Direktør i FRI: Vi skal værne om vores enestående drikkevand og danskernes tillid til det

Det har i mange år været et ømtåleligt emne at begive sig ud i at tale om rensning af det danske drikkevand.

For det danske grundvand er noget af det reneste i verden.

Og billedet, af at vi som et af meget få lande i verden nærmest stikker et sugerør direkte i jorden og slukker tørsten, er så indgroet, at det er en del af den danske selvforståelse.

Argumentet er, at hvis man først begynder at tale om rensning af drikkevand, så ligger der en implicit indrømmelse af, at dette billede ikke længere passer.

Der er i de seneste år blevet opdaget flere og flere tilfælde, hvor der ER udfordringer med forurening.

Henrik Garver
Administrerende direktør i FRI

Og det giver en frygt for, at der bliver mindre incitament til at beskytte vores grundvand.

Vi kender det selv fra husholdningen derhjemme, eller kollegiekøkkenet – hvis først der står lidt opvask på køkkenbordet, er det lettere at stille en tallerken mere fra sig. Og pludselig er det ikke til at komme til.

Og det er sandt, at fortællingen om det rene, danske drikkevand er et vigtigt selvstændigt element i kampen for at bevare det.

Men problemet med den konsekvente modstand imod avanceret rensning af drikkevandet er, at den spænder ben for netop at opretholde dette billede hos danskerne.

Flere uønskede stoffer

Faktum er, at der i de seneste år er blevet opdaget flere og flere tilfælde, hvor der ER udfordringer med forurening af vores drikkevand. Både med kemikalier fra for eksempel pesticidrester og senest et øget fokus på PFAS-forbindelser.

Vi HAR effektive og forsvarlige metoder til at rense drikkevand, også for mange af de farlige stoffer.

Henrik Garver
Administrerende direktør i FRI

Og ved at ignorere disse tilfælde og defacto sige at ”så borer vi bare udenom”, så begrænser vi dels vores drikkevandsressourcer, og dels er vi med til at opbygge et billede af, at vi har store depoter af giftigt vand liggende i den danske undergrund.

De danske vandværker, der jo har kvalitetskrav at leve op til, har i dag muligheden for at blande vand fra forurenede kilder med vand fra ikke forurenede kilder for på den måde at opnå, at mængden af uønskede stoffer bliver mindre end de fastsatte grænseværdier.

Dette er naturligvis bedre end slet ikke at gøre noget, og det kan give god mening som en kortsigtet og midlertidig løsning. Men det siger sig selv, at dette ikke er en optimal løsning, og den vil i alle tilfælde også tære på forbrugertilliden.

Og det er slet ikke nødvendigt.

Simpelthen for godt vand

Vi HAR effektive og forsvarlige metoder til at rense drikkevand, også for mange af de farlige stoffer vi gerne vil undgå at fylde i os selv og vores børn. Vi må bare ikke bruge dem, som reglerne er i dag.

Det til trods for, at vi allerede foretager både kemisk og mekanisk rensning af vores drikkevand, før det ender i hanerne. Det bliver både justeret for PH-værdi og kalkindhold og filtreret for fremmedlegemer.

Disse processer er bare så simple, at vi har vurderet, at de ikke rigtigt tæller.

Der er ræson i at foreslå, at vi tillader yderligere rensning, så vi kan tillade os at være helt trygge ved det vand, der kommer ud af hanen.

Det er klart, at der først og fremmest skal være et fokus på at holde vores vand rent i første omgang. Der skal ikke lempes på de nuværende regler, og de skadelige stoffer, vi løbende opdager som en udfordring for grundvandet, skal i videst udstrækning forbydes.

Men der er ingen grund til at insistere på, at vi ikke må fjerne de uønskede stoffer, der nu engang allerede har fundet vej til vores grundvandsressourcer. Det er vores vand simpelthen for godt til.