 år, som han så bruger til at argumentere for, at det haster med tiltag for at opnå god økologisk tilstand i 2021 eller 2027, som er de næste frister. 

Markager går endda så vidt som at påstå, at hvis man venter til 2027 med at implementere de virkemidler, han foreslår, så planlægger man ikke at overholde Vandrammedirektivet.

Påstanden er totalt forfejlet: Vandrammedirektivet kan ikke anvendes som ophæng for sådanne private synspunkter.

Argumenterne ligner en politikers
Markager udelukker nærmest med foragt ethvert hensyn til landets økonomi. 

Derfor finder han det også meningsløst, når landbruget henviser til et lavt proteinindhold i kornet, som et resultat af overimplementering. 

Han brillerer med manglende kendskab til den fysiologiske grundbetingelse, at proteindannelse forudsætter tilførsel af kvælstof. 

Han foreslår bare et andet sortsvalg. Og han forholder sig ikke til, at kvælstofstrategien har kostet landet mindst 100 milliarder kroner.

Ingen tvivl om, at ålegræs er en indikator på godt miljø. Men teorien om, at yderligere begrænsning af kvælstofniveauet fører til mere ålegræs, er for længst skudt ned. 

Både i teori og i praksis. Det er faktisk et af beviserne på, at kvælstofstrategien er slået fejl.

Derfor er er Markagers krav om yderligere stramninger af landbrugets kvælstofudledninger uden faglig begrundelse. 

Hans argumentation har da også mere politisk karakter.

En 42.000 tons reduktion er utopi
I Stiig Markagers udlægning kan god økologisk tilstand i marine områder kun opnås ved en reduktion af kvælstofudledningerne med 26 procent fra de nuværende 57.000 til 42.000 tons kvælstof per år inden 2021. 

Men i virkeligheden er de 42.000 tons resultatet af en flere år gammel politisk studehandel. Så hvis tallet passer i Markagers regnemodel, er det enten et helt utroligt tilfælde eller udtryk for kreativ modelberegning.

En reduktion på 42.000 tons er urealistisk. Uanset midler. 

Den har intet at gøre med Vandrammedirektivet, der slet ikke forholder sig til nationale målsætninger, men omhandler enkelte overfladevandområder. Vandrammedirektivet stiller under ingen omstændigheder direkte krav til udledninger. 

Alene et forsøg på at nå 42.000 tons vil være ødelæggende for landbrugserhvervet. Og resultatet vil fortsat udeblive, da strategien er forkert.

Landbruget har fået nok
I landbruget er man efterhånden godt og grundigt trætte af de mange udmeldinger, der kommer fra professor Markager. 

Fagligt set er hans udmeldinger uden dokumentation og bygger helt åbenlyst på usikre skrivebordsmodeller uden forankring i virkeligheden.

Men når Stiig Markager her i Altinget direkte beskylder landbruget for igen og igen at tale usandt om overimplementering af EU-bestemmelserne, udvides diskussionen fra faglig/videnskabelig til også at omfatte EU-retlige aspekter. 

Vedrørende overimplementering af Vandrammedirektivet skrev daværende miljøminister 28. november 2014 følgende til Folketinget: 

"Efter Vandrammedirektivet skal medlemslandene som udgangspunkt nå målet om, at alle vandforekomster som minimum opnår god tilstand senest december 2015. Det er ikke muligt entydigt at vurdere minimumsniveauet for udmøntningen af direktivet, der overlader det til medlemslandene at udfylde de rammer, direktivet opstiller for at nå målet".

Står miljøministerens svar til troende, er der ingen tvivl om, hvem der taler usandt: Det er ikke landbruget, men derimod professor Stiig Markager.

Tid til en troværdighedstest
Lad os teste professorens troværdighed.

For det første må Stiig Markager som Naturstyrelsens faglige rådgiver fremlægge en skudsikker dokumentation for sin udmelding om, at kvælstofudledningen til de marine områder skal reduceres til 42.000 tons. 

