Af Niels-Christian Levin Hansen
Bestyrelsesmedlem i DIF 

og Torben Kaas
Næstformand i Friluftsrådet 

Søren Wium peger i sit debatindlæg på Altinget 5. april 2016 på, at befolkningens adgangsmuligheder i skovene vil blive begrænsede, hvis staten sælger skov til private skovejere. 

DIF og Friluftsrådet vil imidlertid på vegne af de mange foreninger og forbund, der bruger skoven til frilufts- og idrætsaktiviteter, pege på konsekvenserne af salg af statsskov for de så at sige organiserede brugere. 

I offentlige skove er organiseret aktivitet som eksempelvis spejdere, skovbørnehaver, løbere, ryttere og så videre tilladt, hvis der er tale om almindelig, stilfærdig færdsel uden brug af særligt udstyr og uden et erhvervsmæssigt sigte. 

Ellers skal organiserede grupper ifølge Naturbeskyttelsesloven altid spørge ejeren om lov til at komme i skoven. Naturstyrelsen, som er forpligtet til at sikre rekreative interesser, siger næsten altid ja, og derfor har vi et blomstrende foreningsliv i statens skove, vores fælles skove.

I en tid, hvor det er blevet endnu mere aktuelt og politisk prioriteret at få borgerne til at bevæge sig og komme ud i naturen, harmonerer det dårligt at begrænse mulighederne for det.

Niels-Christian Levin Hansen og Torben Kaas
Henholdsvis Bestyrelsesmedlem i DIF og næstformand i Friluftsrådet

Private ejere siger oftere nej
De private ejere har ikke samme forpligtelse, og selvom der er mange eksempler på et godt samarbejde mellem foreninger og private skovejere, er det organisationernes mangeårige erfaring, at det generelt er sværere at få adgang til de private skove, og at tilladelsen i mange tilfælde ledsages af et krav om betaling. 

I praksis betyder det, at en række private ejere i dag udelukker en del ryttere fra at ride i deres skove, og at skovbørnehaver, orienteringsløbere og andre brugere skal betale for brug af skoven. 

Dertil kommer, at de private ejere ikke har samme interesse i at skabe faciliteter som for eksempel spor, stier, broer, bænke eller sheltere, og der er derfor reelt heller ikke er de samme muligheder. Salg af offentlig skov til private giver altså særlige udfordringer for organiserede aktiviteter.

Og de problemer kan ikke kan løses med hverken hensigter eller deklarationer om, at adgangsreglerne ikke må forringes ved overgang fra offentlig til privat ejer. Det organiserede frilufts- og idrætsliv skal stadig have en tilladelse fra en privat ejer for at få lov til at færdes som forening. Erfaringerne viser tilmed, at det er nye ejere, der oftest siger nej til organiserede aktiviteter. 

Aktiviteten giver mening
Så i en tid, hvor det er blevet endnu mere aktuelt og politisk prioriteret at få borgerne til at bevæge sig og komme ud i naturen, harmonerer det dårligt at begrænse mulighederne for det. 

Hvis idrættens og regeringens mål om flere idrætsaktive mennesker skal nås, kan det ikke alene ske i idrætshaller. Her må vores fælles natur også tages i brug. 

Vi må minde om, at foreningerne - de fleste af dem frivillige - laver meningsfulde aktiviteter for børn, unge og voksne og bidrager til en lang række samfundsopgaver herunder sundhed, integration og demokratiforståelse. De baserer deres aktiviteter på de arealer, som vi er fælles om at eje og have fri og lige ret til at bruge og glædes over.