BL: Ret systemfejlene bag vandplanerne

Af Poul Vejby-Sørensen
Ekstern rådgiver i Bæredygtigt Landbrug

De danske vandplaner har i årevis været konstrueret med indbyggede systemfejl.

Modelgrundlaget bag vandplanerne indeholder den alvorlige systemfejl, at en forøget fosforudledning til en recipient fører til et krav om reduceret kvælstofudledning. 

Det betyder, at sjusk med rensning af spildevand, herunder mange hundrede overløb af urenset spildevand, ikke forfølges som udslip af for meget fosfor. Det udløser derimod krav om reduktion af landbrugets udledning af kvælstof.

Som følge af den fejlbehæftede model har spildevandsrensningen fået lov at sejle, mens kvælstofrestriktionerne har fået landbruget til at segne.

Skandaler og skuldertræk
I mange år er dansk spildevand blevet renset dårligt for fosfor. Målsætningen fra 1987 om 80 procents reduktion af fosforudledningerne er aldrig blevet opfyldt. 

Reduktionskravene til landbrugets vigtigste næringsstof er blevet strammet og strammet, mens danske fosforudledninger fra spildevand kun er mødt med et skuldertræk. 

Poul Vejby-Sørensen
Faglig rådgiver i Bæredygtigt Landbrug

Danmark er bagud på området og udleder 10 gange så meget fosfor fra renseanlæggene som vore nabolande. Fosforkoncentrationen er endda svagt stigende i mange danske vandområder. 

Samtidig er kvælstof faldet til cirka halvdelen. Men som følge af den fejlbehæftede strategi fører situationen alligevel til skærpede kvælstofrestriktioner.

Reduktionskravene til landbrugets vigtigste næringsstof er blevet strammet og strammet, mens danske fosforudledninger fra spildevand kun er mødt med et skuldertræk. 

Spørgsmålet er, om denne skandale er bevidst eller ubevidst? Om det drejer sig om svindel eller sjusk?

Det er en åbenlys systemfejl, at indsatsen mod eutrofiering sker ensidigt ved kvælstof. I det marine økosystem interagerer de to hovednæringsstoffer, kvælstof og fosfor, nemlig i en så omfattende grad, at det ikke giver mening at beregne og regulere på kvælstof alene.

Det er samspillet mellem kvælstof og fosfor, der har betydning for eutrofieringstilstanden.

Skyder sagligheden til hjørne
At strategien med ensidigt indgreb over for kvælstof er en misforståelse kan illustreres med følgende eksempel:

1) Et dysfunktionelt renseanlæg og mange regnbetingede udledninger af fosforrigt spildevand bevirker, at der udledes for meget fosfor, hvorved N:P-forholdet i recipienten falder.

2) Dette fald i N:P-forholdet fører til (eller forstærker) den tilstand, der benævnes kvælstofbegrænsning.

3) Denne konstaterede kvælstofbegrænsning fører herefter til en (forkert) konklusion om, at yderligere indsats for at opnå god økologisk tilstand skal ske gennem yderligere indgreb mod kvælstofudledningen fra landbrugsarealerne gennem reducerede kvælstofnormer.

Eksemplet viser, at en forøget fosforudledning, der naturligvis burde imødegås direkte med indgreb mod fosfor, i stedet udløser et indgreb mod kvælstof. En sådan strategi er usaglig.

Forureneren slipper for betaling
Eksemplet viser endvidere, at kravet om at forureneren skal betale ikke efterleves i dansk vandplanlægning. Her får landbrugserhvervet nemlig regningen for kommunernes mangelfulde spildevandsrensning. Og myndighederne ser passivt til.

Systemfejlen har nu overlevet i cirka 30 år. Indsatsen underbygges med konstruerede modeller, der giver forudsigelige resultater, hvorimod autentiske målinger ikke accepteres.

Det er et ubesvaret spørgsmål, hvorfor denne udvikling har fået lov at fortsætte årti efter årti. Hverken røde, blå eller grønne politikere formodes at acceptere så grove systemfejl. Så hvis forvaltningssystemet var sundt, ville den slags ikke kunne forekomme.

Departementschefen bør gribe ind
Da der for snart 30 år siden gennemførtes en international evaluering af dansk miljøforskning udløste det hård kritik. Men det hele blev droslet ned af “systemet”.

Nu planlægges der atter en international evaluering. Men man sætter ræven til at vogte gæs: Ikke nok med at et ministerium står for undersøgelsen af sig selv. Derudover er det selve nøglepersonerne i den kritisable proces, der nu skal forestå hele kommunikationen med evalueringspanelet. 

Det er himmelråbende useriøst.

Hvorfor sætter man ikke et andet ministerium til at forestå evalueringen? For eksempel Forskningsministeriet.

Det er nok urealistisk for ministre og politikere at rette tekniske systemfejl uden embedsværkets aktive medvirken. Og her har der ikke været meget hjælp at hente.

Derimod er det en central opgave for den ansvarlige departementschef at få korrigeret åbenlyse tekniske fejl.

Hvis ikke systemets tekniske ansvarlige skal rette systemets tekniske fejl, hvem skal så?