Det er ikke nok med en af de sædvanlige skrivebordsberegninger. Der skal solid videnskab på bordet i form af konkret og entydig viden, baseret på det fuldskalaforsøg, som danske landmænd gennem de seneste 25-30 år har være ufrivillige deltagere i, og som ikke har sikret de biologiske kvalitetselementer for de marine områder, som Vandrammedirektivet forudsætter.

For det andet må vi anmode regeringen om at bekræfte, at EU's vandrammedirektiv overlader til medlemslandene at udfylde de rammer, direktivet opstiller for at nå målet, og at der i kraft af vandrammedirektivet ikke foreligger EU-retlige bindinger om at begrænse kvælstofudledningen til 42.000 tons kvælstof, således som Stiig Markager præsenterer det!

Afgørelsen er på vej
I forhold til professor Stiig Markager ønsker landbruget helt rene linjer. Om samme ønske også gælder den anden vej, er et godt spørgsmål.   

Vi ønsker fuld klarhed over, om de 42.000 tons kvælstof er blevet meldt ud til EU-kommissionen med retligt bindende virkning. Altså om der foreligger en udmelding med lignende retlig bindende virkning som for de usaglige ammoniakkrav på 24 procents reduktion.

Skulle der mod forventning foreligge en retlig binding, skylder regeringen landbruget et svar på, hvornår og af hvem en sådan udmelding til EU og bemyndigelsen hertil er givet. 

Ligeledes må retsvirkningerne konkretiseres.

Vi imødeser en dokumentation fra professor Stiig Markager.

Men da miljø- og fødevareministeren for nylig besluttede, at arbejdet omkring vandplanerne skal gås efter i sømmene, vil der under alle omstændigheder komme klarhed over tingene. Herunder om Stiig Markager har ret i, at der foreligger EU-retlige bindinger omkring nævnte 42.000 tons kvælstof – eller om han taler usandt.

Forrige artikel Forsker: Giv kommuner værktøjer til vækst i landzonerne Forsker: Giv kommuner værktøjer til vækst i landzonerne Næste artikel SEGES: Markager viser bekymrende mangel på viden SEGES: Markager viser bekymrende mangel på viden
  • Anmeld

    Thyge Bygaard

    Sort snak fra Vejby-Sørensen

    River Markagers argumenter fra hinanden - står det i rubrikken til Vejby- Sørensens omfangsrige indlæg. Jeg leder forgæves efter hvor det er sket. Reelt et indlægget blot endnu en gentagelse af de argumenter som er fremført fra forfatteren gennem de seneste 25 år. Med det bliver de ikke mere korrekte er. Tværtimod er der intetnationalt så godt som koncensus blandt forskere om den rolle som kvælstof spiller i det marine miljø og som også Markagers står for. Når Vejby-Sørensen forsøger at finde forsknings mæssigt belæg for sine postulatet er det ved at bruge viden fra ferskvand men det givet ikke mening. EU er også enig i at kvælstof er et alvorligt problem i det marine miljø. Vejby-Sørensen kommer kun med sort snak

  • Anmeld

    Jan Pedersen

    Landbrugets dysfunktionelle renseanlæg

    I partsindlægget fra BL savnes bare en simpel overslagsregning på hvor meget hver enkelt dansker allerede har punget ud til - viser det sig - ret effektiv fjernelse af kvælstof og fosfor via rensningsanlæg. I dag er der især et rensningsanlæg der ikke virker - og det er landbrugets. Når man udleder beskidt drænvand fra vandløbenes gamle enge, fordi man nu kalder dem for marker, så ville det da ellers være nærliggende at rense op inden man lod sprøjtemidler og gødningsstoffer suse videre ud i vandmiljøet. Hvornår mon landbruget for fixet deres dysfunktionelle rensningsanlæg?